Der var gang i legene, da Børnehuset Gl. Kirkevej 128 mandag eftermiddag markerede, at de er blevet certificeret som DGI Naturlig Leg-institution.
Børnene viste deres forældre nogle af de lege, som de har lært i forbindelse med, at DGI har været på besøg i børnehuset.
Borgmester Allan S. Andersen kiggede forbi eftermiddagens lege-seance.
”Er der rigtigt, at alle jer børn er gode til at lege og bevæge jer,” spurgte han børnene om, da de var samlet ude på børnehusets legeplads.
Der blev runget ja fra flere af børnene, og kort efter fik de mulighed for at vise, at de har taget legene fra DGI til sig.
”Det er rigtig godt at se, at der er så stort fokus på lege og bevægelse. Denne her DGI Naturlig Leg-certficiering er med til at fastholde det vigtige fokus på at gøre bevægelse til en leg. Det er vigtigt med bevægelse i hverdagen for det er med til at udvikle børnenes kropslige og motoriske udvikling,” siger borgmester Allan S. Andersen efter besøget i Børnehuset, hvor han selv tog del i legene sammen med både børn, forældre og medarbejdere.
Institutionsleder Sussie Johansen takkede også både børn og medarbejdere samt DGI for at have engageret sig i DGI-certificeringen.
DGI’s projektleder Camilla Vinther Olsen havde ros med til hele børnehuset og satte derefter gang i eftermiddagens lege.
Fakta: Hvad er DGI Naturlig Leg?
DGI Naturlig Leg er et forløb målrettet institutioner, der gerne vil blive bedre til at bruge institutionens omkringliggende natur og uderum i hverdagen. Forløbet giver konkrete redskaber til at formidle og igangsætte leg, aktiviteter og læring i naturen og uderummet for børn fra 1-6 år.