Et nyt hold rottebekæmpere er klar til at rykke ud for at få bugt med de uønskede firbenede skadedyr, der måtte husere i Tårnby.
Kommunalbestyrelsen har nemlig besluttet, at kommunen skal ansætte sine egne rottebekæmpere. Det sker for at sikre en endnu mere effektiv koordinering af forebyggelsen og bekæmpelsen, så vi kan gøre livet så surt som muligt for skadedyrene. Rottebekæmpelsen ligger fremover under Materielgården, som er en den afdeling i Tårnby Kommune, der står for de udendørs arealer.
Husk at fjern affald og nedfaldne frugter
De nye kommunale rottebekæmpere begynder på arbejdet 1. november 2022. Det praktiske arbejde vil fortsætte uændret, og grundlaget er stadig forebyggelse og bekæmpelse. Når rottebekæmperen første gang besøger de ejendomme, hvor der er anmeldt rotter, sker det sammen med grundejeren. På dette besøg vil bekæmperen vejlede om hvordan man på ejendommen kan sikre sig mod at få besøg af rotter.
Typiske årsager til forekomst af rotter er huller på kloakledninger, hønsehold, kaniner, fuglefodring og nedfaldsfrugt. Spiseligt affald på ejendommen skal altid fjernes med det samme.
Husk også, at alle rotter skal anmeldes til os. Det skal du gøre her.
Gebyret for rottebekæmpelsen bliver omlagt, så du som borger skal betale over ejendomsskatten. Helt konkret udgør gebyret 0,04 promille af ejendomsværdien, som vil fremgå af din skatteopgørelse og vil blive opkrævet på ejendomsskattebilletten for 2023.