Tårnby Kommune er ambitiøs på klimaområdet, og derfor er det naturligt, at kommunen netop har fået en klimaplan, som er en del af projektet ’DK2020 – Klimaplaner for hele Danmark’.
Den nye klimaplan skal vise, hvordan kommunen som geografisk område vil opnå netto nul-udledning af CO2 senest i 2050 og tilpasse sig således, at kommunen er robust over for klimaforandringer.
Arbejdet med klimaplanen har været baseret på samme standard for klimaplanlægning, som nogle af verdens største og mest ambitiøse byer har benyttet. En standard, der lever op til Paris-aftalen, der sigter mod at begrænse temperaturstigningen globalt til 1,5 °C.
Borgmester Allan S. Andersen glæder sig over klimaplanen som skal være med til at reducere CO2-udledningen i kommunen med 70 procent 70% i 2027, 85% i 2030 og endeligt med 100% i 2050.
”Vi er i Tårnby Kommune med til at skrive verdenshistorie ved at have en ambitiøs og realistisk plan for at nedbringe CO2-udledningen. Derfor er det rigtigt positivt, at vi nu har en klimaplan, hvor målet er at få nedbragt vores CO2-udledning med 100 procent i 2050,” siger Allan S. Andersen.
Fjernvarme og klimatilpasning
Det absolut største potentiale for kommunen i forhold til at få nedbragt CO2-udledningen omhandler udrulning af fjernvarme i områder med naturgas. Dette er en proces, som er i gang, og det første fjernvarmeområde forventes at være etableret i 2023.
Men klimaplanen består også af en klimatilpasningsdel, som beskriver hvorledes kommunen bliver robust over for fremtidens klimaforandringer. Her er der fokus på stormflodssikring, afledning af regnvand ved ekstrem nedbør, tørke- og hedebølger samt stigende terrænært grundvand. Her arbejder kommunen på indsatsområder og i samarbejdsgrupper med de omkringliggende kommuner om fælles løsninger på de udfordringer som klimaforandringerne kan medføre.
Gode råd til borgerne
Som borger i Tårnby kan man også bidrage til at nedbringe CO2-udledningen, lyder det fra Rune Klitgaard, der er klimamedarbejder i Tårnby Kommune.
”Borgerne i Tårnby har også mulighed for at gøre en række ting, som vil hjælpe den grønne omstilling på vej og nedbringe CO2 niveauet. Man kan blandt andet konvertere til fjernvarme, når det bliver muligt at tilslutte sig, undersøge muligheden for at opsætte solceller på taget, lade bilen stå og tage cyklen eller de offentlige transportmidler i stedet, spare på energien sin husstand: skru ned for varmen når du ikke er hjemme, og sluk lyset, når der ikke er et lysbehov for bare at nævne nogle af de muligheder, der kan være med til at rykke kommunen i den rigtige retning,” siger Rune Klitgaard.