1, 2, 3 gange har Grøn bragt musikken til Tårnby. Igen i år var humøret højt, da der blev spillet op til dans i Øresundsparken. Se billeder fra den festlige dag nederst i artiklen.
God musik, sol og hyggelig stemning. Sådan må opskriften lyde på en god dansk sommerdag, og lige netop det var på programmet for de mange musikelskere, der gæstede Grøn Koncert i Øresundsparken torsdag.
Dans og smil til god musik
Det var blandt andet Kalaset, Benjamin Hav og Medina, der satte gang i festen, og humøret var tydeligvis højt blandt de mange fremmødte. Der var både dans foran scenen, hyggelige snakke på plænen og grin og smil at finde på hele pladsen.
Borgmester Allan S. Andersen fortæller, at han er glad for, at Grøn Koncert for tredje gang lagde vejen forbi Tårnby:
Tårnby er en fantastisk by på mange måder – blandt andet fordi vi har lokationer som Øresundsparken, der kan lægge græs til sjove, festlige og hyggelige arrangementer. Samtidig er et arrangement som det her ingenting uden gæsterne og selvfølgelig Grøns mange frivillige. Tak til jer der har været med til at skabe den gode stemning igen i år.
Et kæmpestort arrangement
Da Grøn Koncert rullede forbi Øresundsparken i 2025 var det med cirka 21.000 gæster, 2 store scener, 8 artister og 700 frivillige, hvoraf mange rejser med fra by til by.
Det er med andre ord et stort arbejde at planlægge og arrangere Grøn Koncert, og borgmester Allan S. Andersen takkede ud over gæster og frivillige, også dem der bag scenen har fået arrangementet til at glide:
Det kræver en stor indsats at få et så stort arrangement som Grøn Koncert til at spille. Derfor skal der også lyde en stor tak til de medarbejdere i kommunen, der har hjulpet til med at sikre, at alt er på plads og også til Muskelsvindfonden for det stærke samarbejde
Et vigtigt formål
Det er mange, der gennem årene har haft glæde af musikken og stemningen til Grøn Koncert. Koncerten i Tårnby var Grøn Koncert nummer 299, og Grøns historie går hele vejen tilbage til 1982, hvor den første koncert blev holdt på Dyrehavsbakken i anledning af bakkens 400-års fødselsdag.
Året efter bevægede Grøn sig fra Dyrehavsbakken og ud på vejene, og allerede dengang var mennesker med muskelsvind i fokus. Det er stadig tilfældet i dag, og overskuddet fra arrangementet går til Muskelsvindfonden, som også arrangerer koncerterne i samarbejde med Tuborg.
groen-18.jpg groen-27.jpg gron-1.jpg groen-4.jpg groen-24.jpg groen-20.jpg groen-28.jpg groen-26.jpg groen-23.jpg groen-11.jpg groen-8.jpg groen-17.jpg groen-10.jpg groen-14.jpg groen-22.jpg