Det blev et par hyggelige timer for gæster og ansatte, da hovedbiblioteket onsdag eftermiddag kunne indvie sin nye café, Café Cookie. Café Cookie er en socialøkonomisk cafe, hvor borgere med forskellige udfordringer arbejder side om side med kokke og pædagoger og sammen leverer en god cafeoplevelse til bibliotekets gæster.
Ved indvielsen var der både lækre smagsprøver fra cafeen og sang fra Tårnby Musikskoles dygtige elever.
Navn fundet ved afstemning
Borgmester Allan S. Andersen holdt en indvielsestale, hvor han blandt andet fremhævede de mange forskellige kræfter, der samarbejder om Café Cookie.
”Center for Handicap og Psykiatri og Tårnby Kommunebiblioteker har siden foråret 2021 samarbejdet om realisering af cafeen, og et godt samarbejde er en vigtig forudsætning for, at opgaven lykkes. Dertil kommer et fagligt dygtigt team i køkkenet. Et team, der kan drive et cafetilbud, som giver omsætning og samtidig gør en positiv forskel for de borgere, der er i beskæftigelse. Som jeg ser det, tegner det allerede godt,” sagde borgmesteren.
Han fremhævede også, at cafeens navn ligesom selve cafeen er resultat af en fælles indsats. Navnet ”Café Cookie” var nemlig den klare favorit ud af hele 72 forslag, hvoraf tre kom til afstemning blandt bibliotekets brugere og borgerne på kommunens bosteder.
Den gode mavefornemmelse
Biblioteksleder Bente Nielsen og cafeens daglige leder Mia Vega Møllgren takkede i deres tale alle dem, der arbejder i cafeen, for deres gode arbejde og for at være med til at få Café Cookie rigtig godt fra start. Café Cookie har været åben i knap to måneder allerede, så man har noget at have den gode mavefornemmelse i, fortæller Bente Nielsen.
”Café Cookie har udfyldt et tomrum i bibliotekets liv. På første åbningsdag kom en trofast bruger af vores tidligere cafe og bad om ”det sædvanlige”, som var to rugbrød med ost og syltetøj – og det fik vi så sat på menuen. Caféen gør alt det, vi håbede på: Fungerer som en god og rummelig arbejdsplads og samler alle slags borgere fra kravlende babyer over formiddagskaffedrikkende vennegrupper i alle aldre til træningsmakkere fra SundhedsCentret. Det gør en stor forskel.”
Se flere fotos fra indvielsen her. Klik på det enkelte billede for at se billedteksten: