Vi er gået ind i september, og dermed er sommeren i hvert fald officielt forbi. Selvom jeg har nydt sommeren, holder jeg også meget af efteråret med de smukke rødlige nuancer og ikke mindst hyggen. Der bliver dog lidt mindre tid til at hygge med en god kop varm kakao i det her efterår, for kommunalvalget vil selvfølgelig fylde. Men det gør mig ingenting – jeg glæder mig til at komme endnu mere rundt og tale med jer vælgere i Tårnby. Men nu skal jeg ikke forhaste mig. Vi er jo ikke helt nået til november endnu, og der sker også mange spændende ting i kommunen, som ikke handler om det forestående valg.
Årets vigtigste stafet Denne weekend er et godt eksempel på, hvor meget der sker i vores kommune, og de næste par dage byder virkelig på noget for enhver smag. Lørdag skal jeg blandt andet forbi Stafet for Livet i Tårnby. Et fantastisk arrangement, der med en 24 timers stafet sætter fokus på og samler ind til kampen mod kræft. Jeg er glad for, at Tårnby er en af de byer, der ligger jord til en stafet, for det er en vigtig sag, og jeg bliver meget inspireret af at møde jer, der deltager. Særligt inspirerende er det at møde de mange deltagere, som selv er nuværende og tidligere kræftpatienter, men som trodser sygdommen og er med til at fejre livet til arrangementet. En weekend med fuld fart på Søndag kommer jeg forbi Veteranbiltræf på Kulturzonen, og jeg har fået den ære at overrække 1., 2. og 3. præmien i konkurrencen Dagens Bil. Og så skal jeg også kåre vindertegningen i børnenes tegnekonkurrence. Jeg glæder mig meget til at opleve både de flotte biler, de kreative tegninger og også deltagerne i den nye ”best dressed”-konkurrence. Jeg håber at se mange af jer. Hvis ikke til Veteranbiltræf, så måske til en af weekendens andre begivenheder – man kan blandt andet opleve høstmarked i Skottegården, Ungdommens DM i atletik på Tårnby Stadion og høstgudstjeneste i Skelgårdskirken i løbet af de næste par dage. Flot resultat i Dansk Industris måling af erhvervsvenlighed I denne uge udkom Dansk Industris måling af erhvervsvenligheden i landets kommuner. I år kom vi i Tårnby Kommune ind på en plads som nr. 40 ud af i alt 91. Det er med længder Tårnbys bedste placering i de 16 år, DI har gennemført undersøgelsen, og Tårnby er en af årets højdespringere. Det er jeg som borgmester tilfreds med, for det viser, at vores arbejde for at gøre Tårnby Kommune erhvervsvenlig går den rigtige vej – herunder i forhold til vores dialog og formidling af væsentlig information. Jeg kan naturligvis også i nærlæsningen af målingen se områder, hvor vi som kommune kan blive bedre, og det vil jeg sammen med vores administration se nærmere på, hvordan vi kan forbedre.  17 nye boliger i Tårnbyparken Til denne uges Økonomiudvalgsmøde, valgte vi at anbefale overfor Kommunalbestyrelsen, at man godkender opførelsen af 17 nye boliger i Tårnbyhuses afdeling Tårnbyparken. Der er tale om en udbygning af den eksisterende afdeling, som vil bestå af 17 almene boliger, som er målrettet unge beboere med særlige behov samt et fællesrum og personalerum.  Vi hylder demokratiet og vores veteraner Denne uge har også budt på to tilbagevendende og betydningsfulde ceremonier. Nemlig grundlovsceremoni og flagdag for veteraner. Årets anden grundlovsceremoni blev holdt torsdag, og vi ønskede i den forbindelse 10 Tårnbyborgere tillykke med statsborgerskabet. Grundlovsceremonien er en hyldest til demokratiet, og det er en af mine stolteste opgaver som borgmester at trykke de nye statsborgeres hånd. I dag startede jeg dagen ud med at fejre flagdag for veteraner, hvor vi samledes for at hylde veteraner, der har været udsendt for eksempelvis forsvaret, beredskabet, politiet eller en NGO. Det er en vigtig dag. Også i år. Når vi tænder TV’et, er nyhedsbilledet desværre præget af krig og konflikt ude i verdenen. Jeg er meget taknemmelig for de veteraner, der gennem deres udsendelser har bidraget til Danmarks sikkerhed. Puljemidler til Ungeløftet. Skal du med til lanceringen den 15. september? Arbejdsmarkeds- og