Endnu en uge er gået, og som sædvanlig har det været en uge fyldt med spændende aktiviteter, der virkelig giver mig chancen for at opleve alt det, der sker i Tårnby og samtidig møde nogle af dem, der gør en indsats for vores kommune. En af dem, der gennem mange år har spillet en vigtig rolle i kommunen, er apotekeren Peer Nørkjær, som i dag holdt sin afskedsreception og også var forbi og sige farvel på mit kontor efter at have været chef for apotekerne i Tårnby og Vestamager i 18 år. Man må med andre ord sige, at han fortjener sit otium. Hans afsked markerer et generationsskifte, men illustrerer måske også meget godt, at det er vores unge, der står med fremtiden i hænderne.
Klimavenlige energiløsninger i fokus på Tårnby Gymnasium Heldigvis blev jeg i mandags bekræftet i, at vores unge har alle forudsætninger for at tage sig godt af fremtiden, da jeg var til fernisering for projektet RePower Tårnby på Tårnby Gymnasium. Som en del af projektet havde elever fra gymnasiet undersøgt muligheden for flere solceller på Tårnby Kommunes bygninger. Det er altid en god oplevelse at besøge skoler og vores gymnasium og se, hvordan de unge undersøger, udvikler, stiller spørgsmål og finder svar. Temaet for projektet RePower Tårnby er desuden et vigtigt et, for der er ingen tvivl om, at der er behov for innovative løsninger på energifronten i de kommende år. Planstrategi 2023 er endeligt vedtaget I tirsdags holdt vi kommunalbestyrelsesmøde, og et af punkterne på dagsordenen var den endelige vedtagelse af Planstrategi 2023. Planstrategien har været i høring i foråret 2024, og der er også blevet afholdt to borgermøder om temaerne klima og landområdets udvikling. Det er også de to temaer, der er i fokus i strategien. Planstrategien sætter retningen for kommunens overordnede fysiske planlægning og udvikling, og det er på dette grundlag, at kommuneplanen vil blive revideret. Herunder lægges der blandt andet op til at udarbejde rammer for lokale afværgeforanstaltninger, der kan sikre mod oversvømmelse samt grønne udearealer i nye byudviklingsområder og bevarelse af eksisterende træer og hække i videst muligt omfang. Jeg er glad for, at vi nu endeligt har vedtaget planstrategien, der skal bidrage til, at vi som grøn kommune fortsætter på den bæredygtige vej, vi allerede er godt på vej nedad.    Gode indblik i medarbejdernes dagligdag Ugen har også givet god anledning til at opleve og høre mere om, hvordan nogle af kommunens dygtige medarbejdere arbejder. Tirsdag inviterede jeg nye medarbejdere på en borgmesterguidet bustur rundt i kommunen. Det er et tilbud, alle nye medarbejdere får, og det er en tradition, jeg sætter stor pris på. Udover at det giver mig chancen for at fortælle om vores skønne kommune, så er det også en fantastisk mulighed for at møde de nye medarbejdere og høre mere om lige netop deres arbejde. Torsdag var jeg i borgmesterpraktik hos vejledningsfunktionen på dagtilbudsområdet, og der fik jeg et godt indblik i, hvordan de understøtter det pædagogiske arbejde i vores daginstitutioner. Jeg var med Michael, en af teamets 8 vejledere, til observation og drøftelser i Børnehuset Syrefabriksvej. Undervejs i besøget blev jeg bekræftet i, at vores medarbejdere på dagtilbudsområdet hver dag gør en stor indsats for, at også de mindste skal have en god og tryg hverdag. Fjernvarme på dagsordenen Min uge har også handlet en hel del om en meget vigtig og også aktuel dagsorden. Nemlig udrulningen af fjernvarme. Jeg har sammen med 12 andre borgmestre tidligere på måneden sendt et brev til Klima-, Energi- og Forsyningsminister Lars Aagaard - en opfølgning til et brev, vi sendte i december. I brevet opfordrer vi ministeren til hurtigst muligt at fastsætte en slutdato for udfasningen af gas som opvarmningsform i boliger. Den dagsorden har flere medier grebet fat i, og det kan jeg godt forstå, for det er et vigtigt emne. I Tårnby er fjernvarmeudrulningen i fuld gang, ligesom den er i mange andre kommuner. Omstillingen til bæredygtig energi og herunder fjernvarme er i min optik et rigtigt vigtigt element i forhold til at sikre en bæredygtig fremtid. Derfor behøver vi klare udmeldinger på nationalt plan. Jeg følger aftalen om et metrotillæg til lufthavnen tæt Og fjernvarme er ikke den