Sommerferien har budt på mange gode stunder med familie og venner. Jeg håber også, I har nydt sommeren. Nu glæder jeg mig til at tage hul på et nyt og spændende efterår i borgmesterhvervet, og min første uge tilbage på rådhuset har blandt andet budt på møde i Økonomiudvalget. I næste uge ser jeg meget frem til, at vi skal indvie headspace Tårnby, som er et nyt gratis og anonymt rådgivningstilbud til unge. Jeg har også fornøjelsen af at deltage, når børnehaveklasserne har første skoledag på Pilegårdsskolen, og til at hilse på vores Erhvervsklasser - Juniormesterlære på UngTårnby. Det glæder jeg mig alt sammen til.
31 familieboliger opføres I denne uge har jeg som nævnt været til møde i Økonomiudvalget, hvor vi havde en sag på om byggeriet af en række nye familieboliger på Nordmarksvej på dagsordenen. Det er den almene boligforening PAB, der gerne vil omdanne den tidligere institution på Nordmarksvej 22-24 til 31 familieboliger, og tanken er, at de nye boliger skal opføres som et bofællesskab med 2-3-værelses lejligheder og tilhørende fælleslokaler. De vil både benytte den tidligere institutionsbygning samt bygge til. Vi har besluttet i Økonomiudvalget at anbefale byggeriet over for Kommunalbestyrelsen. Opdateret demensstrategi på vej I Sundheds- og Omsorgsudvalget havde mine politiske kolleger vores demensstrategi på dagsordenen. Den nuværende er for årene 2020-2025 og skal derfor opdateres for de kommende år. Det vedtog de en tidsplan for. Vi ønsker med en opdatering af demensstrategien at sikre, at indsatsen fortsat er relevant og målrettet de behov, som mennesker med demens og deres pårørende står over for. I forbindelse med opdateringen af demensstrategien vil vi nu inddrage relevante parter for at få deres viden og perspektiver med – selvfølgelig vores fagligheder internt blandt andet vores demensfaglige medarbejdere og ledere og nøglepersoner fra plejehjem og hjemmepleje, men også borgere, pårørende og samarbejdspartnere. For vi er optaget af, de også bliver inddraget, så de med deres oplevelser og ønsker kan være med til at forme en strategi, der er tæt på virkeligheden. Kom til lancering af Ungeløftet i Tårnby Kommune Den 15. september holder vi kick-off af Ungeløftet i Tårnby. Vi er valgt som en af de officielle værtsbyer for kick-off af Ungeløftet, som er en national indsats, og som har til formål at hjælpe unge, der i dag står uden job eller uddannelse, videre i livet. Til arrangementet kan man som virksomhed og civilsamfund blive klogere på, hvordan man kan blive en del af Ungeløftet lokalt, og hvad det kan skabe af værdi for ens virksomhed. Til arrangementet vil der også være taler ved både mig og justitsminister Peter Hummelgaard og en spændende paneldialog med virksomheder, civilsamfund og lokale unge. Det er d. 15. september fra 13-14.30 på Tårnby Rådhus. Læs mere om Ungeløftet og tilmeld dig her Erhvervsarrangementer - Ungeløftet Informationsmøde om håndværksydelser På onsdag inviterer vi til informationsmøde om håndværksydelser. Det skyldes, at vi har valgt en ny model for indkøb af håndværksydelser, så de fremover vil blive indkøbt via leverandørlister i modsætning til de tidligere indkøb via rammeaftaler. Og samtidigt skulle den nye model gerne gøre det mere attraktiv at deltage for vores gode lokale virksomheder.  Det vil vi gerne fortælle nærmere om, og derfor ser jeg frem til informationsmødet, hvor jeg håber at se mange lokale virksomheder. Det er onsdag den 13. august fra 17.00-18.30 på Tårnby Rådhus. Arrangementet kræver tilmelding, og du kan gøre det lige her Erhvervsarrangementer - Informationsmøde om håndværksydelser Forebyggende indsatser i Center for Børn og Familie Så vil jeg også fortælle om nogle af vores forebyggende indsatser under Center for Børn og Familie, der retter sig mod børn, unge og deres familier. Her er der STIME indsatserne, som dækker over både forældregrupper og individuelle forløb til børn og unge i alderen 3-17 år. Det er indsatser, der har fokus på tidlige tegn på angst og depression, selvskade, spiseforstyrrelser, OCD eller opmærksomhedsforstyrrelser. Hvis du som forældre vil høre mere om det, kan du deltage i et informationsmøde, som vi inviterer til via Aula, eller ringe til Center for Børn og Familie, hvor administrationen besvarer telefonen hver dag mellem klokken 9-11. Vi har også en ny indsats, der retter sig mod funktionelle mavesmerter – indsatsen hedder ’Min Magiske Mave’. Det er et digitalt familiebaseret forløb til børn i alderen 6-12 år. Hvis du som forældre er interesseret i at høre mere om det, kan du kontakte sundhedsplejersken på dit barns skole via Sundhedsvejen.dk eller kontakte jeres læge. I uge 34 lægger vi desuden information op om denne indsats op på Aula til forældre til børn i 0.