En festlig uge med De Gamles Skovtur
I juli havde jeg fornøjelsen af at være fire dage på udflugt med De Gamles Skovtur. Traditionen tro fandt turen sted uden for kommunens grænser. I år tog vi til Sørup Herregård, hvor vi fik god mad, og det var også muligt at svinge dansebenene.
Tirsdag deltog kommunaldirektør Lars Rich og direktør for beskæftigelse-, unge-, ældre-, social og sundhedsområdet Ina Ringsdal i skovturen. Og jeg gjorde noget, jeg kun gør den ene gang om året, nemlig at holde den samme tale fire dage i træk.
Min fornemmeste opgave til skovturen er nemlig at fortælle om de aktuelle emner og tiltag, vi arbejder med i årets løb, og jeg får altid masser af spørgsmål. Dem, jeg ikke kan besvare på stående fod, tager jeg med tilbage til rådhuset for at undersøge. De var som sædvanlig en festlig uge, hvor alle så ud til at hygge sig.
Forældrecafé og ungecafé i Familiehuset
Det gør mig altid glad og stolt, når I borgere i Tårnby tager initiativ til at gøre ting sammen for at forbedre hverdagen for hinanden. Et godt eksempel er Senet og Lotte, to forældre, der har taget initiativ til en caféaften for henholdsvis unge med særlige behov, funktionsnedsættelse eller handicap i alderen 13 til 17 år – og deres forældre.
Fra den 9. september vil der fremover være Ungecafé og Forældrecafé fra 17.00 til 18.30 i Familiehuset på Amager Landevej 61 den anden mandag i hver måned. For de unge er cafeen et fristed, hvor det er muligt at mødes med andre og dyrke mindfulness-aktiviteter som yoga, åndedrætsteknikker, mandala maling, bagning, perleplader og hækle eller strikke.
Forældrecafeen afholdes sideløbende i lokalet ved siden af. Her skabes et fællesskab med mulighed for at dele erfaring og støtte hinanden og tale om aktuelle emner.
Sød Balance skaber opmærksomhed om sund kost
Jeg har tidligere fortalt, at Tårnby Kommune sammen med 9 andre kommuner deltager i projektet ”Er du for sød”, der har fokus på at reducere indtaget af søde sager hos børn i 0. til 3. klasse. Pilotprojektet var en succes og har nu skiftet navn til Sød Balance.
Det løber foreløbigt frem til 2027, og her fra august går afprøvningsfasen i gang på vores pilotskoler i Tårnby.
Pilotskolerne er Skelgårdsskolen og Korsvejens skole. Børnene får blandt andet en ”sød-måler” med hjem, hvor forældrene skal skrive ned, hvad børnene har fået af søde sager og snacks i løbet af en uge.
Der vil også være forskellige aktiviteter, der skal skabe opmærksomhed omkring sund kost. Fødevarestyrelsen har desuden produceret en film, som du blandt andet vil kunne ses på kommunens info-skærme og Facebook.
Nyt strandsand på vej
Som en lille sommernyhed fra politisk side kan jeg fortælle, at Økonomiudvalget i onsdags godkendte en bevillig til nyt sand i Kastrup Strandpark. På grund af en række storme er meget sand de seneste år skyllet ud i havet, og takket været bevillingen arbejder vi nu på at få skaffet nyt sand allerede her i sensommeren. Samtidigt har vi fået fjernet arter af vækst som ikke skal forefindes på stranden.
Solsikke-talks billetter revet væk
I næste uge indleder vi rækken af Solsikke-talks på Hovedbiblioteket. Du kender sikkert allerede solsikkesnoren, som er et tilbud til mennesker med et usynligt handicap eller en diagnose.
Solsikke-talks handler om at fejre og anerkende denne vigtige del af vores fællesskab, om forståelse, rummelighed og inklusion. Vores Solsikke-talks bliver afholdt i samarbejde med AOF.
Billetterne til første talk 13. august, som er med Anne Skov Jensen, er allerede revet væk, men heldigvis kommer der flere foredrag om mennesker med særlige behov, Jeg kigger også forbi til første talk og holder en velkomsttale.
