Efter en dejlig påskeferie er jeg tilbage på borgmesterkontoret. Ugen har budt på mange spændende arrangementer, lige fra 1. spadestik til vores kommende almene boliger på Plyssen til åbent borgmesterkontor på biblioteket. Uge 17 er også en uge, hvor vi har fokus på klima, miljø og verdensmål gennem en masse spændende arrangementer, som I stadig kan nå at deltage i, men mere om det senere i nyhedsbrevet.
Deltagerne til nyt opgaveudvalg er fundet
I alt havde 31 Tårnby-borgere meldt sig til lodtrækning om en plads i Tårnby Kommunes opgaveudvalg om partikler. Der var forhåndsreserveret tre pladser i udvalget til borgere, og det politiske ønske var, at pladserne blev fordelt, så borgerne repræsenterede de forskellige geografiske områder i kommunen. Onsdag formiddag trak jeg lod blandt alle, der havde meldt sig. Der var således en kuvert med navne fra Vestamager-området, en kuvert med navne fra Kastrup-området og en kuvert med navne fra Tårnby-området. De tre borgere har fået direkte besked af administrationen. De borgere, som desværre ikke kom med i opgaveudvalget, har også fået besked. Jeg er glad for, at så mange borgere har vist interesse for vores arbejde, og jeg ser frem til at komme i gang med arbejdet i opgaveudvalget, som mødes første gang i maj. Læs mere om opgaveudvalget her Opgaveudvalget for ultrafine partikler
Borgmesterkontor på hovedbiblioteket
Som jeg indledte nyhedsbrevet med, så rykkede jeg tirsdag eftermiddag borgmesterkontoret til Tårnby Hovedbibliotek. Jeg rykker flere gange om året borgmesterkontoret ud til et nyt sted i vores skønne kommune, fordi jeg gerne vil møde jer. Denne gang fik jeg nogle gode snakke med flere af jer om alt lige fra udvikling af Vandtårnsbyen, det kommende erhvervsområde Kirstinehøj III til planerne for Kalvebod Fælled som en bynær naturnationalpark. Det blev til nogle spændende samtaler, og som altid var det en fornøjelse at møde jer og høre, hvad der optager jer.
Foruden at rykke borgmesterkontoret ud i kommunen, så holder jeg også flere gange årligt borgmesterkaffe på rådhuset, hvor man kan besøge mig til en snak om stort og småt. Næste gang bliver den 22. maj, og der bliver meldt nærmere ud, når vi kommer tættere på.
AOF på rådhuset
I går eftermiddag havde jeg fornøjelsen af at vise en gruppe fra AOF Amager rundt på rådhuset. Inden besøget havde de spurgt, om jeg ville fortælle lidt om, hvordan det er at være lokalpolitiker i Tårnby, og det ville jeg selvfølgelig gerne. Inden mit oplæg viste jeg dem rundt på rådhuset og gav dem et indblik i husets historie og nogle af alle dets mange sjove og særlige detaljer. Undervejs var der mange gode spørgsmål, som gav anledning til spændende snakke.
Samarbejde på tværs på ældreområdet
Jeg startede dagen i dag med at byde velkommen til et seniorrådstræf, der blev holdt i vores seniorhus Solgården. Seniorrådstræffet er noget ganske særligt, fordi det er et samarbejde og initiativ på tværs af kommunegrænser. På trods af at der efterhånden er løbet en del vand i åen, siden amterne blev nedlagt, mødes senior- og ældreråd i det tidligere Københavns Amt stadig nogle gange om året og udveksler erfaringer og idéer. Denne gang var det Tårnbys tur til at lægge hus til træffet, og det gør vi selvfølgelig med stor glæde!
Uge17 er i fuld gang, og du kan nå at være med!
Tårnbys uge for Klima, miljø og verdensmål, som foregår her i uge 17, er som nævnt i fuld gang. Du kan stadig nå at deltage i byttemarkedet for børne- og legetøj på Tårnby Hovedbibliotek lørdag kl. 10-13 eller få repareret legetøj og andre ting til Repair café samme tid og sted. Du kan også gå en tur med Hjerteforeningen på Hjertestien, det er på søndag kl. 10.30. Søndag er der også Grøn forårsfrokost på Hovedbiblioteket for både børn og voksne. Se det fulde program og find billetter til gåtur eller frokosten her Program for uge 17
Vil du være med til at skabe fremtidens idrætsliv på Amager?
