Sankt Hans for enhver smag
Sidste fredag fik vi for alvor taget hul på sommeren, da der var Sankt Hans-fejringer hele tre steder i kommunen. Selv fik jeg lov at holde båltaler på Kulturzonen og på Sneglen – tak til Kulturzonen og foreningerne, der var med til festen der, og til Musikforeningen Sneglen og Musikforeningen 5-øren, der stod bag midsommerfejringen ved søbadet.
Også på Naturcenter Amager var der Sankt Hans-arrangement arrangeret af Naturstyrelsen. Her holdt formanden for Kultur- og Fritidsudvalget Klaus Bach talen. Teknisk set var det måske ikke en båltale, men snarere en pandekagehustale – arrangementet var nemlig for de mindste og hed ”Sankt Hans og Grete”, og Skovhjælperne havde bygget et pandekagehus, som i dagens anledning fik lov at gå op i flammer.
Det er flot, at vi kan tilbyde flere forskellige Sankt Hans-arrangementer her i Tårnby, sådan at der er noget for alle.
Nye leder-ansigter på vej
Denne uge blev ugen, hvor vi kunne løfte sløret for, hvem der skal være kommunens nye kommunaldirektør, og hvem der skal være ny chef for Center for Kultur og Fritid.
Vores nye kommunaldirektør hedder Lars Rich. Han kommer fra en direktørstilling i Helsingør Kommune, og han har stor kommunal erfaring, solide kompetencer på økonomiområdet og indsigt i en bred vifte af de områder, vi varetager som kommune.
Vi byder Lars Rich velkommen om bord 1. august, og det ser jeg meget frem til.
En måned senere, 1. september, træder Marie Herborn ind ad dørene for at blive vores nye centerchef på kultur- og fritidsområdet. Hun kommer med 15 års ledererfaring inden for det kommunale kultur- og fritidsområde, og senest har hun været driftsstedsleder for Kulturium, Bibliotek, Musikteater & Biograf i Ishøj Kommune.
Det er en fornøjelse at kunne byde velkommen til Marie Herborn, og jeg ser frem til samarbejdet.
Fjernvarme-alliance
Dragør Kommune og Tårnby Forsyning er gået sammen om at udrulle fjernvarme til op mod 12.500 grundejere i vores to kommuner. Til det formål er der blevet oprettet et nyt selskab, Dragør Fjernvarme, i regi af Tårnby Forsyning, og i praksis sker der det, at Tårnby Forsyning nu skal til at levere fjernvarme til både Tårnby og Dragør.
Udbygningen af fjernvarmenettet i Tårnby og Dragør er virkelig vigtigt, både for at blive fri af den russiske gas, men også for at gavne privatøkonomien hos den enkelte grundejer. Og sidst, men ikke mindst, er der også klimamæssige gevinster.
Så er det af med tøjet – på bæredygtig vis
I 2021 blev det et lovkrav, at alle kommuner skal sortere i 10 forskellige typer affald. I Tårnby har vi hidtil sorteret i ni. Nu følger den sidste, som er ødelagt tekstil. Fra 1. juli begynder vi at indsamle ødelagt tekstilaffald ved villaer og rækkehuse.
Til efteråret træder ordningen også i kraft for etageejendomme. Alle har fra 1. juli mulighed for at aflevere ødelagt tekstil på genbrugspladserne. Bor du i villa eller rækkehus, skulle du meget gerne have modtaget et brev i e-Boks om den nye ordning.
Læs mere om den nye tekstilaffaldsordning.
Når du sorterer dit ødelagte tekstil, er det både til gavn for klimaet og miljøet samt udviklingen af teknologien for genanvendelse.
Trygheden er steget i Tårnby
Jeg har i denne uge modtaget Justitsministeriets Tryghedsundersøgelse 2022. Det er en årlig måling af, hvor trygge, vi danskere føler os i vores hjembyer, og hvor stor tillid vi har til, at politiet kommer, når vi har brug for hjælp.
Det generelle billede for hele kommunen er, at vi føler os trygge. I år har 89,8 procent svaret, at de føler sig trygge i deres nabolag, hvilket er en lille stigning i forhold til sidste år, hvor vi lå på 87,3 procent.
Derudover har 82,2 procent svaret, at de har tillid til, at politiet kommer, hvis de har brug for dem. Det er et lille fald i forhold til sidste år, men en stor stigning i forhold til 2019, hvor vi var nede på 75,7 procent.
Hvis I vil se hele undersøgelsen, kan I finde den på Justitsministeriets hjemmeside.
Saunaer åbner igen
Vi har besluttet at åbne saunaerne i Vestamager Svømmehal, Kastrupbadet og Korsvejsbadet igen pr. 1. august. Vi har naturligvis fortsat blikket skarpt rettet mod de kommunale elmålere, men eftersom priserne på energi har været faldende i år og forventes at holde nuværende niveau, har vi vurderet, at der skal være plads til at kunne tilbyde sauna i vores svømmehaller igen som i andre kommuner.
