Mange medarbejdere holder hjulene i gang i julen
Julen nærmer sig med hastige skridt. Sneen har allerede dalet massivt ned over Tårnby i den forgange uge, og den kommende uge vil vise, om vi får hvid jul. På torsdag går skoleeleverne i Tårnby på en velfortjent juleferie, og det samme gør mange af jer nok enten den 22. december eller 23. december.
Vi skal dog huske at skænke en venlig tanke til alle dem, som fortsat holder hjulene i gang. I kommunen er der flere forskellige faggrupper, som knokler løs, selvom vi andre holder fri. Her tænker jeg blandt andet på vores sundheds- og plejepersonale, som jo sikrer at vores ældste borgere kan få den nødvendige hjælp selvom det er ferie- eller helligdage.
Vi har også vores rutinerede folk fra Materielgården, som står for vintertjenesten i kommunen og er klar til at rykke ud nat og dag, så vi kan køre trygt hjem fra julearrangementerne.
Og ikke at glemme Tårnby Brandvæsen som er ansvarlig for brand- og redningsopgaver i Tårnby Kommune, herunder Københavns Lufthavn og Øresunds-forbindelsen. Tak til alle jer for, at I er med til at holde kommunen i gang.
Parkeringszone på Vestamager fra 1. januar
I 2023 kommer der nye parkeringszoner her i Tårnby. Formålet med de nye zoner er at nedbringe pendlerparkering, parkering fra tog- og metropassagerer, parkering fra bilister med ærinder i lufthavnen samt overskydende parkering fra Københavns Kommune. Ved at etablere de nye zoner vil vi skabe bedre parkeringsmuligheder for Tårnbys borgere og erhvervsdrivende.
Der bliver fremover tre parkeringszoner. Vestamager, Tårnby og Kastrup. Vestamager zonen træder i kraft 1. januar, mens Tårnby og Kastrup zone træder i kraft 1. marts 2023.
Fra søndag 18. december kan der købes beboerlicens til Vestamager-zonen. Se mere her
Newton Rum til vores skoleelever
Vores børn og unge kan i fremtiden glæde sig til at kunne dyrke naturfag, matematik og teknologi i et topmoderne undervisningsrum, som får titlen Newton Rum. Newton Rum er et koncept, som tilbyder et forskningslignende og teknisk veludstyret undervisningsmiljø, som er designet til at lade børn og unge få erfaring med naturvidenskab og læring gennem praktiske aktiviteter. I øjeblikket er der kun et Newton Rum i Danmark, og det ligger på en af Hvidovres skoler.
I Tårnby kan vi derfor komme med i det gode selskab og virkelig sætte spot på de naturvidenskabelige fag. Nu skal vi til at finde ud af, hvor Newton Rummet skal være, ligesom vi vil gå i dialog med vores lokale erhvervsliv for at høre, om de vil støtte etableringen. Det er nemlig en del af konceptet for Newton Rum, at der skal være et samspil med erhvervslivet, da mange virksomheder har en interesse i, at vores børn og unge bliver dygtige til de naturvidenskabelige fag.
Vi vil skabe bedre vilkår for cykeltrafikken
I Tårnby fylder cykler meget. Borgere i alle aldre cykler rundt på vores cykelstier og veje, og derfor giver det god mening, at Teknik- og Miljøudvalget i denne uge har vedtaget en ny cykelhandlingsplan.
Med cykelhandlingsplanen vil vi sætte fokus på cykeltrafikken. Ved at skabe gode vilkår for cykeltrafikken er det vores håb, at der vil være flere som ønsker at bruge cyklen som transportmiddel.
Cykelhandlingsplanen indeholder blandt andet fire forskellige indsatsområder: Skolebørn på cykel samt børn og forældres adfærd, Trafiksikkerhed og tryghed for cyklister, Vedligeholdelse, anlæg af stier og parkering samt Bedre viden og data om cykling.