eneste historie med relevans for os i Tårnby, der har fyldt i medierne. I dag præsenterede regeringen og Københavns borgerrepræsentation en aftale for udviklingen af metroen i København, der også indeholder et metrotillæg på 20 kroner for rejsende til lufthavnen fra 2027. I den anledning har flere medier kontaktet mig for en udtalelse set fra et Tårnby-perspektiv. Selvom man som en del af aftalen vil sikre, at blandt andet pendler-, pensionist- eller andre periodekort ikke rammes, kan jeg alligevel frygte, at Tårnbyborgere – og især de borgere der bor tæt på lufthavnen, bliver ramt af prisstigningen eller en eventuel øget bil- og taxatrafik til lufthavnen. Derfor vil jeg fremadrettet følge sagen tæt og også holde aftaleparterne op på, at hverken pendlere, ansatte i og omkring lufthavnen, eller eksempelvis Tårnbyborgere skal påvirkes negativt som et resultat af den nye aftale. Kunstneriske udfoldelser på isen og i rådhushallen I morgen er jeg så heldig at få lov til at opleve både smuk kunst og imponerende skøjteløb. Jeg lægger ud med at byde velkommen til ferniseringen for Tårnbymalernes forårsudstilling i rådhushallen. Jeg er glad for, at vi endnu en gang får glæde af Tårnbymalernes kunst på rådhuset, og stolt af at så mange smukke værker udspringer her fra Tårnby. Kunsten bringer liv og glæde til hallen, og giver lidt ekstra energi til de lange arbejdsdage. Senere på dagen skal jeg forbi Tårnby Skøjteklub og overvære det årlige afslutningsshow. Man kan ikke være andet end imponeret over både engagement og talent, når man ser skøjteklubbens elever suse rundt på isen og udføre svære øvelser efter mange timers træning. Vi fortsætter det vigtige fokus på tryghed i Tårnby På mandag starter jeg ugen ud med en tryghedsvandring med nærpolitiet og justitsminister Peter Hummelgaard i Kastruplundgade. Jeg er glad for, at justitsministeren vil gå med på endnu en tryghedsvandring, for det er vigtigt, at vi fastholder et stærkt fokus på, at Tårnby skal være et trygt sted for alle. Som borgmester er det utroligt vigtigt for mig, at butiksejere såvel som beboere er trygge i Kastruplundgade såvel som alle andre steder i kommunen. Jeg ved, at vores SSP og nærpoliti dagligt arbejder for at sikre trygheden, og jeg ser frem til endnu engang at se resultaterne af deres arbejde på nært hold. Virksomhedsbesøg hos bilhuset Elmer På tirsdag har jeg et virksomhedsbesøg på programmet. Denne gang går turen til Bilhuset Elmer Amager, som de fleste nok kender fra deres flotte bygning, som kan ses fra Englandsvej. Jeg glæder mig til at opleve et bilhus indefra med de forskellige afdelinger og faggrupper og også til at høre mere om, hvordan deres dagligdag ser ud. Jeg sætter i det hele taget stor pris på mine virksomhedsbesøg, fordi de giver mig et helt unikt indblik i store som små virksomheder i Tårnby. Tårnby Musikskole leverer sød musik og flotte resultater I sidste weekend deltog Tårnby Musikskoles store orkester, HOT, i DM for Harmoniorkestre. HOT stillede op i 2. division og vandt med det højest mulige antal points! Det er jeg meget imponeret over! HOT består af musikskoleelever i alderen 14-25 år. Jeg ved, at alle orkestrets medlemmer og orkesterledere er gået til opgaven med stor seriøsitet, og det er fantastisk at se, hvor langt man kan komme, når alle i den grad trækker i samme retning og bruger tid og energi på træning og øveweekender. Så et meget, meget stort til tillykke til HOT og Tårnby Musikskole. Hvis man vil have en lille fornemmelse af det høje niveau, kan man kigge ind på Kulturzonens Facebook-side, hvor der ligger et klip fra konkurrencen: Kulturzonens Facebook-side (åbner i et nyt vindue) Er du 18 år? Snart kan du søge om en gratis interrail-billet ”At rejse er at leve” sagde H.C. Andersen. Og det kan jeg kun erklære mig enig i. Vores samarbejdspartner Greater Copenhagen har tippet om, at 18-årige – det vil sige unge der er født mellem 1. juli 2006 og 30. juni 2007 – kan søge om en gratis Interrail-billet gennem initiativet DiscoverEU. Næste ansøgningsrunde til DiscoverEU er åben i perioden 2. – 16. april 2025. Måske skal du eller en du kender en tur ud og opleve Europa? Læs mere om muligheden (åbner i et nye vindue) Og så er der vist bare tilbage at sige god weekend!