Tårnbys borgere har fået en ny badebro, som de kan benytte sig af, hvis de vil tage en dukkert i Øresund.
Den nye badebro er etableret af Skanska i Scanport, som er området mellem Den Blå Planet og Scanport Havn. Badebroen skal være med til at skabe et dejligt miljø i erhvervsområdet ved Scanport, som er i rivende udvikling i disse år.
Badebroen blev i denne uge officielt indviet af Tårnbys borgmester Allan S. Andersen og Skanskas direktør Peter Nymann-Jørgensen.
”Det er et rigtig godt initiativ af Skanska at lave en badebro i området ved Scanport. Erhvervsområder kan traditionelt set godt blive lidt kedelige områder, når folk fra kontorer går hjem. Men i Scanport er der virkelig en ambition om at skabe liv efter lukketid, og her er badebroen og det tilhørende grønne område virkelig med til at invitere til at blive brugt af borgere fra hele kommunen på alle tider af dagen,” siger borgmester Allan S. Andersen.
To saunatønder til at få varmen i
Hos Skanska ser man også frem til, at badebroen og det øvrige område vil blive brugt af gæster, efter kontorerne er lukket.
”Det er vores håb, at badebroen vil komme både beboerne i Tårnby, hotelgæsterne og de ansatte i områdets virksomheder til glæde. I den videre udvikling af området er det håbet at indarbejde yderligere tilbud til både indbyggere og virksomhederne i Tårnby, som kan sikre liv i området - også efter arbejdstid,” siger Business Developer Daniel Bro Kristensen.
Foruden badebroen er der også opsat to saunatønder, som man via Scandic CPH Strandpark kan benytte sig af.
Hele området ved Scanport har været i massiv udvikling i de senere år. Alene i det seneste år er ibrugtaget samlet 45.000 m2 byggeri fordelt på det nye Scandic CPH Strandpark, Skanskas kontorprojekt Scanport Glasværk og Ferrings nye kontordomicil. Særligt efter at Scandic CPH Strandpark er åbnet i området med bl.a. wellness, restaurant og skybar er mængden af liv i området forøget. Skanska har i området yderligere byggemulighed til ca. 43.000 m2 erhverv som forventes udviklet over de kommende år.