Lørdag var nye borgere i Tårnby inviteret på bustur rundt i kommunen med borgmesteren som guide. Turen gav et indblik i Tårnbys mange muligheder og lokalområdets diversitet.
Trods det kolde efterårsvejr var 34 nytilflyttede borgere lørdag formiddag mødt op foran Kastrupgårdsamlingen med godt humør og gode spørgsmål. De var nemlig inviteret på rundvisning for nye tilflyttere i Tårnby, og borgmesteren var med som guide og fra starten klar til at fortælle og forklare om kommunens mange muligheder.
Et spændende lokalområde
Rundvisningen foregik i bus, og deltagerne kom rundt i hele kommunen og fik et indryk af lokalområdets diversitet, faciliteter og smukke natur.
Borgmester Allan S. Andersen fortæller, at han er glad for muligheden for at møde nye borgere:
Hver eneste nye borger i Tårnby kommer med sin helt egen historie, der bringer noget nyt til lokalsamfundet. Det er mig en stor glæde at hilse på de nye borgere og få en god snak, mens jeg fortæller om vores fantastiske kommune.
Det var dog ikke kun helt nye borgere, der var med på rundvisningen. Denne gang var også Frida, der går i 9. klasse på Løjtegårdsskolen ombord på bussen, på trods af at hun ikke er flyttet til Tårnby inden for den seneste tid. Hun er nemlig skolepraktikant hos borgmesteren i denne uge.
I løbet af turen kørte bussen igennem områder med stor variation og ruten inkluderede Tårnby såvel som Vestamager og Kastrup. Turen tog deltagerne fra by til landområder og forbi både havn og lufthavn.
Undervejs delte borgmesteren ud af sin store lokalviden om mulighedernes kommune og krydrede oplægget med sjove anekdoter fra både det gamle og nye Tårnby. Vidste du for eksempel, at Sundbyerne har været en del af Tårnby, før de senere blev en del af Københavns Kommune?
Kulturzonen og Kastrupgårdssamlingen
Der var også et kort stop på Kulturzonen med en introduktion til Tårnby Musikskole og nogle af de mange arrangementer, kulturhuset står for i løbet af året – for eksempel i forbindelse med Halloween og Sankt Hans, hvor mange borgere lægger vejen forbi.
Turen sluttede, hvor den startede – på Kastrupgårdsamlingen med varm kaffe og chokoladekage. Kastrupgårdsamlingen er et statsanerkendt kunstmuseum med speciale i moderne grafik. Lige nu kan man opleve særudstillingen Manko med grafik af Anne Marie Ploug.
På Kastrupgårdsamlingen var der tid til at tale med andre nytilflyttere eller tage en snak med borgmesteren.
”Vi har rigtig mange gode faciliteter i vores lokalområde, og jeg er glad for at kunne vise dem frem her på busturen. Efter busturen fik jeg chancen for at tale med nogle af deltagerne, og jeg var glad for de gode reaktioner og varme tilkendegivelser. Jeg ser allerede frem til næste gang,” sagde borgmesteren.
Se Kulturzonens arrangementer (åbner i et nyt vindue)
Oplev Kastrupgårdssamlingen (åbner i et nyt vindue)
allanogfrida.jpg kulturzonen.jpg kastrupgard.jpg praesentation.jpg allanognyeborgerekastrupgard.jpg natur.jpg allanbus.jpg