-6. klasse. Derudover har vi SIBS, som er et kursustilbud for søskende fra 8-16 år til børn med handicap eller andre udfordringer og en af deres forældre. Kurset giver børn og forældre værktøjer til, at de 8-16årige kan tale om de svære ting, herunder søskendes handicap. Vi sender reklame for kurser ud via Aula ca. 2 måneder før kursusstart. Hvem skal have årets Frivillighedspris? Nu er der ikke lang tid til Frivillig Fredag, hvor vi hylder frivilligheden i Tårnby til et fint arrangement på Hovedbiblioteket. Det er den 26. september, og her overrækker vi traditionen tro også Frivillighedsprisen til en lokal ildsjæl, der har gjort noget særligt for frivilligheden. Du kan lige nu nominere, hvem du synes skal have årets pris. Det kan du gøre via linket her, og du skal gøre det senest den 17. august Forenings-, idræts- og frivillighedspriserne Kom til Vild med Vand på havnen Den 23. august håber jeg på at se rigtig mange af jer, når vi sammen med en række lokale foreninger holder arrangementet ’Vild med Vand’ på Kastrup Lystbådehavn. Her er der lagt op til en hyggelig dag med mange sjove aktiviteter for både børn og voksne, i og omkring vandet. På dagen kan man fx prøve at sejle i optimistjolle, få tjekket sin redningsvest, se en kajakpolokamp og lære at binde et knob. Jeg ved, at der også vil være live-musik og mulighed for at købe lækker mad, is og drikke. I kan læse mere om arrangementet her Vild med Vand 2025 Hvem skal have Sundhedsprisen 2025 – eller være årets sundhedsambassadør? I Tårnby Kommune hylder vi dem, der gør en forskel for sundheden – både fysisk og mentalt. Derfor vil jeg gerne opfordre dig til at indstille en person, forening, virksomhed eller institution, som fortjener anerkendelse for deres indsats. Sundhedsprisen 2025 er på 25.000 kr. og gives til nogen, der har gjort noget særligt for folkesundheden i Tårnby – det kan være nye initiativer, inspiration til andre eller en ekstraordinær indsats. Vi søger også sundhedsambassadører – personer, der med hjerte og engagement styrker fællesskabet og sundheden i deres lokalområde. Som ambassadør modtager man 2.500 kr. til sit videre arbejde. Du kan indstille dine kandidater frem til 5. september her Sundhedsprisen og sundhedsambassadører Book efterårets arrangementer på biblioteket Tårnby Kommunebibliotekers store arrangementskatalog for efteråret er kommet og kan hentes på bibliotekerne. Du kan glæde dig til nye læseklubber, litteraturarrangementer, demokratiaften, koncerter, filmvisninger, spændende foredrag, kreative workshops, børneteater og meget mere. Der er lagt op til et forrygende efterår på vores biblioteker, og jeg glæder mig især til Demokratiaftenen, der afholdes i anledning af det forestående kommunevalg. Men allerførst er der lagt op til et brag af en musikalsk oplevelse, når festivalen Tårnby Live spiller op med hele 10 lokale artister og bands her fra slutningen af august. Rigtig god fornøjelse! Du kan se alle arrangementer og booke billetter her Tårnby Biblioteker - Arrangementer Foredrag i Kulturhuset Kastrup Bio under Sundhedsugen På tirsdag 12/8 kl. 18.30 er der ASTA pris vinder visning af Hjem Kære Hjem i Kulturhuset Kastrup Bio. Hjem Kære Hjem har nemlig vundet Biograf Klub Danmarks ASTA pris, som den film i sæson 2024/25 flest medlemmer har stemt på. Inden filmen serveres et glas bobler. Og så er der netop åbnet for forsalget til det store foredrag i Tårnby Sundhedsuge, som Kulturhuset Kastrup Bio traditionelt afholder. Årets foredrag er med Bente Klarlund Pedersen: Dit Magiske Immunsystem og foregår mandag 6/10 kl. 19.30 Se mere om det hele og find billetter på Kulturhuset Kastrup Bio hvor du også kan se programmet for bl.a. forpremierer, maraton og Danmarkspremiere på Ternet Ninja 3. Det var alt for denne gang. Rigtig god weekend.