Foråret står i fuldt flor – ja, vi er faktisk allerede godt på vej mod sommeren. Over en tredjedel af året er gået, og jeg synes, at tiden er fløjet afsted. Som borgmester har man en fuld kalender, men det gør ingenting, når man får lov at deltage i så mange spændende arrangementer og møder både i og uden for kommunen. I denne uge har jeg blandt andet deltaget i arrangementer i forbindelse med demensugen og aktivitetscentret GRO’s 30-års jubilæum.
Sammen gør vi hverdagen lettere for mennesker med demens
I denne uge er det national demensuge. Over hele landet er der arrangementer, der sætter fokus på demens og sygdommens konsekvenser for ramte og pårørende. I år er overskriften ”Hverdagen med demens er ikke altid nem, men du kan gøre en forskel”. I Tårnby arbejder vi hårdt for at gøre hverdagen lettere for både mennesker med demens og deres pårørende, og derfor har vi selvfølgelig også et særligt fokus på demens i netop denne uge.
I går var jeg til et spændende videndelingsarrangement her på rådhuset, hvor medarbejdere fra fx vores plejehjem og hjemmepleje var rundt til vidensboder, hvor demenskoordinatorer og -ansvarlige delte ud af deres store viden om emner såsom meningsfuld beskæftigelse og støtte til pårørende.
Demensugen sluttede i dag med demensvenlig eftermiddag og fællessang i Skelgårdskirken, hvor jeg også sang med.
30x Hurra for GRO
I går var jeg også med til at fejre aktivitetscentret GRO’s 30-års jubilæum. I 30 år har GRO tilbudt fællesskaber og udviklende aktiviteter til psykisk sårbare borgere, borgere med et udviklingshandicap og andre med udfordringer i dagligdagen. Jeg ved, at brugerne er utroligt glade for GRO, og det er et tilbud, som jeg er stolt over, at vi har i Tårnby. Og egentlig er det ikke bare ét tilbud. Det er en samling af 4 tilbud i samme hus, og derfor er der også et væld af aktiviteter i GRO hver uge.
Læs mere om GRO
Lokale drøftelser i relation til nyt kvalitetsprogram for folkeskolen
Før jeg fortæller lidt om, hvad vi har arbejdet med politisk i denne uge, vil jeg lige rette blikket tilbage mod en vigtig sag, vi drøftede i kommunalbestyrelsen i sidste uge. Som jeg efterhånden mange gange har skrevet, er i år reformernes år. En af de reformer, vi skal implementere, er folkeskolens kvalitetsprogram. Aftalen indeholder 33 initiativer inden for de tre hovedoverskrifter ”Frisættelse af folkeskolen og mere indflydelse til skolebestyrelserne”, ”Mere praktisk undervisning og valgfrihed til de ældste elever” samt ”Ro og rammer – nødvendigt for nogle, godt for alle”. Initiativerne skal implementeres hen over de kommende skoleår.
I forlængelse af de tre hovedoverskrifter har vi i kommunalbestyrelsen truffet nogle konkrete beslutninger, herunder at skoledagens længde kan nedsættes med op til to timer om ugen, og at det er skolelederen, der kan tage den beslutning. Derudover besluttede vi blandt andet, at skolerne skal arbejde efter den fælleskommunale bevægelsesstrategi, at skolebestyrelserne opfordres til at udarbejde principper for lektiehjælp og faglig fordybelse, og at der ikke indføres et kommunalt krav om projektopgave i 9. klasse.
Tårnbyløftet – en styrket ungeindsats
I sidste uge skrev jeg om det nye Headspace-center, der forventes at åbne på Ringbakken 3 til august. Men det er faktisk ikke det eneste, der rør sig på ungeområdet i Tårnby lige for tiden. Arbejdsmarkeds- og Beskæftigelsesudvalget har i denne uge anbefalet, at vi i Økonomiudvalget godkender Tårnbyløftet - en styrkelse af ungeindsatsen, som er inspireret af Hjørring-modellen og de nationale ungeløftinitiativer.
Med Tårnbyløftet vil vi blive endnu bedre til at hjælpe unge mellem 15 og 29 år til at komme i job eller uddannelse. Det skal blandt andet ske gennem en tidlig indsats, differentieret støtte med afsæt i den unges egne mål og ressourcer og tværfagligt samarbejde, hvor både kommune, virksomheder, civilsamfund og uddannelsesinstitutioner indgår i forpligtende partnerskaber.
Vi prioriterer de rekreative arealer på Ugandavej 52
I denne uge har vi også haft økonomiudvalgsmøde, hvor vi blandt andet besluttede at afsætte midler til driften af kommunens arealer på Ugandavej 52 – som består af nyttehaver og omkringliggende rekreative områder, hvor der blandt andet er en pumptrack-bane og legeplads. Det er desuden planen at etablere endnu en legeplads, picnic- og opholdsområder med græs, træer, buske og blomster i området i løbet af i år.
