Tirsdag går Tårnby (og resten af Danmark) til valg
Folketingsvalget står for døren, og på tirsdag vil kommunens seks valgsteder slå dørene op klokken 8. Her kan de 30.162 stemmeberettigede vælgere gå ned at sætte deres kryds på et af de 14 partier eller 131 kandidater, der er at finde på stemmesedlen her i Tårnby.
Et folketingsvalg er som alle andre valg en festdag for vores demokrati, og jeg er imponeret over, hvordan vi gang efter gang formår i Danmark og her i Tårnby at få afviklet valg, som bare kører på skinner. Det er et større apparat, som står bag.
På rådhuset har vi mange dygtige medarbejdere, som i de seneste uger har knoklet for at forberede valgafholdelsen. Der skal meget planlægning til, for alt skal følge de retningslinjer, som Indenrigs- og Boligministeriet har udstukket.
På selve valgdagen får vi hjælp af rigtig mange valgtilforordnede ude på valgstederne. De kommer både fra partierne, og mange har været med ved mange valg, men vi har i år også søgt efter tilforordnede via vores hjemmeside, og har fået mange tilkendegivelser fra interesserede borgere, der gerne vil hjælpe til med valget.
Jeg glæder mig selv til at komme rundt på valgstederne på tirsdag sammen med valgbestyrelsen i Tårnbykredsen, som består af både Tårnby og Dragør. Her skal vi i alt besøge 8 valgsteder, og jeg ser frem til at hilse på de valgtilforordnede.
Jeg kan i øvrigt fortælle, at der på nuværende tidspunkt er 2362 borgere i Tårnby som allerede har brevstemt.
Kommunens sender valg-sms’er ud
Mange har formentlig set, at vi fra Tårnby Kommunes side har sendt en sms ud, om at man skal huske at stemme. Det er en model, vi har benyttet os af ved de seneste valg – nøjagtig som mange andre kommuner gør.
De fleste ved jo selvfølgelig godt, at der er valg, for valgplakaterne hænger i mange lygtepæle, og medierne er spækket med valgkamp. Men vi vælger alligevel at sende to valg-sms’er ud, så vi forhåbentlig kan få stemmeprocenten op ved dette valg.
Klimaplanen skal nedbringe CO2
I Tårnby Kommune er vi ambitiøse på klimaområdet, og derfor er det naturligt, at kommunen netop har fået en klimaplan, som er en del af projektet ’DK2020 – Klimaplaner for hele Danmark’.
Den nye klimaplan skal vise, hvordan kommunen som geografisk område vil opnå netto nul-udledning af CO2 senest i 2050 og tilpasse sig således, at kommunen er robust over for klimaforandringer.
Arbejdet med klimaplanen har været baseret på samme standard for klimaplanlægning, som nogle af verdens største og mest ambitiøse byer har benyttet. En standard, der lever op til Paris-aftalen, der sigter mod at begrænse temperaturstigningen globalt til 1,5 °C.
Med den nye plan sigter vi mod at reducere CO2-udledningen i kommunen med 70% i 2027, 85% i 2030 og endeligt med 100% i 2050. Vi er med til at skrive verdenshistorie ved at have en ambitiøs og realistisk plan for at nedbringe CO2-udledningen. Derfor er det rigtigt positivt, at vi nu har en klimaplan, hvor målet er at få nedbragt vores CO2-udledning med 100 procent i 2050.
Vi hjemtager rottebekæmpelsen
Et nyt hold rottebekæmpere er klar til at rykke ud for at få bugt med de uønskede firbenede skadedyr, der måtte husere i Tårnby. I Kommunalbestyrelsen har vi nemlig besluttet, at kommunen skal ansætte sine egne rottebekæmpere.
Det sker for at sikre en endnu mere effektiv koordinering af forebyggelsen og bekæmpelsen, så vi kan gøre livet så surt som muligt for skadedyrene. Rottebekæmpelsen ligger fremover under Materielgården, som er den afdeling i Tårnby Kommune, der står for de udendørs arealer.
De nye kommunale rottebekæmpere begynder på arbejdet 1. november 2022. Det praktiske arbejde vil fortsætte uændret, og grundlaget er stadig forebyggelse og bekæmpelse. Når rottebekæmperen første gang besøger de ejendomme, hvor der er anmeldt rotter, sker det sammen med grundejeren. På dette besøg vil bekæmperen vejlede om, hvordan man på ejendommen kan sikre sig mod at få besøg af rotter.