Nytårskur for erhvervslivet
Selvom vil lige ikke er nået til julen endnu, vil jeg alligevel lige minde vores lokale virksomheder om, at vi i begyndelsen af januar holder nytårskur for erhvervslivet. Det sker torsdag 5. januar klokken 8.30 til 10.00 på Tårnby Rådhus. Nytårskur for erhvervslivet er et uformelt mødested, hvor vi gør plads til at netværke og mødes på tværs.
Jeg ser frem til at møde vores lokale virksomheder og vil blandt andet fortælle om året, der er gået og året som kommer. Virksomheder kan tilmelde sig via NemTilmeld: taarnby.nemtilmeld.dk.
Lempende tiltag til at hjælpe kommunens virksomheder gennem krisen
Mange virksomheder lider under den igangværende krise, hvor både inflation og stigende energiudgifter presser deres økonomi. Derfor har vi i kommunens økonomiudvalg netop besluttet en række lempende tiltag, der skal hjælpe kommunens virksomheder igennem krisen.
Konkret vil der vil ske en fremrykning af kommunens leverandørbetalinger indtil udgangen af første kvartal 2023.
Såfremt der kommer henvendelser fra erhvervsvirksomheder med ønske om
henstand med betaling af husleje til kommunen eller dækningsafgift behandles dette på normal vis.
Vores yngste og ældste borgere har glæde af hinanden på Løjtegårdsvej
Børn og ældre har tit glæde af hinanden. Både i familierne på tværs af generationerne men også på anden vis. Det har vi et dugfrisk eksempel ude fra Løjtegårdsvej. Her har plejehjemmet på Løjtegårdsvej nemlig en aftale med SFO’en på Løjtegårdsvej om at de SFO-børnene kan komme på besøg på plejehjemmet.
Og det betyder, at plejehjemsbeboerne og børnene fra SFO’en mødes til forskellige aktiviteter. De seneste to gange er der spillet UNO og Petanque, drukket kaffe og sodavand og spist småkager.
I næste uge skal der synges fælles julesange, ikke som et kor, men hvor børnene sidder ved borde blandet med de ældre, som små ”familie” grupper. Det er så fantastisk at høre, at den slags små besøg kan skabe glæde i begge aldersgrupper – både for de ældre på plejehjemmet men også for SFO-børnene.
Kæmpe ros herfra til vores SFO-medarbejdere og vores plejehjemspersonale for dette fantastiske initiativ.
Få en spændende omvisning på Kastrupgårdsamlingen
Mere end 5000 gæster har allerede besøgt Kastrupgårdsamlingens særudstilling Det halve menneske – Eistrup på papiret. Hvis du endnu ikke har set den, så har du chancen i weekenden.
Her kan du få et unikt indblik i Kasper Eistrups kunst, når museets formidler viser rundt i udstillingen for sidste gang i år. Det er nu på søndag den 18. december kl. 14.30.
Omvisningen tager ca. 45 minutter, og der er fri entré.
Se film i juleferien i Kulturhuset Kastrup Bio
Og ikke et nyhedsbrev uden en lille omtale af vores hyggelige biograf Kulturhuset Kastrup Bio. Avatar – The Way of Water har gjort sit indtog, og 22. december er der Danmarkspremiere på alle de andre nye film til juleferien.
Der er noget for både store og små, lattermuskler og dansefødder, når der blændes op for: Den Bestøvlede Kat og Ønskestjernen, Elsker Dig for Tiden og I Wanna Dance With Somebody. Avatar – The Way of Water vises selvfølgelig også i juleferien.
Det er også stadig muligt at se Fædre og Mødre (sidste dag 21. december) og Julemandens Datter 3.
Se mere på www.kulturhusetkastrupbio.dk, hvor du også kan købe gavekort på valgfri beløb til at lægge under juletræet.
Det var alt for nu – rigtig god weekend til alle