Rigtig mange borgere trodsede regn og rusk og mødte op, da Københavns Politi fejrede åbningen af den nye nærpolitistation med borgerekspedition på Kamillevej i Tårnby.
På pladsen foran politistationen var politiet troppet op med det ridende politi, hundepatruljer, patruljebiler og politimotorcykel. Så især humøret hos de mange fremmødte børn var i top, da de enten kunne sætte sig til rette på en politimotorcykel eller give godbidder til en politihund.
Der var taler fra både Københavns Politis direktør Anne Tønnes, justitsminister Nick Hækkerup og Tårnbys borgmester Allan S. Andersen ligesom beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard, der som folketingsmedlem har arbejdet for, at Tårnby skulle huse en af de nye nærpolitistationer, også deltog i arrangementet. Dragørs viceborgmester Nicolaj B. Riber var derudover med på Dragørs vegne.
”Det er rigtig rart, at vi nu kan fejre, at politiets nye nærpolitistation er åbnet. Den har jo været åbent i nogle måneder, men corona har så udskudt fejringen. Jeg var glad for at se så mange borgere til fejringen. Det viser, at der er stor opbakning til, at vi igen i Tårnby har fået en politi-borgerekspedition ligesom politiet også er blevet mere synlig i gadebilledet,” siger borgmester Allan S. Andersen.
Betyder meget for trygheden
Københavns Politi har med konceptet ”Din betjent” et godt og stærkt samarbejde med Tårnby Kommune – bl.a. med kommunens SSP-konsulenter.
”Jeg er rigtig glad for det gode samarbejde vi har med Københavns Politi. De lokale betjente betyder rigtig meget og er med til at skabe tryghed i vores kommune,” siger Allan S. Andersen.
Nærpolitistationen holder åbent for personlige henvendelser 15 timer om ugen, fordelt på tre dage, mandage kl. 15-20, onsdage kl. 12-17 og fredage kl. 15-20. Men også uden for åbningstiderne er politiet til stede med gående, cyklende og kørende patruljer