Området er populært blandt borgere, skoler og institutioner, og derfor skal vi også prioritere driften. Det gør vi fremadrettet gennem en årlig bevilling, der blandt andet skal dække gartnertimer, samt engangsbevillinger til vigtige forbedringer som jævning af terrænet og etablering af græsarealer, blomstereng og læ-givende beplantning.
Og nu vi taler om nyttehaver… Hvis du drømmer om en nyttehave, så er det nu, du skal slå til!
Det er forår, solen skinner, og det er det jo faktisk det helt perfekte tidspunkt at få sig en nyttehave! Normalt skal man stå på venteliste for at få mulighed for at leje en af vores hyggelige nyttehaver på Ugandavej, men lige nu har vi flere ledige - som man kan overtage med det samme, bl.a. fordi vi politisk har besluttet at etablere 40 nyttehaver mere. Nyttehaverne er for jer, der bor i lejlighed i Tårnby og drømmer om et sted, hvor jeres grønne fingre kan komme til sin ret.
Læs mere om nyttehaverne
Ny rapport om stormflodssikring
Tirsdag udgav Transportministeriet den samlede rapport, der skal danne grundlag for, hvordan Københavnsområdet og heriblandt Tårnby kan sikres mod stormflod. Vi har sammen med Københavns Kommune, Hvidovre og Dragør deltaget i udarbejdelsen af den undersøgelse, der ligger bag rapporten. Nu skal resultaterne forelægges for regeringen og kommunalbestyrelserne.
En stormflod kan have store økonomiske og langvarige konsekvenser. Materielle skader på bygninger og boliger kan koste milliarder, og en oversvømmelse af gader og veje kan hæmme fremkommeligheden i dage og uger. Det er dejligt, vi nu har rapporten, som giver et oplyst grundlag for det videre arbejde med at sikre os mod fremtidens stormfloder. Dog er der, med den nuværende lovgivning på området, stadig en stor udfordring i forhold til at skulle klæde lokalpolitikere og borgere på til at træffe beslutninger, og der er brug for handling. Meget når at ændre sig, også i forhold til statens kommende Klimatilpasningsplan. Derfor kan vi kun bakke fuldt op om, at staten bør have en større aktiv rolle og sikre, at klimatilpasning er et fælles anliggende, også hvad finansiering angår. Jeg ser frem til at se udspillet til en solidarisk ordning.
Læs mere om rapporten
Seniorhusene rykker til Naturcenter Amager
Jeg har fået fortalt, at vores seniorhuse Solgården og Pilehaven rykker deres aktiviteter til Naturcenter Amager i hele uge 20. Det nye samarbejde med Naturcenteret giver borgerne mulighed for at deltage i de vante aktiviteter udendørs eller i Ildsjælehuset – afhængig af vejret.
Der kommer fx til at være spændende tilbud såsom yoga, træning og fugletur. Det er en fantastisk chance for at kombinere spændende aktiviteter med frisk luft og skøn natur. Så hvis du er en af de mange seniorborgere, der bruger vores seniorhuse, kan jeg kun anbefale, at du deltager i uge 20.
Vil du vide mere om overgangen fra unge til voksenstøtte?
Den 19. juni kl. 15 inviterer vi til informationsmøde om overgangen fra ung til voksen i Sundhedshuset. Her vil nogle af kommunens medarbejdere fortælle om, hvilke muligheder der er for støtte i overgangen fra ung til voksen samt rammerne for mulige ydelser/støtteindsatser.
Arrangement er for børn/unge under 18 år med funktionsnedsættelser (kognitive og/eller fysiske) samt deres forældre.
Du kan allerede tilmelde dig nu på vores hjemmeside
Død og pine! – en fortælling om sygdom og død på Amager
Dødssygt bliver det heldigvis ikke, når Majken Astrup fra Stemmer fra Ama´r sammen med historiker Kirsten Floris fortæller om pest, kolera og andre sygdomme, som gennem tiden har spredt sig over øen og resten af det danske land. Et dødspændende foredrag for alle der holder af lokalhistorie.
Det er på Vestamager Bibliotek torsdag kl. 19, og du finder din billet her:
Køb billet (åbner i et nyt vindue)
Actionfyldte film og vigtigt foredrag om ordblindhed
Kulturhuset Kastrup Bio byder bl.a. på Danmarkspremiereaktuelle The Legend of Ochi og Sir David Attenboroughs Ocean, en helt ny dokumentar, der kommer i biograferne i anledning af Attenboroughs 99-års fødselsdag. Desuden vises bl.a. Vi Har Stadig i Morgen, Minecraft samt Thunderbolts* /The New Avengers.
Husk også, at der den 12/5 er Solsikkeforedrag om ordblindhed med Christian Fuhlendorff. Du kan stadig nå at sikre dig en billet! Se mere om det hele på www.kulturhusetkastrupbio.dk (åbner i et nyt vindue)
Og så vil jeg bare ønske jer alle en skøn weekend!