Langt færre ubudne gæster finder vej ind i private hjem i Tårnby. Det viser en opgørelse fra Københavns Politi over anmeldelser om indbrud de seneste 5 år.
I 2019 blev der anmeldt 143 indbrud i private hjem i Tårnby. I 2023 var det tal faldet til 61 anmeldelser.
Borgmester Allan S. Andersen siger om udviklingen:
”Det er rigtig positivt, at antallet af indbrud er faldet så markant i Tårnby, som det er. For når kriminaliteten falder, så stiger trygheden. Nærpolitiet på Kamillevej gør hver dag en positiv forskel for vores lokalsamfund og for trygheden blandt vores borgere, og deres indsats har helt sikkert gjort det mindre attraktivt at være indbrudstyv i Tårnby.”
Politidirektør i Københavns Politi, Anne Tønnes, siger om udviklingen:
”Det er på alle måder utryghedsskabende at blive udsat for indbrud i ens hjem, og det er sager, vi tager meget alvorligt. Gennem mange år har Københavns Politi haft en målrettet indsats mod indbrud. Blandt andet holder nærpolitiet løbende beboermøder og tryghedsvandringer i forskellige områder, så beboerne og politiet sammen kan holde indbrudstyvene fra døren. Derfor er vi selvfølgelig også rigtig tilfredse med, at vi ser en positiv udvikling i antallet af indbrud i Tårnby Kommune”
Borgmester Allan S. Andersen har fået præsenteret tallene til et Kredsrådsmøde med Københavns Politi. Fire gange om året mødes borgmestrene fra henholdsvis Tårnby, København, Frederiksberg og Dragør med politidirektør i Københavns Politi, Anne Tønnes, for at drøfte det aktuelle kriminalitetsbillede i de fire kommuners områder.
Antal anmeldelser om indbrud i privat beboelse i Tårnby
2019: 143
2020: 90
2021: 95
2022: 92
2023: 61