Aktive børn i forening er titlen på det forløb, fire børnehaver fra Tårnby netop har været igennem. Hver tirsdag i otte uger er børnene mødt op på boldbanerne ved Kastrup Boldklub for at lege og bevæge sig gennem en række øvelser. Forløbet har fået puljemidler fra Initiativpuljen.
Tirsdag den 11. oktober var sidste træning. Her kiggede borgmesteren forbi, holdt tale og overrakte medaljer til de glade og energiske børn.
Borgmesteren sagde blandt andet, henvendt til børnene:
”I har alle sammen fået brugt jeres kroppe rigtig meget under det her forløb. Det er supergodt. For det er vigtigt at få bevæget sig hver dag. Det er ikke kun sundt for kroppen, men også for ens hoved, for det gør, at man har nemmere ved at koncentrere sig, når man skal lære noget.”
Aktive børn – aktive pædagoger
Efter talen skulle børnene demonstrere, hvordan man klarede den forhindringsbane, de havde sat op. Borgmesteren var også frisk på selv at prøve banen, hvor man lavede forskellige øvelser med en bold og til sidst skulle score et mål.
Efterfølgende fik børnene overrakt medaljer og diplomer. Projektleder Christian Theilgaard Glud, der har ført børnene gennem forløbet, var meget begejstret over, hvor gode, de havde været til at lytte, men understregede også, at det aldrig var lykkedes uden de meget deltagende og aktive pædagoger. Fra institutionernes side var der også stor begejstring og enighed om, at man havde oplevet børn, der glædede sig til hver tirsdag og fik øjnene op for det at gå til en fritidsaktivitet.