Ved kommunalbestyrelsesmødet tirsdag den 29. november blev Tårnby varmestrategiplan godkendt. Alle borgere vil i løbet december få et brev om, hvorvidt de kan forvente at få fjernvarme og hvornår, inden for en tidsramme på to år med relevante forbehold.
I 2023 vil varmestrategiplanen blive efterfulgt af projektforslag fra Tårnby Forsyning, som vil redegøre mere detaljeret for, hvordan fjernvarmen kan udbygges med en positiv selskabs- og brugerøkonomi i de områder i kommunen, der er udpeget til at få fjernvarmeforsyning.
I varmestrategiplanen, der nu er offentliggjort, kan du blandt andet læse, at alle områderne skal udbygges samtidig med start i 2024 og udføres sideløbende med hinanden, for at opnå en forventet færdig udbygning i 2028.
Borgmester Allan S. Andersen siger om planen:
”Vi står midt i en energikrise som følge af krigen i Ukraine. Fjernvarme vil gøre os uafhængige af gas fra Rusland og være den bedste løsning på den lange bane. Varmestrategiplanen er også et vigtigt afsæt for at nå Tårnby Kommunes målsætning om CO2 neutralitet i 2050 – en målsætning der blev sat i forbindelse med vedtagelsen af Tårnby Kommunes Klimaplan.”
Læs mere om Tårnbys varmestrategiplan