En østlig ringvej langs kysten ud for Amager Strandvej indgår nu i det kommende arbejde med at løse trafikale problemer på Amager, kombineret med udvidelsen af Øresundsmotorvejen. Det bekræfter direktør i Sund & Bælt, Mikkel Hemmingsen i et brev til Tårnbys borgmester Allan S. Andersen.
Forud for brevet har Allan S. Andersen holdt møde med de beboere i Kastrup, der er naboer til Øresundsmotorvejen og vil blive berørte af det hidtil omtalte til- og frakørselsanlæg. Borgmesteren har også holdt møde med Sund & Bælt og rettet henvendelse til transportminister Trine Bramsen.
”Det glæder mig meget, at Sund & Bælt i den kommende proces inddrager viden fra løsningen, hvor Østlig Ringvej føres ind i en tunnel, øst om Amager. Jeg er meget optaget af udvidelsesplanerne og håber, at der kommer en løsning, som er til mindst mulig eller helst ingen gene for naboerne, samtidig med at den styrker fremkommeligheden i området.”
Han tilføjer:
”Der er allerede et stort flertal i Folketinget, som i 2035 infrastrukturplanerne har markeret en tilslutning til projektet om Østlig Ringvej. Jeg ser frem til en fortsat god dialog med Sund & Bælt om løsningen, i takt med at de to projekter skrider frem.”
Sund & Bælt oplyser, at miljøkonsekvensvurderingen af Øresundsmotorvejen i forbindelse med Infrastrukturplan 2035 er sat i gang. Den skal blandt andet afdække, hvilke muligheder der er for at håndtere den stigende trafik i krydset mellem Amager Strandvej og motorvejen, så der sikres et fornuftigt trafikflow.
Krydset er allerede i dag kompliceret og udfordret med hensyn til trafikafviklingen i forhold til trafikmængder. Ifølge Vejdirektoratets forundersøgelse vil Østlig Ringvej isoleret set reducere trafikken på Amager Strandvej med 43 pct. i 2050 i forhold til en situation uden en østlig ringvej. Tidligere trafikberegninger vedrørende Øresundsmotorvejen viste imidlertid, at trængslen i krydset stadig vil være betydelig efter åbningen af Østlig Ringvej.
Der er endnu ikke lavet detaljerede trafikberegninger for trafikflowet ved krydset. Miljøkonsekvensvurderingen for Øresundsmotorvejens udvidelse er netop sat i gang med gennemførelse af idéfasehøringen, der sluttede 5. juni. Miljøkonsekvensvurderingen af Østlig Ringvej afventer færdiggørelsen af den strategiske miljøvurdering for Lynetteholm-planen, men forventes pt. færdig ultimo 2025.