Ed Sheeran-koncerter blev en kæmpe succes
Måske er I trætte af at høre Ed Sheeran, men jeg kan ikke lade vær med lige kort at runde den britiske superstjerne. For han har fyldt meget i Tårnby i den seneste tid. I sidste uge gav han fire udsolgte koncerter, og 160.000 tilskuere overværede de fire koncerter i Øresundsparken.
Tårnby Kommune har været vært for koncerterne i form af, at Øresundsparken er blevet udlejet til koncertarrangøren SmashBangPow, og der har været et godt samarbejde mellem kommunen og arrangørerne, som igennem hele forløbet har været i tæt dialog for at få koncerterne til at forløbe så gnidningsfrit som muligt for ikke bare koncertgæsterne men også for beboerne i lokalområdet.
Det er dejligt at opleve, at så mange borgere har bakket op om det her kæmpe arrangement, og vi har mødt en stor velvilje og tålmodighed. Det er klart, at der også er nogle, som har oplevet gener i form af parkerede biler på deres villaveje og støj, men overordnet set har vi fået meget få klager, og det siger noget om den stolthed og glæde, som borgerne i Tårnby har haft ved, at der er kommet en verdensstjerne som Ed Sheeran til byen. Nu skal jeg sammen med mine politiske kolleger drøfte, om vi i fremtiden skal huse events i denne størrelse.
Erhvervsdrivende oplevede også flere gæster
Der var mange Tårnby-borgere, som havde sikret sig en billet til koncerten, men der var også mange, som oplevede koncerten på den anden side af Amager Strandvej på en af bakkerne. Her fik de hver aften en hilsen fra Ed Sheeran, som fra scenen i Øresundsparken, spurgte til, hvordan de havde det oppe på bakkerne.
De mange ekstra mennesker i lokalområdet i de fire dage, koncerterne har været der, har også kunne mærkes hos de erhvervsdrivende. Jeg ved fx, at flere hoteller og restauranter havde godt fyldt om med koncertgæster i de fire dage, og dermed er en del af vores forhåbninger til koncerterne blevet opfyldt.
Iværksættertårn har ledige lokaler
Er du iværksætter og på jagt efter en ny kontorplads? Så er det måske dig, som skal sidde i et af de ledige kontorer i Tårnby Kommunes iværksættertårn på Oliefabriksvej. Her får du – foruden en forrygende udsigt ud over Tårnby – også en plads i et spirende iværksættermiljø.
Der har længe været venteliste, siden muligheden åbnede i 2019, men lige nu er der faktisk fire lokaler ledige. Tårnby Kommune håber derfor på nye henvendelser fra små nye selvstændige, der godt kunne bruge et mindre kontor.
Jeg håber, at der nogle iværksættere, som har lyst til at rykke ind. Jeg ved fra tidligere og nuværende lejere, at der er masser af fordele ved at sidde dør om dør med andre iværksættere.
Du kan se mere info om iværksættertårnet her.
Ny sundhedspolitik på vej
Sommerferiens slutning varsler også en opstart af det politiske arbejde. I næste uge skal medlemmerne af Sundheds- og Omsorgsudvalget blandt andet drøfte et oplæg til en ny sundhedspolitik. Den nye sundhedspolitik skal være med til at holde os alle på sporet af trivslen og de muligheder, den giver os alle sammen.
Tidligere har kommunens sundhedsarbejde især haft fokus på, at man skulle spise sundt og dyrke motion, lægge cigaretterne på hylden og holde igen med alkoholen. Det gælder stadig. Men i de seneste år – og ikke mindst oven på COVID-19-pandemien – er der kommet øget fokus på, at det ikke kun er vores kroppe, men også vores sind, vi skal passe godt på for at trives. Den erkendelse, altså at både mental og fysisk sundhed er vigtig, vil være en stor del af Tårnby Kommunes arbejde med sundhed fra nu af og frem til 2034.
Hver dag understøtter Tårnby Kommunes ansatte borgerne i at skabe et godt liv for sig selv. Det gør vi, uanset om vi arbejder på rådhuset eller i fx en daginstitution, uanset om vi møder borgerne hver dag eller står for at lægge planer for fremtiden, og uanset om vi vedligeholder naturen, underviser børnene, støtter de udsatte eller noget af alt det andet, en kommune gør for sine borgere.
Jeg ser frem til, at den nye sundhedspolitik skal til politisk drøftelse, og er sikker på, at den vil være med tl at skabe nogle gode rammer for, at vi som kommune kan have et endnu større fokus på sundhed.
