Tårnby ligger pænt i en ny landsdækkende stikprøveundersøgelse af forældres tilfredshed med deres børns dagtilbud, altså vuggestue, dagpleje og børnehave. På en skala fra 1-5 ligger tilfredsheden på 4,2. Landgennemsnittet er 4,3.
1027 forældre fra Tårnby har deltaget i undersøgelsen. På landsplan har i alt 120.000 forældre deltaget.
Brugerundersøgelsen er en spørgeskemaundersøgelse, der undersøger forældrenes tilfredshed inden for fem temaer:
- Aktiviteter, leg og grupper
- Sprog, forståelse og tryghed
- Samarbejdet med personalet
- Børnene imellem.
Udfordringen med corona
Aktiviteter, leg og grupper er et af de temaer, forældrene er mest tilfredse med i Tårnby. Her er 85 procent tilfredse eller meget tilfredse.
Generelt er der stor tilfredshed med dagtilbuddene. Højest ligger dagplejen, hvor 91 procent er tilfredse eller meget tilfredse med deres barns dagtilbud.
Borgmester Allan S. Andersen siger om resultatet af undersøgelsen:
”Jeg er glad for, at de forældre, der har deltaget i undersøgelsen, på mange områder er tilfredse med deres barns dagtilbud. Undersøgelsen bekræfter dog også, hvad vi godt vidste i forvejen, at der er nogle områder, der er blevet underprioriteret under corona, og som vi nu skal arbejde mere intensivt med. Vi er allerede i fuld gang med at rette op på de opmærksomhedsområder, der er opstået.”
Mere information om dagligdag
I rapporten er der generelt meget små udsving i forhold til landsgennemsnittet. Et af de opmærksomhedsområder, vi arbejder meget med allerede, er at skabe stærke børnefællesskaber. Forældrene er i undersøgelsen blevet spurgt til deres ”tilfredshed med personalets indsats for at støtte dit barn i at skabe venskaber”.
På en skala fra 1-5 ligger gennemsnittet på 4 i Tårnby, mens landsgennemsnittet ligger på 4,1. At netop dette område ligger lidt lavere end den samlede tilfredshed, kan skyldes den lange periode med corona, hvor børnene var delt i små grupper.
Undersøgelsen peger også på, at forældre gerne vil informeres endnu mere om deres barns dag og hvad der sker i børnehave og vuggestue. Her ligger gennemsnittet på 3,7 på en skala fra 1-5, mens landsgennemsnittet ligger på 3,9. Dette er også et område, som der arbejdes med i dagtilbuddene. Blandt andet er dagtilbuddene ved at finde ud af, hvordan Aula bedst muligt bruges til information.
Til sidst i undersøgelsen har Børne- og Skoleudvalget besluttet at stille et spørgsmål om ”I hvilken grad er forældrebestyrelsens arbejde synligt i dagtilbuddene.” Her svarer 74 procent ”i nogen eller mindre grad”, mens 15 procent svarer ”i høj grad”. Dette giver anledning til en god dialog i alle forældrebestyrelser om, hvordan de bedst vil samarbejde og kommunikere med hele forældregruppen.