Julen melder sin tidlige ankomst
I den kommende uge går vi ind i julemåneden, og det bliver forhåbentlig en hyggelig julemåned, hvor vi efter et par års ufrivillig coronapause igen kan jule igennem med arrangementer med venner og familier.
Mange har de seneste to år måtte se deres julefrokost på arbejdspladsen blive aflyst og ungerne har fået aflyst julefesterne i skolen. I år kan vi heldigvis gennemføre alle disse hyggelige ting, og i weekenden tager vi hul på julen i Tårnby, når der er julemarked på pladsen foran Tårnby Rådhus.
Jeg skal selv tænde juletræet klokken 12 lørdag. Som jeg også skrev i sidste uge, har vi valgt at begrænse antallet af timer, hvor lysene på juletræet er tændt som følge af den aktuelle energikrise. Derfor har vi valgt, at lysene kun vil være tændt fra 17 til 22 hver aften til og med den 27. december.
Læs mere om de aktuelle julearrangementer i Tårnby her.
Besøgsvenner i julen
Nu vi er ved julen, så vil jeg lige flage for, at Boblberg, som er en digital platform for fællesskaber, igen i år er gået sammen med Røde Kors om at matche Jule- og Nytårsvenner, og skabe fællesskaber og nye relationer til de to højtider.
Det kan være, at du mangler nogen at holde juleaften eller nytårsaften med, eller at du vil være vært og have flere med til din fejring? I så fald, kan du via Boblberg (enten på din app eller hjemmesiden) melde dig som gæst eller vært til juleaften og nytårsaften.
Der er flere grunde til at melde sig som gæst eller vært. Det kan være, at du bor alene, er tilflytter, har familie som bor langt væk, eller du gerne vil have en anderledes jul/nytår, end du plejer.
Du får mulighed for at møde nye mennesker, dele deres jule- eller nytårstraditioner eller skabe en hyggelig aften for andre.
Der er over 3.600 Tårnby borgere på Boblberg, så der er god mulighed for at møde nye mennesker lokalt her i Tårnby, så nye fællesskaber kan boble og opstå.
Her er link til julevenner.
Her er link til nytårsvenner.
Værdighedspolitik skal godkendes
I den kommende uge er der årets næstsidste kommunalbestyrelsesmøde på Tårnby Rådhus, og her skal vi blandt andet godkende en fornyet værdighedspolitik. En værdighedspolitik er med til at tegne visionen for indsatsen på ældreområdet, og den skal give retning for, hvordan vi i Tårnby Kommune sikrer, at alle oplever et værdigt liv med størst mulig selvbestemmelse og livskvalitet.
Vores værdighedspolitik er blevet opdateret med relevante elementer fra Ældrestrategien 2022 med pointer om, at borgers selvhjulpenhed skal understøttes via høj kvalitet, professionel behandling og samarbejde. Derudover skal vi understøtte vigtigheden af sammenhæng i overgangene mellem hospital og hjem med pointer om, at vi som organisation og kommunalt sundhedsvæsen skal imødekomme borgerens behov og ønsker i forhold til, hvad en borger oplever som tryg og god behandling.
Derudover er prioritering af uddannelse og opkvalificering af medarbejderes kompetencer samt velfærdsteknologiske løsninger også blevet tilføjet i forlængelse af afsnittet om kompetenceudvikling og efteruddannelse.
Til sidst er politikken blevet opdateret med en pointe om, at de pårørende er dem, der kender borgeren bedst (foruden borgeren selv), hvorfor de kan være en vigtig støtte i forhold til borgerens følelse af livskvalitet.
Jeg tror, at værdighedspolitikken kan være med til at sørge for, at vores allerældste borgere får et værdigt liv – det er vores opgave som kommune at være med til at sikre dette.
Husk vaccinationen
Som jeg nævnte i starten af nyhedsbrevet, så fylder corona heldigvis ikke så meget mere i vores samfund. En af årsagerne er, at der er udviklet nogle gode vacciner. Rigtig mange er blevet vaccineret, og i dette efterår er der blevet tilbudt fjerde stik med en såkaldt booster-vaccine. Sundhedsstyrelsen anbefaler alle borgere over 50 år at tage imod den og især for dem over 65 år kan det have en stor effekt at tage imod det nyeste vaccinationstilbud. I Tårnby er der ifølge SSI’s tal omkring 1268 borgere over 65, som ikke har taget imod vaccinen.
Herfra skal der derfor lyde en opfordring til at genoverveje, om ikke vaccinen kunne være en god idé for dig, der er over 65 år.
Vaccinen kan fås på et af vores to apoteker i kommunen. Enten Tårnby Apotek eller Kastrup Apotek, og de er ret effektive til at få vaccineret folk, så giv endelig ikke op selvom der er lidt kø, når du ankommer.
Offentlig omvisning på Kastrupgårdsamlingen
Kom med museets formidler på inspirerende omvisning søndag 27. november kl. 14.30-15.30 og oplev særudstillingen Det Halve Menneske – Eistrup på papiret. Udover Kasper Eistrups originale papirværker og grafiske værker byder udstillingen på en totalinstallation skabt specielt til udstillingen.
Omvisningen tager 45-60 minutter. Tilmelding sker på omvisningsdagen ved henvendelse i museets skranke inden omvisningens start. Det er gratis at deltage, og der er fri entré.
Kreativ workshop for børnefamilier
Vi bliver lige ved Kastrupgårdsamlingen, for i næste weekend er kreativ workshop i museets billedværksted. Det sker lørdag den 3. december klokken 12-15. Med julen lige om hjørnet bliver der trykt muleposer med julemotiv og fine grafiske til og fra kort. i museets café kan der købes varm kakao, kaffe og kage. Det koster ikke noget, og det kræver heller ikke tilmelding.
Nøddeknækkeren og Den perfekte chef i Kulturhuset Kastrup Bio
1. december er der Danmarkspremiere på Den perfekte chef og i weekenden 3. og 4. december er der ballet på lærredet: Den skønne juleballet for hele familien: Nøddeknækkeren.
The Woman King og En forunderlig verden har netop haft Danmarkspremiere og det
er også stadig muligt at se Fædre og Mødre, Julemandens datter 3, Black Panther 2 samt Mugge & hans mærkelige hjerne. Sidst men ikke mindst er forsalget startet til den længe ventede Avatar 2: The Way of the water.
Se mere på www.kulturhusetkastrupbio.dk
Det var alt for denne gang - rigtig god weekend til jer alle og ikke mindst rigtig god 1. advent til alle.