Paw Karslund, der sidder i kommunalbestyrelsen for Dansk Folkeparti, gik fra tirsdagens kommunalbestyrelsesmøde en orden rigere. I forbindelse med mødet overrakte borgmester Allan S. Andersen nemlig kommunalbestyrelseskollegaen Dannebrogordenens ridderkors.
Paw Karslund indtrådte i kommunalbestyrelsen i 2006. Han er næstformand for Børne- og Ungeudvalget og mangeårigt medlem af Børne- og Skoleudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget. Han sidder blandt andet også i Folkeoplysningsudvalget, er næstformand for Kulturzonerådet og har også været involveret i arbejdet i Handicaprådet og på Ungdomsskolen.
Hjerte for børn og unge
I sin tale lagde borgmesteren blandt andet vægt på, at der går en rød tråd gennem Paw Karslunds politiske karriere, nemlig børn og unge.
Noget af årsagen til både det politiske sindelag og hjertet for børn og unge sad på tilhørerrækkerne i skikkelse af Paw Karslunds synligt stolte forældre. Faren, John Karslund, er tidligere kommunalbestyrelsesmedlem og var igennem mange år pædagogisk leder af en fritidsinstitution på Nøragersminde (det nuværende Kulturzonen), hvor familien også boede.
Pragmatisk og engageret
I sin tale fremhævede borgmesteren også, at Paw Karslund altid har søgt pragmatiske løsninger i sit politiske arbejde, og at han brænder for gode Tårnby-liv med alle dets aspekter.
”Paw, du skal have en stor tak for dine første 18 år i Tårnbys kommunalbestyrelse.
Her på ridderkorset står der ”GUD OG KONGEN”, og det er jo svært at konkurrere med som kommune, men hvis man måtte tilføje et lille diskret vedhæng, skulle der stå ”OG TÅRNBY” på det…”, afrundede borgmesteren sin tale, inden han overrakte ridderkorset til Paw Karslund.