Kommunalbestyrelsen har godkendt den nye parkeringsordning, der skal nedbringe antallet af pendlerparkeringer, parkering fra tog- og metropassagerer, parkering fra bilister med ærinder i lufthavnen og udefrakommende parkering fra Københavns Kommune.
Målet er at skabe bedre parkeringsmuligheder for Tårnbys beboere og erhvervsliv.
Ordningen træder i kraft 1. december 2022 og omfatter udvidelse af den eksisterende zone samt to nye zoner, tidsbegrænset parkering på privat fællesvej, timebetaling på offentlige veje og ny pris for licenser.
Nødvendigt at indføre ny ordning
Borgmester Allan S. Andersen udtaler om ordningen:
”Den nye parkeringsordning er et tiltag, der har været nødvendigt at indføre, da vi oplever større og større pres udefra på Tårnbys parkeringspladser. Som borgmester ligger det mig meget på sinde, at Tårnbys borgere og erhvervsdrivende til enhver tid skal have mulighed for at parkere nær deres hjem og virksomhed.”
3 zoner
Med den nye ordning udvides parkeringszonen Kastrup, og der etableres to nye zoner ved henholdsvis Tårnby Station og på Vestamager.
I alle zoner vil der fremover være tidsbegrænset parkering på de private fællesveje samt timebetaling på offentlige veje i Kastrup og Tårnby Station zonen.
Gratis midlertidige licenser i overgangsperioden
I overgangsperioden frem til 30. november 2022 vil der blive udstedt midlertidige gratis beboer/erhvervslicenser til alle, der ønsker at bestille en licens til den nuværende parkeringszone Kastrup Syd.
Den midlertidige licens gælder til både private fællesveje og offentlige veje. Pr. 1. december skal licensen fornyes efter reglerne i den nye ordning.
24-timers licens erstattes af mere fleksibel timebetaling
24-timers licensen erstattes i den nye ordning af timebetalt parkering på de offentlige veje og tidsbegrænset parkering på private-fællesveje i Kastrup og Tårnby Station zonen. I Vestamager zonen er der kun mulighed for tidsbegrænset parkering.
24-timers licensen har i den eksisterende ordning også været gyldig til parkering på private fællesveje. Med den nye parkeringsordning er tidsbegrænset parkering muligt på private fællesveje, og derfor kan der ikke købes parkering, der også gælder til at holde på disse veje.
Det vil være muligt at købe og benytte 24-timers licens frem til den 30. november 2022.
Høringssvar har ændret oprindeligt udspil
Forud for godkendelsen har den nye ordning været i offentlig høring. Her kom der især mange høringssvar om gæsteparkering og handicapparkering. Det har resulteret i ændringer i forhold til det oprindelige udspil.
Fra lørdag kl. 17 til søndag kl. 17 ophører den tidsbegrænsede 3-timers parkering nord for Saltværksvej, i Kastrup zonen. I samme tidsrum vil der ikke være betalingsparkering på de offentlige veje i den nordlige del af zonen. Skillelinjen ved Saltværksvej skyldes, at den nordlige del af zonen oplever mindre pres i weekenden. I den sydlige del af zonen er der stadig et pres i forhold til parkering relateret til lufthavnen, også i weekenden. Derfor vil restriktionerne ikke blive lettet her.
Handicapparkering på offentlige veje vil være gratis i zonerne Kastrup og Tårnby Station for køretøjer med gyldigt handicapkort.
Beboer- og erhvervslicenser
Beboere og erhvervsdrivende med virksomhed i en zone kan købe en licens, der gælder til de offentlige veje i zonen. Det er også muligt for beboere og erhvervsdrivende at ansøge om gratis licens til de private fællesveje i zonen.
Gratis licens til nulemissionsbiler
Da Tårnby er med i klimapartnerskabet DK2020 og arbejder for at blive en grønnere kommune, vil nul-emissionsbiler (el-biler) kunne søge om gratis beboerlicens.
Ordningen skal evalueres efter to år.
Læs hyppigt stillede spørgsmål og svar om ordningen