Motorcykelejere i parkeringszonerne
Prisen for en licens til at parkere en motorcykel i parkeringszonerne bliver sat ned fra 800 til 400 kroner om året. Hvis du allerede har købt en motorcykellicens, kan du få refunderet beløbet ved at kontakte Parkeringsservice på telefon 32 47 15 94.
Wonderful Tårnby
Turismen skal spredes ud fra det indre København, både til gavn for Indre By og for de mindre besøgte områder og til gavn for både gæster, borgere og turismevirksomheder. Det er grundtanken i et nyt projekt, Tourism Together, som Wonderful Copenhagen sætter i søen fra 1. juli i år og 2025 ud, og hvor Tårnby skal være deltager.
Projektet har to spor, og vi skal være med i det spor, der hedder ”Copenhagen Beyond – destinationsudvikling og markedsføring af en større geografi i hovedstaden” – et spor, der understøtter et spor i vores erhvervspolitik fra 2019, der hedder ”Den lokale internationale forbindelse”.
Det bliver rigtig spændende at være med til at udvikle turismen i både Tårnby, København og andre hovedstadskommuner.
Ud i det blå i en rød rickshaw
I morgen skal jeg sammen med en gruppe plejehjemsbeboere med seks såkaldte cykelpiloter ud at køre i rickshaw. De røde rickshaws, som du måske har set i bybilledet, hører til det frivillige projekt Cykling uden alder, hvor frivillige og personale cykler ture med plejehjemsbeboere og andre ældre medborgere.
Der er 113 rickshaws meldt til projektet i hele Danmark, og i morgen skal rigtig mange af dem ud at køre samtidig, når Cykling uden alder holder ”Vi cykler sammen”-event landet over.
De ældre medborgere og jeg skal cykles rundt af en cykelpilot fra hvert af vores fem plejehjem og en fra vores lokale boligorganisation Tårnbyhuse. Turen går ned til havnen, hvor vi skal have en lille forfriskning, inden vi vender næsen hjemad.
Jeg ser frem til vind i håret og gode snakke!
DM-guld til rugby-herrer
Det er kommet mig for øre, at vi har fået danmarksmestre her i kommunen siden sidste nyhedsbrev, nemlig Rugbyklubben Speeds herrer, som i lørdags var med til DM Ugen og altså kom hjem med guldmedaljer om halsen. De vandt 17-7 over Frederiksberg Rugby Klub.
Stort tillykke og godt gået!
Klar med energibesparende tiltag
I denne uge er det blevet besluttet at frigive midler til forskellige energibesparende tiltag her i kommunen. Det er blandt andet grønne tage på Kastrupgårdskolen, belysning i Englandsvejstunnelen og flere projekter omkring fjernvarme og renovering af ventilationsanlæg.
Også et projekt, som skal gøre Gemmas Allé til en klimavej, der kan aflede regnvand, er med på listen over projekter, vi har sat i gang for at bruge mindst muligt energi.
Nye veje til at komme i kontakt med Center for Børn og Familie
Hos vores Center for Børn og Familie, som blandt andet yder støtte til børn og deres familier, har man fra flere sider hørt, at det var svært at finde ud af, hvordan man kom i kontakt med den rette medarbejder i centret.
Det ændrer centret derfor på nu, både på taarnby.dk og ved at strømline, hvor og hvornår man kan kontakte centret pr. telefon. Man vil kunne se mere på hjemmesiden om ikke så længe, men jeg kan allerede nu nævne, at centret har åbent for telefoner i noget af åbningstiden og resten af tiden har fuldt fokus på sagsbehandling og koordinering.
Når centrets konsulenter ikke sidder ved telefonerne, tager vores omstilling naturligvis imod besked.
Tak for borgmesterkaffe
I går holdt jeg borgmesterkaffe, som er nogle timer, hvor man kan komme forbi mit kontor og tale med mig om noget, der ligger en på sinde. Personlig sagsbehandling kaster jeg mig ikke ud i til disse snakke, men jeg er klar til en snak om meget forskelligt.
I går havde jeg 10 kaffeaftaler, og vi talte blandt andet om sportsklubber, plejehjem, trafikregler, bæredygtig innovation, vejbump, ulovlig parkering og brug af institutioners legepladser uden for åbningstid.
Jeg sætter stor pris på, at der er borgere, der tager tid ud af deres dag for at komme og sidde over for mig og fortælle mig om det, der betyder noget for, at lige netop de er glade for at bo her i Tårnby.
Det var da absolut heller ikke sidste gang, jeg holder borgmesterkaffe – hold øje med taarnby.dk og på kommunens Facebook-side, hvor vi annoncerer datoen for næste kaffeinvitation.
Det var alt for denne gang. Nu går nyhedsbrevet på ferie og er tilbage i begyndelsen af august.
God weekend og god sommer til jer alle.