Se programmet for vores solsikke-talks
Se hvor du kan få udleveret en gratis solsikkesnor
Nominér kandidater til Frivillihedsprisen 2024
Traditionen tro uddeler vi igen i år Frivillighedsprisen til Frivillig Fredag. Det sker den 27. september. Prisen bliver uddelt til en lokal frivillig ildsjæl, og det kan både være en person eller forening.
Vi uddeler prisen for at hylde og anerkende de frivilliges store engagement og indsats for at skabe glæde og livskvalitet for borgerne i Tårnby. Sidste år var det Henning Visholm fra De Gamles Skovtur og De Gamles Jul, der vandt prisen for sit store frivillige engagement igennem mange år.
Frem til den 1. september kan du indstille kandidater til prisen, og jeg vil gerne opfordre varmt til, at du indstiller, for den anerkendelse betyder meget for den enkelte. Indstil via linket
Mød seniorrådet
Jeg vil også lige fortælle, at du 19. august kan møde Seniorrådet på Tårnby Hovedbibliotek. Seniorrådet har en vigtig funktion i forhold til at rådgive os politikere på ældreområdet, og anledningen til mødet er, at der 14. november er seniorrådsvalg.
For at kunne stille op til seniorrådsvalget, skal du være fyldt 60 år og bosat her i Tårnby. Der skal vælges 5 medlemmer og 5 stedfortrædere.
Tænker du, at det måske kunne være noget for dig, vil jeg varmt anbefale dig at møde op på hovedbiblioteket den 19. august, hvor de nuværende medlemmer vil fortælle lidt om deres arbejde. Vælger du at stille op, skal vi have din ansøgning senest den 1. september.
Læs mere om seniorrådet og valget
Saltbagt lammekølle og jazz
Selv om Kulturzonen har været lukket nogle uger i sommeren, må du ikke tro, at stedet har ligget øde hen:. De fire SFO’er i Skelgårdsskolens distrikt har benyttet to uger af sommeren til at samle børn og personaler, som ikke var på ferie, til fælles aktiviteter på den store græsplæne. Der har været fuld gang i leg og krible-krable på kryds og tværs. Jeg var selv fordi en af dagene på en af mine løbeture.
Den store finale var stegning af saltbagte lammekøller på bål. Det er herligt at se sådan et samarbejde på tværs af vores kulturinstitutioner og fritidstilbud, som i den grad giver inspiration og afbræk i hverdagen både for børn og ansatte.
Kulturhuset er i den kommende uge åbent i dagtimerne og fra d. 19. august vil der også være åbent om aftenen.
Musikskolen har holdt sommerferie, men en lille håndfuld af de dygtigste elever har alligevel været i ilden. Vi nåede lige at opleve musikskolens talentband på Tårnby Stadion til ottendedelsfinalen i EM, men der har også været bud efter musikskolens jazzband. Som en del af Copenhagen Jazz Festivals officielle program fik de lejlighed til at give en fornem optræden på Gråbrødre Torv.
Undervisningen på Tårnby Musikskole starter op i uge 34, og der er vist stadig enkelte ledige pladser, man kan tilmelde sig, hvis man skulle være blevet inspireret af at høre de unge.
Se evt. mere på Tårnby Musikskole
One Life og cava i Kulturhuset Kastrup Bio
Kulturhuset Kastrup Bio byder på Danmarkspremiere aktuelle Borderlands samt Deadpool & Wolverine. Det er også stadig muligt at få samlet op på sommerens store familiefilm: Inderst Inde 2, Grusomme Mig 4, Harald og den Magiske Blyant samt Sylvanian Families filmen, inden skolestart.
Begyndelsen af uge 33 byder på gensyn med både Rom og Madeleines Paris. Tirsdag 13/8 kl. 18.30 er der vinder-visning af Biografklub Danmarks Asta-pris: One Life, inden filmen serveres et glas cava.
Se mere på Kulturhuset Kastrup Bio
Det var alt fra borgmesteren for denne gang. Rigtig god weekend