Vejarbejde i gang ved Englandsvej og Øresundsmotorvejen
1. marts markerede ikke kun den officielle begyndelse på foråret, men også opstarten af vejarbejde ved Englandsvej og Øresundsmotorvejen, som vil stå på resten af året.
Man udvider blandt andet rampen mod København ved Tårnby Torv. Det bliver et vejarbejde, der kan mærkes i hverdagen, og det kan anbefales at finde nye ruter i perioder.
Det er aldrig bekvemt med vejarbejde, men det er vigtigt at holde sig for øje, hvorfor vejarbejdet skal gøres: Øresundsvejen skal opgraderes og udvides for at kunne fungere til øget trafik i fremtiden, og udvidelsen af rampen mod København er en del af denne fremtidssikring af motorvejen.
Udvidelsen sker også for at få trafikken til at fungere bedre på Englandsvej og dermed skabe mindre kø og lavere CO2-udledning.
Det, der sker lige nu i vejarbejdet, er at entreprenøren etablerer arbejdsområde. Det indebærer, at forskellige vognbaner bliver spærret af i kort tid uden for myldretiden.
Få et overblik over projektet samt forslag til alternative ruter på taarnby.dk.
Fokus på pengene
For nylig kunne vi fortælle, at vi har indført et midlertidigt ansættelsesstop, som indtil videre gælder til 9. marts. Ansættelsesstoppet var et skridt på vej mod at genoprette den økonomiske balance i Tårnby Kommune, og det næste skridt har været, at vores chefer og medarbejdere i den seneste måned har gennemarbejdet forskellige løsningsforslag.
De forslag skal vores økonomiudvalg tage stilling til på et møde 8. marts. Et vigtigt fokus for os derefter er at lave nogle processer, hvor vi går i dialog med jer borgere.
Jeres stemme er meget vigtig i det arbejde, vi snart skal i gang med, nemlig at foretage nogle vanskelige prioriteringer om, hvordan Tårnby Kommune skal bruge sine penge fremover og med fokus på, at kommunens udgifter og indtægter skal i balance.
Vi arbejder derfor på at invitere til borgermøde om budget 2024 - jeg ser frem til at kunne fortælle mere om alt dette senere.
Beretning fra en kritisk ven
På kommunalbestyrelsesmødet i denne uge havde vi fornøjelsen af at få fremlagt en årsberetning fra vores borgerrådgiver. Borgerrådgiverens rolle er at styrke dialogen mellem borgerne og kommunen i konkrete sager, og en af borgerrådgiverens opgaver er at bruge sine erfaringer fra borgeres henvendelser til at gøre vores sagsbehandling endnu mere borgervenlig.
Borgerrådgiveren har i 2022 håndteret knap 500 sager, lige fra hurtige henvendelser om at finde vej til den rette sagsbehandler til bistand for borgere i komplekse sager.
Hendes årsberetning er et vigtigt værktøj for hele vores administration, fordi den sætter fokus på, hvor vi gør det rigtig godt, og hvor vi skal være bedre – og bedre kan man altid blive.
Læs mere om borgerrådgiveren på taarnby.dk.
Borgmester og ridder
Tirsdag aften var en helt særlig dag i mit politiske arbejdsliv, for da modtog jeg Dannebrogordenens Ridderkors. Ordenen gives inden for mange forskellige samfundsområder, og som politiker gør man sig blandt andet fortjent til at blive dekoreret, som det hedder, når man har siddet i en kommunalbestyrelse i 16 år.
Jeg har i skrivende stund siddet 17 år i Tårnby Kommunes kommunalbestyrelse, og hver dag går jeg på arbejde stolt over at være valgt af Tårnbys borgere til at stå i spidsen for vores kommune i samarbejde med resten af vores kommunalbestyrelse.
Koncerter for børn og voksne på Kulturzonen
Foråret bringer typisk også fornyet energi og nysgerrighed med sig, og det er i høj grad tilfældet, når det gælder kulturområdet her i Tårnby.
Kulturzonen barsler med en ny mini-koncertrække for børn og deres voksne: I marts og april kan man, hvis man er barn, allerede i morgen den 4. marts tage sin far og mor med til koncert med Anne O Duo under titlen ”Ud med sproget, nu kører toget”.
I april kan man opleve et hold af de skønne musikere fra musikskolens lærerstab slå sig løs i kendte børnesange som ”Tju bang, chokolademand”, ”Alle verdens hjørner” og ”Min kat den danser tango”. Sjove indslag og overraskelser er indlagt.
Til de voksne er der mindekoncert for sangeren Povl Dissing, som gik bort sidste år. Også her er det musikere fra musikskolen, der spiller fører koncertgæsterne gennem en herlig aften i det finurlige og lyriske Dissing/Andersenske univers.
Læs mere om alle tre arrangementer og køb billetter på Kulturzonens hjemmeside.
Lektiepiloter hjælper med matematikken
Foråret kan også være et godt tidspunkt til at få nye vaner, og det arbejder man med på vores skoler i øjeblikket i projektet Lektiepiloter, som er støttet af Novo Nordisk Fonden.
De nye vaner skal handle om faget matematik, som ofte lider under, at både børn og voksne er usikre i faget. Noget af det, der kan være svært, er at matematik har sit helt eget sprog, og her kan forældrene hjælpe børnene på vej ved at hjælpe dem med at lære dette særlige sprog og for eksempel prøve at oversætte matematikkens særlige ord til mere hverdagsagtigt sprog.
På de klassetrin, som skal være med i Lektiepilot-projektet om matematik, skulle der gerne gå invitationer ud til forældrene i den nærmeste fremtid.
Kreativ workshop for børnefamilier på Kastrupgårdsamlingen
Hos Kastrupgårdsamlingen har de skarpt fokus på kunstformidling i børnehøjde, og allerede i morgen, lørdag den 4. marts klokken 12-15 inviterer museet børn og kreative sjæle til workshop i billedværkstedet. Her kan man rive, klippe og tegne landskabscollager inspireret af kunstneren Ingemann Andersen.
Man kan også besøge særudstillingen ”DOBBELTSYNER” og opleve Ingemann Andersens landskabsmotiver fra Danmark og Italien.
Der er fri entré, og det kræver ikke tilmelding at deltage.
Nyd naturen i Skolebotanisk Have
Et sted, hvor man i høj grad kan nyde det begyndende forår, er Skolebotanisk Have, som ligger på hjørnet af Bjørnbaksvej og Brønderslev Allé og er åben for alle. Her er der blevet gjort forårsklar.
Der er kommet et nyt brændeskur, sommerfuglekasser er sat op i havens nye pavillon til pynt og opdagelse, indkørslen er markeret, så det er nemmere at komme ind med cykel, og der er blevet plads til flytbare reoler og udstoppede dyr i den nye pavillon.
The Whale og Pyjamasbio i Kulturhuset Kastrup Bio
Denne uge byder på den danmarkspremiereaktuelle The Whale med en næsten uigenkendelig Brendan Fraser i hovedrollen, og så er der blevet åbnet for billetterne til næste Pyjamasbio, som er 15. marts.
7. marts vises filmen Kysset udover de ordinære forestillinger også om formiddagen i Tirsdags- og Babybio.
Det er også stadig muligt at se: Meter i Sekundet, Folk og Røvere i Kardemomme By, Mumier på Udebane og Ant-Man & the Wasp: Quantumania.
Se programmet på Kulturhuset Kastrup Bios hjemmeside.
Det var alt for denne gang. Rigtig god weekend til alle.