Borgere i Dragør og Tårnby, som er ramt af sygdommen Parkinson, har mulighed for at få hjælp til at holde sygdommen nede ved at indgå i et nyt projekt, som netop er gået i gang.
Projektet er i første omgang gået i luften med cirka 10 Parkinsonramte borgere, og det er Parkinsonforeningen Klub Amagerland, der har stået for at finde deltagere til projektet, som er støttet af Dragør Kommune og Tårnby Kommune.
Ideen med projektet er at inddrage fem fokusområder i rammerne omkring Parkinsomramte borgere. Der er fokus på fysisk træning, mindfulness, hjælpemidler, diætist og logopæd med det formål at hjælpe den enkelte borgere til at bibeholde sin mobilitet, et godt funktionsniveau, mobilitet og livskvalitet.
Undervisningen foregår i træningscentret Fysiq i Dragør. Her kiggede Tårnbys borgmester Allan S. Andersen og Dragørs borgmester Kenneth Gøtterup mandag eftermiddag forbi for at møde deltagerne i projektet.
Kan øge livskvaliteten
De fik et indblik i, hvordan fx træning kan være med til at holde smerterne nede og samtidig være med til at øge livskvaliteten. Flere deltagere fortalte om, hvordan de har gavn af træningen, og de to borgmestre blev også selv udfordret til at prøve en af de øvelser, som deltagerne laver.
Tårnbys borgmester Allan S. Andersen er glad for samarbejdet mellem de to kommuner og Amagerland Parkinson-forening.
”Det er rigtig godt at opleve, at en aktiv patientforening som Parkinsonforeningen arbejder for sine medlemmer. Og det viser, at når vi går sammen med en god nabokommune, som Dragør jo er, kan vi give et tilbud, som er rigtig godt, og som kan hjælpe borgere med Parkinson fra begge vores kommuner. Det er rart at møde borgerne, som rent faktisk kan fortælle, at de indsatser, vi er med til at tilbyde, har en effekt,” siger Allan S. Andersen.
Dragørs borgmester siger om projektet:
”Det her forløb har fokus på mange ting, og det er positivt at høre, at det faktisk virker for vores borgere, der er ramt af Parkinsons sygdom. Hos Fysiq har de et hold af instruktører med stor faglig viden, som yder et godt stykke arbejde til glæde for både Dragør og Tårnbys borgere. Jeg er glad for, at der er et tilbud som dette, og jeg håber, at vi vil se flere af den slags samarbejder i fremtiden,” siger Kenneth Gøtterup.