Rådhushallen var fredag formiddag spækket med glade børnehavebørn fra børnehaven Klitrose alle. De var inviteret til Tårnby Rådhus for at fejre årets julekort, som børn fra børnehaven har tegnet motivet til.
Borgmester Allan S. Andersen fejrede julekortet sammen med børnene, og det blev til masser af julefællessang og dansen rundt om juletræet.
”Det er altid rigtig rart at tage imod børn fra vores institutioner. Og fornøjelsen bliver ikke mindre, når det er tæt på jul, og de alle er i julehumør og samtidig har været med til at tegne motivet til årets julekort. Det var en flok utrolig søde børn, som var helt med på at synge og danse og dermed skabe nogle anderledes rammer i rådhushallen. Det er jeg sikker på, at vores borgere, som havde ærinde på rådhuset her til formiddag forhåbentlig også bemærkede,” siger Allan S. Andersen, som også fik fortalt børnene, at julekortet med deres tegning allerede er blevet sendt til landets statsminister og hendes nye regeringskolleger med en lykønskning med deres nye opgaver i landets nye regering.
Efter sang og dans blev der spist kage og drukket juice, før børnene igen traskede hjem til deres børnehave, inden en velfortjent weekend ventede.
Børnehavebørn skabte julestemning i rådhushallen
20-12-2022