Den 4. maj holder Tårnby Kommune og DGI en konference om idrættens udvikling på Amager. Her inviterer vi alle lokale idrætsforeninger og idrætsråd med til konferencen, hvor vi sammen skal se på, hvordan vi skaber et levende og sammenhængende idrætsliv på Amager. Til arrangementet deltager jeg sammen med en række kommunalpolitikere fra Tårnby, Dragør og København, og jeg glæder mig til, at vi sammen med jer skal drøfte fremtidens idrætsudvikling på Amager.
Det er den 4. maj fra kl. 09-14 på Den Blå Planet. Arrangementet kræver tilmelding, og det kan du gøre her, hvor du også kan se hele programmet for dagen DGI - tilmelding
Jeg håber på at se mange af vores foreninger til en spændende dag i idrættens tegn.
Held og lykke til eleverne i 9. og 10. klasse
Foråret er over os – det betyder også, at eksamenstiden står for døren. Fredag den 2. maj er årets første prøvedag, hvor landets 9. klasser skal op i dansk retskrivning og læsning, imens flere 10. klasses elever skal til prøve i fransk. Den skriftlige prøveperiode fortsætter indtil 12. maj.
I den anledning vil jeg gerne ønske jer alle et stort held og lykke med de kommende prøver!
Vil du med ud at opleve Amagers smukke natur?
Har du lyst til at hoppe i vandreskoene og opleve vores skønne natur her på Amager? Så har jeg et godt arrangement, jeg vil fortælle om. Naturpark Amager inviterer nemlig den 11. maj til Store Vandredag på Amarminoen, og du er inviteret. Arrangementet afholdes i samarbejde med Dansk Vandrelaug, som tilbyder 2 fællesvandringer – en fra DR Byen til Kongelundsfortet (17 km) og en fra Vestamager Metro til Dragør fort (19 km). Da der er begrænsede antal pladser, kræver de to ture tilmelding. Derudover kan I selvfølgelig også gå hele Amarminoen på 27 km, vælge særskilte distancer på henholdsvis den nordlige eller sydlige del af vandreruten. Der er også en 5 kilometer børnevenlig rundtur i naturparkens centrale del.
I kan læse mere her, hvor I også finder link til tilmelding de 2 fællesvandringer Naturpark Amager - Store Vandredag
Oplev ”Den lille prins” på Tårnby Hovedbibliotek
Børn fra 6 år og deres voksne kan opleve det klassiske eventyr ”Den lille prins” lørdag den 3. maj kl. 13. ”Den lille prins” bliver fremført som en koncertfortælling af Stine Michel, som gennem mange år har tryllebundet børn og voksne med sine forunderlige musikalske universer. Til denne forestilling har hun skrevet helt nye sange. Køb din billet til forestillingen her Tårnby Hovedbibliotek - Den Lille Prins
Den 1. maj åbner musikskolen for tilmeldinger til sæson 2025/26
Tårnby Musikskole tilbyder undervisning af virkelig høj kvalitet til alle Tårnbys børn og unge fra 0-25 år, og det er altid en stor og glædelig oplevelse at høre musikskolens elever, når de optræder til forskellige arrangementer i vores kommune: Stjerner i Natten, prisoverrækkelser og Tårnby Musikuge er bare nogle af eksemplerne. Musikskolen tilbyder undervisning i 20 instrumenter, og der er rig mulighed for at også at dyrke musikken sammen med andre i kor, bands og orkestre. Til de yngste børn og deres forældre er der hold, hvor musikken bliver leget ind i kroppen gennem sang og bevægelse.
På Tårnby Musikskoles hjemmeside kan du læse mere om de mange gode undervisningstilbud, og du er altid velkommen til at kontakte musikskolen og få vejledning om det helt rigtige tilbud til dit barn.
Et besøg i Kulturhuset Kastrup Bio?
Weekenden i Kulturhuset Kastrup Bio byder bl.a. André Rieus 75 års fødselsdagskoncert på lærredet samt Danmarkspremiereaktuelle Vi Har Stadig i Morgen og The Accountant 2.
Desuden vises Minecraft, Mugge og Super Happy og Det Andet Offer. Under Stjernerne på Himlen vises også i ugens løb.
Se mere om det hele på Kulturhuset Kastrup Bio
Det var alt for denne gang. Rigtig god weekend.