Der var flagallé, musik og feststemning i det hele taget, da otte Tårnby-borgere torsdag eftermiddag fik dansk statsborgerskab ved en grundlovsceremoni på Tårnby Rådhus. Der blev taget billeder på livet løs, og en enkelt fik også udbrudt et ”Yes!”, da han gik op for at underskrive sin erklæring om dansk statsborgerskab.
Dagens hovedpersoner er godt nok nye som statsborgere, men mange af dem har kaldt både Tårnby og Danmark deres hjem i lang tid, og det var grundlovsceremonien så det juridiske bevis på.
Værdifuldt fællesskab
Borgmester Allan Andersen havde set frem til at møde de otte nye statsborgere og deres gæster.
”Det er en stor ære for mig, at vi om få minutter skal underskrive de erklæringer, der officielt gør jer til statsborgere i Danmark”, sagde borgmesteren i sin tale, hvor han også fremhævede det fællesskab, en kommune er.
”Det fællesskab, vi har her i Tårnby Kommune, skal vi passe rigtig godt på, og vi skal sammen gøre en indsats for at præge og udvikle det. Jeg oplever, at det er en kvalitet og værdi i sig selv at møde mennesker, deltage og være villig til at tale sammen. Det håber jeg også, at I vil være med til i dag og i jeres videre liv og hverdag her i Tårnby”, sagde borgmesteren, og den opfordring blev der lyttet til.
Kage, snak og sang
Snakken gik lystigt, både mens der blev underskrevet erklæringer, og da der bagefter var kage og lidt at drikke, inden de otte kunne gå ud gennem flagalléen med deres statsborgerretsbeviser i hånden.
Ida Kudo og Jacob Broholm fra Tårnby Musikskole leverede lydsporet til dagen med sange som Anne Linnets ”Forårsdag” og Povl Dissing og Benny Andersens ”Svantes Lykkelige Dag”.