Har man set rotter i kommunen, skal man huske at anmelde det til os. Det kan du gøre her.
Gebyret for rottebekæmpelsen bliver omlagt, så du som borger skal betale over ejendomsskatten. Helt konkret udgør gebyret 0,04 promille af ejendomsværdien, som vil fremgå af din skatteopgørelse og vil blive opkrævet på ejendomsskattebilletten for 2023.
Tobaksfri idrætsliv – dog uden forbud
På vores Kultur- og Fritidsudvalgsmøde lidt tidligere på måneden besluttede et bredt flertal, at vi skal have tobaksfrit idrætsliv. Det sker via et partnerskab med DGI Storkøbenhavn, og visionen er at skabe røg- og snusfrie rammer, så børn og unge ikke møder synlig røg f.eks. ved indgangen til et idrætsanlæg eller på sidelinjen.
Ligesom børnene og de unge ikke lærer at ryge, bruge snus, nikotinposer eller e-cigaretter i idrætslivet. I projektet arbejdes der med dialog og inddragelse af de brugere og foreninger, som er tilknyttet de udvalgte idrætsanlæg.
Der udvælges et eller to idrætsanlæg i kommunen, som skal indgå i projektet. Der er ikke tale om forbud, løftede pegefingre eller stigmatisering af det enkelte individ, men i stedet en dialog om hvordan idrætslivet på det pågældende anlæg kan blive tobaksfrit.
Det er et godt initiativ, og jeg er sikker på, at det er den rigtige vej at gå. Via dialog og oplysning kan vi forhåbentlig nedbringe antallet af unge, som begynder at ryge, bruge snus, nikotinposer eller e-cigaretter.
Vi vil fortælle mere om projektet i løbet af 2023, når det starter op.
Velfærdsaftale
Alle kommuner i landet har fået mulighed for søge om at indgå velfærdsaftaler med større frihed til at tilrettelægge velfærden i kommunerne. Den chance har vi grebet i Tårnby, og derfor har vi søgt om at indgå en velfærdsaftale på skoleområdet.
Idéen med velfærdsaftalerne er at skabe større frihed til at tilrettelægge velfærden i kommunerne på baggrund af bred inddragelse og dialog med borgere og medarbejdere.
På skoleområdet håber vi derfor at blive udvalgt til at indgå i en velfærdsaftale. Bliver vi udvalgt, skal vi igennem en fælles indsats med at gentænke styringen af skoleområdet, regler og strategier.
Det skal ske sammen med forældre, elever, medarbejdere og ledere, og det kan være med til at øge trivsel og læring samt skabe øget engagement og medejerskab til skolernes udvikling.
Det er en spændende mulighed, som jeg ser frem til at fortælle mere om, hvis vi bliver udvalgt til at indgå en velfærdsaftale.
Penge til minimumsnormeringer
Som I måske har hørt om, bliver der i 2024 på landsplan indført minimumsnormeringer i daginstitutioner i hele landet. På den baggrund har vi nu i Tårnby Kommunen afsat penge til, at der kan ske et løft af normeringer frem mod 2024.
I 2022 udgør Tårnby Kommunes andel af tilførte minimumsnormeringer 7,5 mio. kroner, mens beløbet i 2023 er på 10,2 mio. kroner og i 2024 bliver det så 13,1 mio. kroner.
Det betyder flere pædagoger, og i 2023 vil det betyde cirka 6 årsværk ekstra i forhold til nu. I 2023 vil 2,25 mio. kroner blive brugt på personalenormering på 3-5 årsområdet, mens 0,45 mio. kroner vil blive brugt til 1 årsværk til at tage sig af sårbare børn.
De ekstra hænder skal være med til at sikre, at vores mindste borgere får en god tid i daginstitution, og jeg er sikker på, at vores mange dygtige medarbejdere ude i daginstitutionerne ser frem til lidt ekstra hænder.
Hæder til foreningsfolket
I denne uge var jeg med til foreningsprisoverrækkelsen. Her fik Simon Brøns fra Foreningen Ildsjælene prisen som Årets Foreningsleder. Det er fuldt fortjent, for Simon er en særdeles engageret herre, som arbejder ihærdigt for at give gode oplevelser til andre mennesker.
Det sker via Foreningen Ildsjælene, som har travlt med at glæde mange i lokalområdet via fx Fjolles Legedag, som er en populær begivenhed for rigtig mange børn og voksne.
