Der var virkelig en unik mulighed for at få et indblik i, hvordan man afvikler fire megakoncerter med Ed Sheeran, få indsigt i lufthavnens udviklingsplaner og høre om medicinalvirksomheden Ferrings nye domicil i Kastrup, da Tårnby Kommune inviterede til erhvervstræf torsdag eftermiddag.
Her var et bredt udsnit af det lokale erhvervsliv til stede, og de fik til at begynde med en aktuel indflyvning i Tårnby Kommunes aktiviteter – med hovedvægt på erhvervsservicen.
Det var borgmester Allan S. Andersen, som fortalte om, hvad der er i gang af interessante projekter i kommunen, og bagefter var der en god dialog om de aktuelle emner.
”Vi har et stærkt erhvervsliv, og det er altid rart at møde vores virksomheder, som kommer med gode input til os. Vi synes selv, at vi havde strikket et godt og relevant program sammen, og jeg er glad for, at oplægsholderne kom med så gode oplæg, som virkelig tog os med ind bag kulisserne på så forskellige ting som Ed Sheeran-koncerterne, Ferring nye domicil, Københavns Lufthavns udviklingsplaner og Erhvervshus Hovedstadens mange tilbud. Det er en fantastisk palette, og jeg er også rigtig glad for, at så mange virksomheder fik mulighed for at møde hinanden og netværke på kryds og tværs,” siger Allan S. Andersen.
Hvis du fremover vil følge med i, hvad der rører sig på erhvervsområdet i Tårnby Kommune kan du tilmelde dig kommunens erhvervsnyhedsbrev.
Tilmeld dig her.
Ed Sheeran, Ferring og lufthavnen var blandt emnerne, da Tårnby Kommune inviterede til erhvervstræf
26-09-2022