beskæftigelsesudvalget mødtes tirsdag i denne uge, og der var en glædelig nyhed på dagsordenen. Udvalget blev nemlig orienteret om, at Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har godkendt Tårnbys ansøgning om puljemidler til Ungeløftet – en styrket indsats for unge, der ikke er i job eller uddannelse. Tårnby Kommune har fået tilsagn om 3,6 mio. fordelt over 15. august 2025 – 31. december 2028. Jeg ser frem til, at vi fremadrettet kan gøre endnu mere for at støtte de unge og styrke fremtidens arbejdsmarked. Jeg vil også minde om, at vi inviterer til kick-off for Ungeløftet den 15. september, hvor civilsamfund og virksomheder kan få et indblik i, hvordan man kan blive en del af Ungeløftet lokalt. I dag er sidste frist for tilmelding. Læs mere og tilmeld dig arrangementet Vi hamrer, vi banker, vi bygger os et ekstra klasseværelse Nogle af jer, der bor tæt ved eller har børn på Pilegårdsskolen, har måske undret jer over den tilbygning, der for nylig er blevet tilføjet til skolen. Pilegårdsskolen er en stor skole og den absolut største i Tårnby Kommune med cirka 1170 elever. I år startede der 6 nye børnehaveklasser på skolen. En ekstra klasse kræver selvfølgelig et ekstra klasseværelse. Man kunne i princippet have fundet plads til alle elever uden tilbygningen, men det blev besluttet at skolens Hjerterum, som også optager et klasselokale, skulle have lov til at bestå. Det synes jeg er en rigtig god beslutning. I skolens Hjerterum kommer i løbet af en skoledag elever, der på forskellige tidspunkter kan have svært ved at være i deres egen klasse. Hjerterummet fungerer således som et lille frirum, indtil eleven er klar til at gå tilbage til egen klasse og er et godt eksempel på, at vi skal finde måder at rumme de enkelte individer og deres behov. Hyggelige efterårsfortællinger på havnen Jeg startede nyhedsbrevet med at tale om efterårets hygge, og der er faktisk et meget hyggeligt efterårsarrangement at se frem til på Kastrup Lystbådehavn i næste uge. Nemlig efterårsfortællinger for børnefamilier med varm kakao og kage omkring bålet. Arrangementet er den 12. september kl. 20 og er gratis, men kræver tilmelding: Tilmeld dig her (åbner i et nyt vindue)  Ved du, hvem der skal vinde årets sundhedspris? Så er det nu, du skal sende din indstilling afsted! I forbindelse med sundhedsugen kårer vi vinderen af sundhedsprisen. En pris der går til en person, forening, virksomhed eller institution, der gør en helt særlig indsats for sundheden i Tårnby. Men det er jo selvfølgelig jer borgere, der bedst ved, hvem der fortjener den pris. Så vi håber på jeres hjælp. Sidste frist for at sende en indstilling er den 15. september. Læs mere og nominer din kandidat Kunst og litteratur mødes på Kastrupgårdsamlingen Deltag i en inspirerende aften i krydsfeltet mellem litteratur og billedkunst, når Amager Litteraturfestival gæster Kastrupgårdsamlingen med to forfattertalks onsdag d. 10. september. Aftenen modereres af kunstkritiker Maria Kjær Themsen og begynder kl. 17.30, hvor professor og forfatter Ditlev Tamm fortæller om sit arbejde med at genfortælle Dantes Den Guddommelige Komedie. Bogudgivelsen er illustreret af Alexander Tovborgs kobbertryk, der er udstillet i det rum, hvor arrangementet finder sted. Kl. 18.45 præsenterer forfatter og kulturjournalist Niels Frid-Nielsen sin bog Provokunst, som giver et indblik i spektakulære, kulturhistoriske kunstværker, der har skabt debat og udfordret grænser. Alle er velkomne, og der er fri entré. Så er det tid til at finde dit stiveste puds frem Biografklub Danmark har netop åbnet den nye sæson med det store nye danske drama Rejseholdet – Det Første Mord, som sammen med Ternet Ninja 3 er på programmet. Den 16. september rulles den røde løber ud, og der skænkes cava i glassene til forpremieren på den sidste Downton Abbey film: Den Store Finale. Man er velkommen til at lufte sit stiveste puds på den røde løber, men det er ikke et krav. Se mere og find billetter  Tak fordi I læste med og god weekend!