Fjernvarmeselskab dannes
Tårnby kommune har allerede et fjernvarmeselskab, Tårnby Forsyning, da Tårnby allerede har fjernvarme i kommunen. Dragør skal have stiftet og etableret et fjernvarmeselskab, og det har kommunerne de sidste par måneder arbejdet sammen om. Dragør Fjernvarmeselskab skal dannes og vil blive en afdeling i Tårnby Forsyning. Bestyrelsen kommer til at bestå af fem medlemmer fra Tårnby kommunalbestyrelse og tre medlemmer fra Dragør. Tårnby vil have formandsposten og Dragør kommune vil have næstformandsposten. Selvom det er et Dragør selskab, er gældende regler for, at vi kan handle varme med hinanden, at Tårnby skal have størstedelen af bestyrelsesposterne.
Der er nedsat en politisk styregruppe med repræsentanter fra begge kommunalbestyrelser. Styregruppen er i gang med at forberede arbejdet, ligesom vores dygtige forvaltninger og Tårnby Forsyning arbejder tæt sammen. Dragør fjernvarmeselskab forventes at blive stiftet i juni 2023.
Udbud af etablering af fjernvarmerør
Aktuelt arbejder vi også med at projektere det konkrete gravearbejde og de forskellige delprojekter, der ligger til grund for den samlede tidsplan. Aktuelt forventer vi at gå i udbud af opgaven med at grave rør ned i efteråret 2023. Hvis der er entreprenører, der byder på opgaven, og det forventer vi, at der er, regner vi stadig med, at de første borgere kan have fjernvarme i 2024.
Hvor kommer fjernvarmen fra?
Mange spørger, hvor fjernvarmen kommer fra, og hvordan den laves. Fjernvarmen vil til både Tårnby og Dragør blive leveret af CTR – Centralkommunernes Transmissions selskab. De leverer i forvejen fjernvarme til Tårnby kommune. Fjernvarmen produceres blandt andet på Amager-værket, men CTR har også forskellige andre løsninger i spil over tid, fx indvinding af havvand, geotermi og der vil også i fremtiden være fokus på klimavenlig varme.
Venlig hilsen
Allan Andersen, Borgmester Tårnby kommune
Kenneth Gøtterup, Borgmester Dragør kommune