Til foråret skal børn fra specialsportsholdene hos AB Tårnby og Tårnby Curling Club ud at spise pizza, og Tina Weber giver.
Den nyslåede vinder af Handicapprisen har nemlig lagt mange kræfter i at få oprettet sportstilbud for børn med særlige behov, og nu vil hun også gerne give nogle af de børn en hyggelig aften. Pizzaerne bliver finansieret af nogle af de 5.000 kroner, som følger med Handicapprisen.
Tina Weber er tidligere formand i Tårnby Kommunes handicapråd og tidligere kommunalbestyrelsesmedlem, og hun har været aktiv i LEV Amager, som er en forening for mennesker med udviklingshandicap og deres pårørende. Og så har hun altså været medvirkende til at få oprettet sportstilbud til børn med særlige behov i en række sportsklubber.
Slipper ikke taget i Tårnby
Tina Weber flytter til Midtsjælland til næste år, men hun kommer ikke til at slippe sit engagement i Tårnbys børn og voksne med særlige behov. I sin takketale kunne hun fortælle, at hun sammen med lokale sportsklubber er ved at starte et bordtennishold og et kajakpolohold for børn med særlige behov. Tina Weber var meget beæret over at modtage prisen.
”Jeg er meget glad for den her pris, men jeg vil også understrege, at det, som jeg gør, gør man ikke alene”, sagde Tina Weber og takkede sine tidligere rådskolleger og politikerne i Handicaprådet.
”Og så vil jeg skynde mig at sige, at jeg stadig kommer til at følge mine hold og det arbejde, der bliver gjort i klubberne. Jeg kommer ikke til at være til så mange kampe længere, men jeg vil blive med at bidrage, nu bare på Zoom og Skype eller hvad der skal til”.
Se videoklip med Tina Weber:
Et spor af forbedringer
Borgmester Allan S. Andersen, som overrakte prisen, fremhævede Tina Webers engagement og hvordan det også kan ses i vores fælles byrum og natur.
”Tina, du skal have en meget stor tak for altid at være en stærk stemme for mennesker med handicap i Tårnby Kommune. Selvom du nu forlader Tårnby, er jeg også sikker på, at du stadig vil følge med på sidelinjen, da de ting, der sker i kommunen, står dit hjerte nært. Og du efterlader dig også fysiske forbedringer på handicapområdet:
Den handicapvenlige trappe på Kastrup Søbad og den kørestol, man kan få udleveret og benytte på den integrerede rampe, er eksempler på hjælpemidler, der er kommet til på din foranledning”, sagde borgmesteren blandt andet.
Rummeligt ishockey-fællesskab
Tina Weber var nomineret sammen med tre trænere fra ishockeyklubben Amar Jets og fire medarbejdere fra specialklubben Toppen.
Fra Amager Jets var trænerne Victor, Morten og Kasper, som træner klubbens U7- og U9-hold, blevet indstillet for deres arbejde med at skabe et rummeligt fællesskab for klubbens børn. En forælder havde blandt andet skrevet:
”I Amar Jets er vi blevet taget imod med åbne arme, trænerne er meget pædagogiske og rummer mange børn med udfordringer. Der er plads til de børn, som stikker lidt ud andre steder. I Amar Jets får de børn pladsen til at socialisere sig, til at skabe relationer på kryds og tværs og til at have et sted, hvor de altid er velkomne”.
Kærligt skub i fritidsklubben
Hos Toppen, som er en specialklub under Kastrup Juniorklub, var leder Paw Tarris og hans medarbejdere Michael, Svend og Julie nomineret for deres indsats for, at børnene i klubben trives og udvikler sig. En familie havde blandt andet skrevet sådan her i deres nominering:
”Paw, Michael, Svend og Julie har hjertet på rette sted, og det gælder både vores børn og os forældre. Det er deres største interesse, at alle trives og har det godt, samt at give den bedste støtte og et kærligt skub, så vores børn kan udvikle sig og lære at leve med de forskellige handicap, udfordringer eller diagnoser, de hver især har. Og alt dette formår de med alle klubbens børn – ingen bliver overset”.
For at kunne få Handicapprisen, skal man være en lokal ildsjæl, organisation eller virksomhed, der fortjener en særlig anerkendelse for at fremme eller sikre gode livsvilkår og livskvalitet for mennesker med handicap.
Prisen uddeles hvert år i forbindelse med FN’s Internationale Handicapdag 3. december.