Tryghed på Vestamager
Tryghed i lokalområdet var i fokus, da SSP Tårnby og Nærpoliti Amager i sidste uge gæstede Vestamager Centret. Baggrunden var, at der i den seneste tid har været flere henvendelser til SSP og politiet omkring uro fra unge mennesker i området omkring Vestamager Centret. Flere borgere og erhvervsdrivende benyttede muligheden for en snak med SSP og politi, og borgernes oplevelser omkring trygheden i området blev noteret ned af betjentene.
Jeg kiggede selv forbi Vestamager Centret, og fik gode input fra borgerne om, hvordan de oplever trygheden i dagligdagen. Vi skal huske på, at der helt grundlæggende er trygt i Tårnby, og det skal vi være glade for. Så er der perioder, hvor der er enkelte områder, hvor der opstår lidt uro og tryghed – det kan være nogle unge mennesker, som ikke altid tænker på deres omgivelser.
I de situationer er det rigtig godt, at vores SSP har så tæt et samarbejde med Nærpoliti Amager og de her lokale betjente, som kender området og mange af de unge.
Flagdagen for veteraner
Mandag 5. september klokken 9 til 10 er der flagdag på Tårnby Rådhus. Det er for længst blevet en tradition, at Danmarks veteraner, som har været udsendt af Forsvaret, Redningsberedskabet, Politiet, Sundhedsmyndighederne eller Udenrigsministeriet, bliver hyldet, og det er sjette gang, at Tårnby Kommune er vært for flagdagen.
Personligt ser jeg hvert år frem til denne dag, for det er en rigtig god anledning til, at vi får hyldet de veteraner, som har været udsendt i Danmarks tjeneste. De har alle påtaget sig et vigtigt job, og været med til at gøre Danmark ære ude i verden. Jeg håber derfor at se mange lokale veteraner på Tårnby Rådhus 5. september, så vi kan hylde dem. Det er ikke nødvendigt at tilmelde sig.
Første skoledag er en festdag
I strålende solskinsvejr er skolerne i Tårnby begyndt på et nyt skoleår. 1.- 10. klasse begyndte onsdag, og de nye 0. klasser begyndte torsdag. I alt startede der 525 børn i vores 0. klasser, og det var en gruppe spændte og forventningsfulde børn og deres forældre, der torsdag tog hul på en ny epoke i deres liv.
Jeg ønsker alle vores skoleelever og alle vores ansatte et rigtig godt og lærerigt skoleår.
Frivillig Fredag og Frivillighedsprisen:
I mandags åbnede tilmeldinger for vores lokale frivillige til fejring Frivillig Fredag d. 30. september.
Årets Frivillig Fredag bliver med fejring af frivillige med rød løber, musik, tapas og uddeling af årets Frivillighedspris. En festlig aften, hvor vi som kommune siger mange tak for jeres store engagement.
Du kan tilmelde dig og en anden frivillig fra din forening her på kommunens hjemmeside.
Til og med 1. september kan du indstille kandidater til Frivillighedsprisen 2022. Prisen kan gå til en lokal ildsjæl, forening, gruppe eller projekt, som arbejder for og med frivilligheden i Tårnby. Med prisen følger æren og 5.000 kr.
Indstil din kandidat her.
Jeg glæder mig meget både til at uddele Frivillighedsprisen og fejre vores mange seje lokale frivillige til Frivillig Fredag.
Musik foran biblioteket
På Scenen foran Tårnby Hovedbibliotek kan du fra i morgen lørdag og fem dage frem stifte bekendtskab med 4 lokale bands ved festivalen ’Tårnby Live’.
Tårnby live er en minifestival, der sætter spot på lokale bands, der vil vise hjemmepublikummet i Tårnby hvad de står for. Genre- og aldersmæssigt spænder de bredt, men kvaliteten og engagementet deler de.
Og så kan vi i øvrigt se frem til, at Tårnby Kommunebibliotekers arrangementsprogram for efteråret lander i begyndelsen af den kommende uge. Programmet byder på kreative workshops ved lokale kunsthåndværkere, aktuelle foredrag, børneteater, musik og meget, meget mere.
Kulturhuset Kastrup Bio byder på masser af danske film
Selvom weekenden byder på sommervejr, så er det måske tid til en tur i biografen.
Alle for fire har netop haft Danmarkspremiere, Rose har vundet Biografklub Danmarks Asta-pris og vises derfor igen ved en særvisning tirsdag 16/8, og torsdag 18/8 er der forpremiere på Bamse. Bamse har Danmarkspremiere 25/8, og er filmen om Fleming Bamse Jørgensen, der bl.a. gav os ”Vimmersvej” og ”I en lille båd der gynger”, i titelrollen ses Anders W. Berthelsen.
Det er også stadig muligt at se Lille Allan, Minions – historien om Gru, Superkæledyrene og Bullet Train.
Se mere og bestil billetter på: www.kulturhusetkastrupbio.dk
Det var alt for nu – rigtig god og solrig weekend til jer alle