Netværksmøde om Ukraine
Der er rigtig stor interesse fra Tårnbys borgere i at hjælpe de ukrainske flygtninge, som kommer til vores kommune. Mandag havde vi inviteret til et netværksarrangement på Tårnby Hovedbibliotek, og her deltog op mod 100 mennesker.
Flere foreninger havde stande med informationsmateriale, ligesom standene fungerede som mødested, hvor nysgerrige kunne høre mere om foreningens tilbud og aktiviteter i relation til de ukrainske flygtninge.
Det var positivt at opleve det store engagement, og det bekræftede mig i, at vi har nogle gode foreninger og frivillige, som lægger mange kræfter i at hjælpe de ukrainere, som allerede er kommet, eller som vi forventer vil komme i løbet af foråret.
Plan for at de ukrainske børn kan blive godt modtaget
Indtil videre er der kommet cirka 22 ukrainske flygtninge til Tårnby, men i og med, at der fra regeringens side er en forventning om, at op imod 100.000 ukrainere vil komme til Danmark, kan vi godt regne med, at der kommer mange flere end 22 til Tårnby i løbet af den kommende tid. Mange af dem vil være børn, og de skal have plads i vores dagtilbud og skoler. Jeg fortalte i sidste uge om, at modtageklasserne på Skottegårdskolen allerede har taget imod de første ukrainske børn.
For at gøre starten i enten skole eller dagtilbud så god som mulig er vores Børne- og Kulturforvaltning i gang med at udarbejde en beredskabsplan, som vil sikre tilstrækkelig med pladser i modtageklasserne, men også vil tage højde for pladser på dagtilbudsområdet samt bestå af en plan for fritidstilbud til de ukrainske børn.
Mange af jer vil møde ukrainere i jeres hverdag, og jeg er sikker på, at I vil tage godt imod dem.
Politistation officielt indviet
I mandags var jeg med til at markere åbningen af Københavns Politis nye nærpolitistation med borgerekspedition på Kamillevej. Vejret viste sig fra sin værste side med masser af regn og blæst men alligevel var mange borgere mødt op. Derfor var pladsen foran politistationen spækket med både børn, unge og voksne, som blandt andet kunne se politiets heste, hunde, biler og motorcykler.
Justitsminister Nick Hækkerup, politidirektør Anne Tønnes samt beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard og Dragørs viceborgmester Nicolaj B. Riber deltog også i fejringen. Jeg er rigtig glad for, at vi har fået denne nærpolitistation, og jeg er sikker på, at det vil betyde noget for trygheden i vores kommune.
Hyggelig 90’er-fest
To dage i løbet af den forgangne uge var cirka 70 af vores borgere over 90 år med til vores 90’er-fest i Sundhedshuset. Det er et sjovt og godt koncept, at vi inviterer vores allerældste borgere på en hyggelig sammenkomst med tre retters menu og sang.
Jeg var selv forbi den ene af dagene, og det var en fornøjelse at mærke den glæde over at være samlet. Corona’en har jo desværre været årsag til aflysninger af de seneste 90’er-fester, men nu er vi i gang igen.
Festlige stunder er vigtige for os alle, også selvom man er fyldt 90 år, og helbredet ikke længere er, hvad det har været. Men jeg fornemmede, at der var masser af glæde og snakken gik lystigt, så jeg er sikker på, at det har været et godt arrangement for de af vores ældre, som deltog.
Petanque-hal indviet
I Tårnby har vi nu fået en ny petanquehal. Den er opført på Vestamager i forlængelse af de eksisterende petanquebaner på Ugandavej lige overfor Skelgårdsskolen. Jeg deltog i åbningen, hvor jeg fik mulighed for at spille en petanquekamp i den nye flotte hal. Det er virkelig en imponerende hal, og jeg er sikker på, at den vil skabe meget glæde og fornøjelse blandt petanquespillerne i kommunen. Og forhåbentlig også få flere i gang med at spille. Nu er der i hvert fald ingen grund til ikke at kunne spille i al slags vejr. For regner det, er det bare om at bruge en af de indendørs baner.
Uddannelsesstrategi på velfærdsområdet
Vi har fået en ny uddannelsesstrategi på de store velfærdsområder og de indbefatter social- og sundhedspersonale, sygeplejersker, pædagoger og lærere. Stort set alle kommuner i landet kæmper i denne tid med at skaffe medarbejdere til netop disse velfærdsområder, og da det jo er områder, som stort alle borgere er i kontakt med, er det ret så vigtigt at vi har medarbejdere til at holde områderne i gang. Derfra er det blevet besluttet, at alle kommuner skal have en uddannelsesstrategi rettet mod de tre store velfærdsområder. Det skal være med til at sikre højere kvalitet i uddannelserne og være med til at minimere frafaldet på uddannelserne.
I vores strategi indgår uddannelse og opkvalificering af praktikvejledere, ledelsesopmærksomhed på elever og studerende og grundig og systematisk onboarding af nye medarbejdere. Onboarding er det her begreb, som vi bruger i forhold til at tage godt imod nye medarbejdere – så de lander godt på deres nye arbejdsplads.
