Budgetaftale 2024
Som jeg indledte nyhedsbrevet med, så har vi i denne uge indgået en budgetaftale. Det er en aftale, som et bredt politisk flertal står bag, og det er en toårig aftale, som skal genskabe den økonomiske balance i kommunen og fastholde kernevelfærden.
Vi stod inden forhandlingerne med en udsigt til et underskud på cirka 100 millioner om året i de kommende år, men vores toårige aftale vil sikre, at vi både får økonomien i balance igen og bibeholder et højt serviceniveau med et markant løft af det specialiserede socialområde.
At genskabe den økonomiske balance kan ikke gøres med besparelser alene. Det er blevet besluttet, at kommuneskatten hæves med et procentpoint. Vi har hidtil haft landets laveste kommuneskat, men selv med en skattestigning har vi den 6. laveste skatteprocent i hele landet.
Selvom vi har stået i en svær økonomisk situation og med svære prioriteringer foran os, har jeg oplevet en rigtig god proces, hvor vi politikere har stået sammen. Stor tak til forligspartierne for forhandlingsviljen og det resultat, vi sammen, har opnået.
Hvis I vil læse hele budgetaftalen, kan I gøre det her Budgetaftale genskaber økonomisk balance
Klima på programmet
Onsdag var jeg til arrangementet ”Energi på Toppen”, som Dansk Fjernvarme havde inviteret til. Det handlede om, hvordan vi når vores klimamål i Danmark. Det var en spændende formiddag med oplæg fra eksperter, politikere og aktører i energisektoren.
Allerede på mandag kan jeg se frem til endnu mere klima på programmet. Her skal jeg nemlig til DK2020-konference. DK2020 er et samarbejde mellem stort set alle landets kommuner om en fælles vision om at nå vores klimamål. Til konferencen skal vi derfor drøfte, hvordan det går med vores klimaindsatser i dag, og hvad vi i kommunerne kan gøre i fremtiden for at nå vores målsætninger i vores klimahandlingsplaner.
Det bliver en spændende dag. Jeg ser som altid frem til at mødes med mine borgmesterkolleger fra hele landet, og jeg er sikker på, at vi kan inspirere hinanden til nye måder at løse klimaudfordringerne lokalt på.
Kredsrådsmøde med Københavns Politi
Flere gange om året mødes jeg og mine borgmesterkolleger fra Dragør, København og Frederiksberg til Kredsrådsmøde med Københavns Politi. Her giver politidirektør Anne Tønnes os en aktuel status på tryghed og kriminalitet i politikredsen, og undervejs vender vi aktuelle temaer, som fylder i vores kommuner. Torsdag var jeg til det tredje i år. Denne gang talte vi særligt om den aktuelle bandekonflikt, og vi hørte også nærmere om den nye bandepakke, som regeringen lancerede for kort tid siden.
Det er altid en fornøjelse at mødes med Københavns Politi, som er en tæt samarbejdspartner for os i Tårnby.
Frivillighedsprisen 2023
Nu er der kun en uge til, at jeg skal uddele Tårnby Kommunes Frivillighedspris 2023. Det gør jeg, når vi fejrer frivilligheden og de frivillige i kommunen til arrangementet ’Frivillig Fredag’ på Hovedbiblioteket næste fredag.
Indtil den 1. september har I kunne nominere jeres bud på en vinder af prisen i år. Det er I mange, der har gjort, og i år er der kommet hele 36 indstillinger til prisen. Vinderen kårer vi på fredag, men jeg kan allerede nu sige, at det har været et stærkt kandidatfelt, som vi i priskomitéen skulle vælge imellem.
Det er tredje gang, vi uddeler prisen. Sidste år vandt Stig Løvenkrands fra Udstillingscentret Ved Diget, og året før var det Mænds Mødested Tårnby.
Se listen over alle nominerede til Frivillighedsprisen 2023 her Nominerede til Frivillighedsprisen 2023
Stort tillykke til alle de nominerede!
