Den 5. december var repræsentanter fra Danske Handicaporganisationer Tårnby (DH Tårnby), Tårnbys borgmester samt repræsentanter fra Tårnby Kommune samlet til et dialogmøde med fokus på boliganvisning af handicap- og ældreboliger i Tårnby.
Boliganvisninger på handicap- og ældreområdet var et af punkterne på programmet, da borgmester Allan S. Andersen havde inviteret DH Tårnby samt repræsentanter for Center for Rehabilitering, Omsorg og Sundhed og Center for Politik og Kommunikation til dialogmøde på Tårnby Rådhus. Givende og udbytterige snakke Til mødet blev det blandt andet drøftet, hvordan man kan sikre, at alle boliger kommer til nytte og bliver lejet ud så hurtigt som muligt, samt hvilke nye tiltag der er i støbeskeen på området. Selvom boliganvisning var mødets hovedfokus, blev der også tid og plads til andre spændende snakke om blandt andet ensomhed og hjemløshed. Borgmester Allan S. Andersen fortæller efter mødet, at drøftelserne med DH Tårnby var både givende og udbytterige: Jeg var rigtig glad for, at DH Tårnby tog imod invitationen og kom forbi Rådhuset for at drøfte boliganvisninger på handicap- og ældreområdet. Vi udvikler kontinuerligt på vores administrative processer – herunder også på boliganvisningsområdet. Drøftelser med civilsamfundsaktører med stor indsigt på området er meget værdifulde for det arbejde. En uge med fokus på synlighed og inklusion I uge 49, hvor mødet blev afholdt, blev der samtidig holdt handicapuge over hele landet. Handicapugen er en ny national indsats i forbindelse med FN's Handicapdag den 3. december, og ugen har til formål at skabe mere synlighed og inklusion.