Jeg er glad for, at vi nu har fået en uddannelsesstrategi, da det er vigtigt, at vi som kommune og arbejdsgiver er med til at uddanne fremtidens arbejdskraft og mange af dem, vi har i lære eller under uddannelse, kan forhåbentlig komme tilbage i et fast job efter endt uddannelse.
Vi skal også styrke rekrutteringen og fastholdelsen
Udover uddannelsesstrategien har vi også fået nye strategier for rekruttering og fastholdelse.
En ting er, at vi skal være med til at bidrage fremtidens arbejdskraft. Men vi skal også kunne rekruttere og fastholde dem, vi får ansat.
Det har vi haft en arbejdsgruppe i gang med at se på, og de er kommet med en række forslag, som vi fremover vil gøre brug af. Det er ikke en nem opgave – for som sagt så mangler næsten alle kommuner medarbejdere på de her velfærdsområder. Men ved at vi får et øget fokus på det, tror jeg, at vi kan være med til at få flere jobsøgende til at kigge mod Tårnby, når de skal have nyt job som fx pædagog, sosu-personale, lærer eller sygeplejerske.
Super-cykelsti
Rundt om i hovedstadsområdet er der i de senere år blevet etableret supercykelstier, som er et sammenhængende net af cykelstier i hovedstadsregionen, hvor cykelforholdene er prioriteret højt for at skabe bedre forhold for cyklister.
Supercykelstierne har blandt andet ny asfalt, pumpestationer undervejs, fodskamler ved krydsene samt nogle andre initiativer, som skal gøre det mere attraktivt at bruge stierne som cyklist.
Nu har vi også udsigt til, at vi får en supercykelsti i Tårnby. Københavns Kommune ønsker at søge fra Vejdirektoratets nye pulje til deres del af Lufthavnsruten. I den forbindelse er vi blevet spurgt, om vi vil være med til at søge puljemidler til en forlængelse af supercykelstien ind i Tårnby Kommune.
Det vil i givet fald blive fra kommunegrænsen og hen til Skøjtevej, at der vil blive lavet en cykelsti. Når vi ved mere om projektet, skal vi selvfølgelig nok fortælle det.
MitID skaber trængsel på rådhuset
Måske har I været forbi rådhuset i den seneste tid og oplevet, at der var en del mennesker i rådhushallen. Det skyldes, at MitID er i gang med at blive implementeret og det giver en del udfordringer. Opgaven med at hjælpe borgerne over på MitID står vores Servicecenter samt vores biblioteker for. Og de har haft rigtig travlt på det seneste. Der har i perioder været en ventetid på mellem 1-1½ time og vores medarbejdere knokler virkelig på.
Nu har vi i Økonomiudvalget netop besluttet at sætte penge af til vikarer, som kan træde til med det samme for at være med til at lette lidt af presset. Det store pres som følge af MitID falder også sammen med, at vi danskere igen er blevet klar til at rejse efter en lang corona-periode uden de store udlandsture. Rigtig mange kommer nemlig for at få lavet pas, og det skal vi selvfølgelig også have ekspederet. Så vi håber, at I vil væbne jer med lidt tålmodighed, når I gæster Servicecentret.
Grundlovsceremoni på rådhuset
Torsdag dannede rådhushallen rammen om årets første grundlovsceremoni, hvor 17 borgere officielt modtog deres danske statsborgerskab.
Til tonerne fra Tårnby Musikskole, der leverede flere smukke fædrelandssange, skulle de 17 borgere og deres gæster sammen med mig underskrive den erklæring, der gjorde dem til danske statsborgere.
Det var en højtidelig og fin begivenhed og glæden ved de nye statsborgere var nem at få øje på. Endnu en gang tillykke til jer med jeres nye danske statsborgerskab.
Bestå din studieopgave med hjælp fra biblioteket
Som noget nyt tilbyder Tårnby Kommunebiblioteker nu mulighed for at booke en bibliotekar til hjælp med informationssøgning i forbindelse med studieopgaver.
Er du elev på gymnasieniveau eller studerende på en videregående uddannelse, og har du brug for hjælp, skal du blot udfylde formularen ”Book en bibliotekar” på bibliotekets hjemmeside. Så vil du blive kontaktet af en bibliotekar, der kan vejlede dig, uanset hvilket fag og fagkombination du skal skrive opgave om. Vejledningen kan finde sted på biblioteket eller digitalt.
Påskeferien banker på i Kastrup Bio
Påsken falder i næste uge og det er lige med ferietid for mange. Vejret i de seneste dage har ikke appelleret til de store udendørsaktiviteter, så det er værd at overveje en tur i biografen.
I hele påskeferien (9 – 18/4) åbnes der i Kulturhuset Kastrup Bio alle dage kl. 11.45.
På programmet er FANTASTISKE SKABNINGER: DUMBLEDORES HEMMELIGHEDER med Mads Mikkelsen som ond troldmand, den danske familiefilm KRUMMERNE – DET ER SVÆRT AT VÆRE 11 ÅR, Indiana Jones inspireret animationsfilm for hele familien: HOPPER OG JAGTEN PÅ MØRKETS HAMSTER, BELFAST og MORBIUS.
Lige efter påske kommer den populære ROSE tilbage med visninger 19 og 20/4. Se mere og bestil billetter på www.kulturhusetkastrupbio.dk
Det var alt for nu – god weekend og god påske til jer alle.