Lejligheder og rækkehuse placeret i et naturområde, som samtidig ligger tæt på offentlig transport og storbysmiljø. Det er konceptet for Tømmerup Parken. Snart står 103 nye almene boliger klar til indflytning i Tømmerup Parken. Derfor havde Tårnby Kommune og PAB torsdag inviteret til borgermøde i rådhussalen, hvor man kunne høre mere om projektet og muligheden for at blive skrevet op til boligerne, der er en kombination af lejligheder, rækkehuse og generationsboliger.
Ud over de 103 almene boliger består Tømmerup Parken af 155 lejeboliger, drevet som Plushusene bofællesskab.
”Mit store ønske er, at hele området vil blive et stort fællesskab – mellem alment og privat og mellem generationer, forenet i et grønt boligområde,” sagde borgmester Allan S. Andersen blandt andet i sin tale, hvor han også fortalte om, hvordan Vestamager som helhed bliver et stadig mere attraktivt område at bosætte sig i, ikke mindst på grund af de mange idrætsfaciliteter.
Efter borgmesterens velkomsttale viste Nicolai Jørgensen fra PAB billeder af, hvordan de nye boliger kommer til at se ud. Han fortalte blandt andet også lidt om generationshuse-konceptet, som er nyt i PAB-regi. Ønsket med generationshusene er, at generationer af samme familie kan bo i samme bygning, men adskilte boliger – et koncept man blandt andet har gode erfaringer med i Sverige.
Læs mere om almene boliger i Tømmerup Parken (eksternt link)
Se video fra borgermødet her: