Flagdag for veteraner
I mandags var Tårnby Kommune endnu en gang vært for flagdagen. Hvert år 5. september hyldes landets veteraner, og i år var ingen undtagelse. Lokale veteraner, som har været udsendt til verdens brændpunkter, for enten Forsvaret, Politiet, Beredskabet, Udenrigsministeriet eller Sundhedsvæsenet var inviteret for at markere flagdagen på Tårnby Rådhus.
I et flot solskinsvejr blev Dannebrog hejst ude foran rådhuset af en flagkommando bestående af to veteraner, og herefter gik de fremmødte veteraner ind i rådhushallen. Her blev de mødt af et flot musikalsk bidrag fra Tårnby Musikskole, som vanen tro leverede smukke fædrelandssange.
Det er en god og vigtig tradition at hylde dem, som har været udsendt for Danmark. De har alle truffet svære beslutninger, og har udvist stor ansvarlighed og handlekraft, så jeg er glad for, at vi kan hylde dem på årets flagdag.
Besøg hos virksomhed med ukrainske medarbejdere
Som I ved har vi fået en del ukrainske flygtninge til Tårnby. Omkring 176 er der kommet siden krigen i Ukraine brød ud i februar. Mange af ukrainerne er allerede kommet i job, og det skyldes en god fælles indsats mellem vores jobcenter og erhvervslivet.
I tirsdags var jeg på virksomhedsbesøg hos håndværksbageriet Foodpeople A/S, som ligger i Kirstinehøj. Her fik jeg en rundvisning og et indblik i, hvordan virksomheden arbejder, og hvordan det har været for virksomheden at ansætte ukrainere.
Jeg er rigtig glad for, at vi har virksomheder som Foodpeople, som udviser et samfundsansvar og er med til at få vores nye borgere fra Ukraine i job. Foodpeople er heldigvis ikke den eneste virksomhed, som er klar til at ansætte ukrainere. Jeg ved, at rigtig mange forskellige typer af virksomheder har gjort det samme eller er klar til at gøre det.
Rejsegilde i Tømmerup Parken:
Onsdag var jeg en tur i Tømmerup Parken, hvor gravemaskinerne og håndværkerne i øjeblikket knokler hårdt med opførelsen af i alt 258 boliger. Jeg var inviteret til rejsegilde, og her var der burgere og kolde sodavand til håndværkerne og taler fra bygherre, entreprenør og boligselskaber.
Det nye byggeri bliver opført mellem Ugandavej og Munkebjergvej, og det er et flot og spændende byggeri, som jeg ser frem til det bliver færdigt. Boligerne består af forskellige typer – både lejligheder og rækkehuse, og de appellerer til alle generationer.
Boligerne i Tømmerup Parken etableres dels som Plushusene bofællesskab, drevet af NREP, som omfatter 155 lejeboliger og dels som 103 almene boliger i PAB-regi. De 103 almene boliger vil blive fordelt som rækkehuse, generationshuse og lejligheder. Indflytningen i de første boliger i området påbegyndes omkring 1. april 2023.
Ny plan skal skabe en CO2-neutral og klimarobust kommune i 2050
Alle steder i øjeblikket tales der om den igangværende energikrise, som Danmark står overfor, og det er noget, som vi alle tager alvorligt. Energi- og klima er naturligvis også et vigtigt emne i Tårnby, og i den kommende uge skal Teknik- og Miljøudvalget drøfte en ny klimaplan.
Klimaplanen skal give Tårnby Kommune et overordnet rammeværktøj til at skabe en CO2-neutral og klimarobust kommune i 2050. Klimaplanen angiver CO2-reduktionen frem mod 2050, med delmål om 70% reduktion i 2027 og 85% i 2030, hvilket altså er mere ambitiøst end den nationale målsætning på 70% i 2030.
Klimaplanen beskriver Tårnby Kommunes målsætninger for CO2-reduktioner og klimatilpasning i årene frem mod 2050. Formålet med planen er at give kommunen redskaber til at reducere CO2-udledningen.
Klimaplanen bidrager med den overordnede vision for den grønne omstilling af kommunen, og det tilhørende indsatskatalog bidrager med en oversigt over hvilke konkrete tiltag, der skal sættes i gang, og hvornår.
Udover planen – som jo selvfølgelig er lidt mere langsigtet – kommer vi i kommunen også ligesom Staten gør til at tage nogle her-og-nu tiltag for at spare på energien i den kommende tid. Det skal jeg nok fortælle mere om, når vi har det på plads.
Tårnby stillede med stærkt DHL-hold
Jeg vil også lige slå et slag for, at vi i Tårnby Kommune sidste fredag var med til DHL Stafetten. Jeg kunne desværre ikke selv være med i år, men omkring 100 af vores medarbejdere var med i Fælledparken, hvor de enten løb eller gik ruten på 5 km, og ud fra hvad jeg har hørt, havde de en hyggelig aften.
Det er en rigtig god tradition, som løbeklubben Sparta har stablet på benene, og fem dage i træk er tusindvis af arbejdspladser samlet i Fælledparken til hyggeligt samvær krydret med et skud motion.
For en arbejdsplads som Tårnby Kommune, hvor vi jo sidder meget spredt, er det samtidig en kærkommen mulighed for at mødes på tværs af forvaltninger og arbejdspladser.
Ministerbesøg på plejehjem
Fredag eftermiddag havde jeg fornøjelsen af at vise beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard rundt på Plejehjemmet på Ugandavej. Her kunne ministeren se, hvordan vi arbejder med pleje af vores ældste borgere i Tårnby, og det var et rigtigt interessant møde.
Ministeren var meget engageret, og vi havde en god dialog om de aktuelle udfordringer på plejeområdet. Det blev til en god snak om at rekruttere og fastholde medarbejdere og om vi stadigvæk har for meget dokumentationskrav og bureaukrati på vores velfærdsområder.
Plejehjemmet på Ugandavej har speciale i borgere med demens, og derfor har de gjort et stort arbejde ud af at indrette rummene med ting og rekvisitter fra borgernes liv. Det fik vi også et godt indtryk af på vores besøg rundt på plejehjemmet.
Tak til vores medarbejdere og ledere for en masse gode spørgsmål og et godt planlagt besøg
Bustur for nye borgere
Det er blevet en tradition, at vi i Tårnby inviterer tilflyttere på en bustur, hvor de får mulighed for at se alle hjørner af kommunen. Jeg er selv guide på disse ture, og jeg ser altid frem til turene.
Nu er det blevet tid til efterårets bustur – her har vi inviteret alle dem, der er flyttet til Tårnby indenfor det seneste halve år.
Busturen finder sted lørdag 26. september klokken 10 til cirka 12.30, og derefter er der mulighed for at få en rundvisning på vores kunstmuseum Kastrupgårdsamlingen. Alle tilflyttere har fået en invitation i deres e-Boks.
Bæredygtigt byttemarked på biblioteket var en stor succes
I lørdags dannede hovedbiblioteket rammen om et livligt tøjbyttemarked. Det var anden gang, biblioteket i samarbejde med foreningen Kvinder i Tårnby (KIT) i bæredygtighedens navn opfordrede borgerne til at give deres tøj videre og fylde skabet op med brugt i stedet for at købe nyt.
Op mod 200 genbrugsglade kvinder og et par mænd fandt vej til byttebordene, der bugnede af bukser, bluser og kjoler, der ikke fejlede det mindste, men var blevet en størrelse for lille eller stor, eller blot havde mistet nyhedens interesse.
Den enes skrald blev den andens skat. Rigtig meget fint tøj skiftede hænder, og det resterende bliver nu doneret til kvinder med tilknytning til Reden på Vesterbro og Kofoeds Skole på Amager.
Kulturhuset Kastrup Bio byder på forpremierer, eventvisninger og stadig masser af Bamse
Selvom sommeren har varet enormt længe, så begynder efteråret at pible frem. Er det tid til en indendørs aktivitet, så overvej en biograftur.
Onsdag 14/9 er Julia Roberts og George Clooney tilbage på det store lærred i forpremieren på Ticket to Paradise.
Torsdag 15/9 er der også forpremiere på Guldpalmevinderen TRIANGLE OF SADNESS, den har Danmarkspremiere 22/9.
16 – 19/9 er der eventvisninger af MOONAGE DAYDREAM om David Bowie, og så er det selvfølgelig stadig muligt at se Bamse.
Se mere og bestil billetter på: www.kulturhusetkastrupbio.dk
Det var for denne gang – rigtig god weekend