I næste uge lander Tour de France-karavanen i København. Men onsdag var der en forsmag på Tour-feberen ved Skelgårdsskolen, hvor der blev kørt BørneTour, som blev arrangeret af den lokale cykelklub Amager Cykle Ring, Danmarks Cykle Union, Grand Départ Copenhagen Denmark, ŠKODA Danmark, Frog Bikes og Tårnby Kommune.
BørneTour køres over hele landet i mere end 30 byer, og den er med til at varme op til at gøre den danske Tour-start til en helt uforglemmelig begivenhed. Onsdag var det ved Skelgårdsskolen, at BørneTouren gjorde stop, og cirka 800 elever fra skolen deltog i løbet.
Borgmester Allan S. Andersen sendte de første ryttere afsted klokken lidt over 9, og her var det en flok forventningsfulde 0. klasser iført cykelhjelm og nypumpede cykler, som kørte ud på ruten i området ved Skelgårdsskolen. Fra siderne blev der heppet fra både de større børn, som ventede på, at det blev deres tur, men også den ældre generation var at finde på lægterne. Et par ladcykler med beboere fra Plejehjemmet på Ugandavej havde nemlig indfundet sig for at klappe de unge cykelryttere godt videre.
”Det er fantastisk at opleve børnene på cyklerne. Der var utroligt mange gule førertrøjer samt prikkede bjergtrøjer og grønne pointtrøjer blandt eleverne i dag. Man kan virkelig se, at Tour-feberen er over os. Og det er jo kun en kort cykeltur herfra, at alle verdens bedste cykelryttere i næste uge kan opleves i København, så det tror jeg, at rigtig mange glæder sig til,” siger Allan S. Andersen, der samtidig roser Skelgårdsskolen for at dedikere en hel dag til cyklingen.
”Det er et flot arrangement, og det er oplevelser som de her, som vores elever kan huske i mange år efter de er gået ud af skolen. Og så er fokus på bevægelse og motion jo altid godt,” siger Allan S. Andersen, der også retter en tak til Amager Cykle Ring.
”Vi har et stærkt foreningsliv i Tårnby, og der er så mange engagerede klubber og foreninger, som altid er klar til at stille op, når skolerne inviterer. Det er dejligt, at vi kan få gavn af hinanden, og Amager Cykle Ring har en stor erfaring i at arrangere cykelløb, og det viste de i dag, og måske vil nogle af eleverne fremover prøve kræfter med cyklingen i Amager Cykle Ring,” lyder det fra borgmesteren.
Børnetour på Skelgårdsskolen
23-06-2022