Plejehjemsbesøg
På torsdag i næste uge skal jeg sammen med vores kommunaldirektør besøge alle kommunens fem plejehjem. Vi starter med at besøge plejehjemmet Pyrus Allé og slutter besøgsrunden på plejehjemmet Ugandavej.
Det glæder jeg mig til. For det er altid en stor fornøjelse at få en snak med nogle af vores ældre borgere såvel som møde vores plejehjemspersonale, som med stor omsorg og høj faglighed, passer på vores ældre borgere i kommunen.
Genopdag din garderobe
På Tårnby Hovedbibliotek kan du den 27. september få inspiration til at klæde dig både lækkert og bæredygtigt, når stilekspert Laura Lava gæster biblioteket under overskriften ’Genopdag din garderobe’.
Hun opfordrer os alle til at bruge mere af det tøj, vi allerede har, frem for at købe nyt tøj. Og så viser hun, hvordan man gør det på en stilfuld måde. Det koster 35 kroner at deltage, og du kan købe billetter til ”Genopdag din garderobe” her Genopdag din garderobe
Arrangementet er en del af Tårnby Kommunebibliotekers arbejde med at udbrede kendskabet til FN’s 17 Verdensmål. Verdensmål nr. 12 handler nemlig om ansvarligt forbrug og produktion, og her kan man starte hjemme i klædeskabene.
Vi bruger kun omkring 30% af det tøj, vi har, og det er her Laura Lava kan hjælpe. Man kan nemlig ikke købe sig til en bæredygtig livsstil, da al forbrug sætter aftryk, uanset hvor ansvarligt det er produceret. I stedet kan vi starte med at bruge mere end 30% af vores garderobe.
Bogboksen skaber mere læselyst i kommunens 5. klasser
For 16. år i træk har Tårnby Kommunebiblioteker taget hul på endnu en sæson af ”Bogboksen”, et succesfuldt læselystforløb for alle 5. klasser i kommunen. Klasserne modtager i starten af forløbet en kuffert med 30 bøger i forskellige genrer og sværhedsgrader.
To bibliotekarer formidler bøgerne til eleverne i en inspirerende book-talk. Klassen beholder kufferten i 7 uger, hvor de skal læse, så meget de kan og skrive anmeldelser af bøgerne.
Klassen inviteres derefter på besøg på biblioteket for at spille et brætspil om informationssøgning, som Tårnby Kommunebiblioteker har udviklet til formålet.
Forløbet afsluttes med et forfatterarrangement med Kenneth Bøgh Andersen. De tre klasser, som skriver flest anmeldelser, vinder en biograftur i Kulturhuset Kastrup Bio.
Sidste chance for at se Verdens Lege
På vores statsanerkendte museum Kastrupgårdsamlingen går udstillingen Verdens Lege ind i sin sidste uge.
Igennem ca. 50 reportage- og kunstfotos sætter Verdens Lege fokus på fænomenet leg. Billederne er fotograferet på meget forskellige steder over hele verden, men de viser, at ’det at lege’ er noget vi har tilfælles uanset vores opvækst. Og udstillingen minder os også om, at leg ikke kun er forbeholdt børn, og du kan i udstillingen se Jørgen Leths film Det legende menneske fra 1986, der også portrætterer legens væsen, som den tager sig ud hos voksne.
Udstillingen viser også legens sociale aspekt. Samtidskunstneren Hartmut Stockters har skabt den 4 meter lange flippermaskine til udstillingens store rum, og her er der på flere måder tale om et socialt og interaktivt legeredskab, da det bedst betjenes af flere på en gang – gerne både store og små.
Der er desuden små legestationer placeret undervejs i udstillingen, ligesom der er legeredskaber til fri afbenyttelse i museets gård.
Nu på søndag den 24. september er der offentlig omvisning kl. 14.30. Udstillingens sidste dag er søndag den 1. oktober.
Weekend i Aalborg
I skrivende stund er jeg på vej til Aalborg, hvor jeg sammen med partikolleger fra hele landet skal til Socialdemokratiets årlige årsmøde. Det ser jeg frem til.
Det var alt for denne gang. Rigtig god weekend.