Foreningsprisen gik til Amager Kabaretten, som er en forening, der samler sig om kabaret og viser, og på den måde skaber grin og glæde. Foreningen er kendt for at have hyggen i højsædet, og det er beundringsværdigt, at man samtidig er med til at skabe lidt kolorit i hverdagen til kabaretaftenerne, hvor alle er velkomne.
Stort tillykke til begge prismodtagere og tak til Tårnby Foreningsråd for deres store engagement.
Indstil kandidater til Handicapprisen
Nu hvor vi er ved priser, så vil jeg lige reklamere for, at man kan indstille en kandidat til Handicapprisen. Den uddeles hvert år i december i anledning af FN’s internationale handicapdag.
Handicapprisen handler om det unikke lokale initiativ, og den helt særlige indsats for mennesker med handicap. Prisen kan for eksempel gå til en lokal ildsjæl, organisation eller virksomhed, der fortjener en særlig anerkendelse for at fremme eller sikre mennesker med handicaps livsvilkår og livskvalitet.
Sidste år gik prisen til Tårnbygårdsskolen, der er Tårnby Kommunes specialskole.
Du kan se mere om hvordan du indstiller en kandidat til prisen her.
Tårnby Musikuge 2022
Så er det i morgen, lørdag, at det går løs med Tårnby Musikuge 2022. Det er fantastisk, at vi kan fejre musikken med en uge fuld af gode koncerter og arrangementer, hvor musikken er i centrum.
Der tyvstartes med børnekoncerten ”Lods Hans - et eventyr med skrald i” i Kulturhuset Kastrup Bio om formiddagen, og så er der ellers officiel åbningskoncert kl. 16.00 i Skottegårdsskolens smukke aula med Tårnby Musikskoles store og velspillende harmoniorkester HOT, hvor jeg selv vil deltage og holde åbningstale.
Herfra vil der være musik i alle genrer, for alle aldre og på alle niveauer hver dag til og med søndag 6. november.
I den professionelle ende, kan I glæde jer til bl.a. CornelisBand og Operafortællinger på Tårnby Hovedbibliotek, Sange om Kunst på Kastrupgårdsamlingen, Løvfaldsjazz og tapas på Traktørstedet, og ikke mindst denne sommers store festivalnavn og nominerede til Årets Live-navn ved Danish Music Awards, duoen Fabräk, på Kulturzonen.
Ud over alt dette finder I masser af lokale, musikalske kræfter, når I bladrer igennem programbogen, som kan fås i trykt form på vores kulturinstitutioner eller digitalt på Musikugens hjemmeside. Find programmet her.
Jeg håber, I vil tage jer tid og finde vej til nogle af alle de mange gode musikalske oplevelser, og deltage i fejringen af vores lokale musikliv.
Der er også musik på museet
Kastrupgårdsamlingens bidrag til Tårnby Musikuge er fyraftens-koncerten ’Sange om kunst’ med Christian (bas, voc) og Torsten Lefmann (gtr og voc). Det foregår onsdag d. 2. november kl. 17-18 i museets cafe. Der er fri entre og pladser efter ’først-til- mølle-princippet’.
Veitner og Lefmann er musikere, friskolelærere og eksperter i fællessang og musikformidling. De har sammensat et særligt program, der går hånd i hånd med den udstilling som museet viser netop nu med Kasper Eistrup, der både er billedkunstner og musiker.
Selv skriver de om koncerten; ”En kunstner bliver inspireret af en oplevelse og maler et maleri. En sangskriver bliver inspireret af maleriet og skriver en sang. Et par musikere bliver inspireret af sangen og spiller den. Er vi i gang med en tredjehånds bearbejdning af den oprindelige inspiration og kan man overhovedet genkende den?”
Find ud af det, når Veitner og Lefmann spiller sange om kunst.
Og biografen spiller også op
Kulturhuset Kastrup Bio byder på både Den Store Biografdag søndag 30/10 og musikalsk eventyr for hele familien og opera i musikugen. Det er dejligt at opleve, at vores kulturinstitutioner bakker op om musikugen.
Søndag 30/10 fejrer Kulturhuset Kastrup Bio Den Store Biografdag, ligesom en masse andre biografer over hele landet. I den anledning koster alle billetter 30/10 50 kr. pr. stk.
Der er Mugge & hans mærkelige hjerne, Skolen med de magiske dyr, Mine-Zlatan & Onkel Tommy, Hvor Flodkrebsene synger, Black Adam, Mrs. Harris goes to Paris og Smuk at vælge imellem.
Se mere og bestil billetter på: www.kulturhusetkastrupbio.dk
Det var alt for nu – god weekend til alle.