Den tragiske situation i Ukraine er på alles læber i øjeblikket. Vi er alle enormt påvirkede af krigen, som har ramt et europæisk land, som ligger en dagsrejse i bil fra Danmark.
I Tårnby Kommune er vi begyndt at forberede modtagelsen af nogle af de omkring 20.000 flygtninge, som Regeringen forventer kan komme til Danmark.
Vi har allerede samlet en arbejdsgruppe på tværs af forvaltningerne, som kigger på, hvordan vi skal modtage ukrainerne og sørge for, at de får et godt ophold i Danmark.
Nogle af jer er måske kørt forbi rådhuset og har set det ukrainske flag, der vajer over rådhuspladsen og når mørket falder på, så lyser lygtepælene på pladsen op i gule og blå farver, som symboliserer det ukrainske flag. Disse ting gør vi for at vise vores støtte og sympati med den ukrainske befolkning. Vi oplever en stigende interesse fra mange af jer borgere, som er interesseret i at hjælpe.
Det er rigtigt rart at opleve den sympati, som I udviser, og hvis I vil tilbyde jeres hjælp, kan I se mere her eller skrive til os på ukraine@taarnby.dk.
Beskyttelsesrum i Tårnby
På de sociale medier har flere spekuleret i, hvordan det egentlig er med beskyttelsesrummene i Tårnby. Det er vigtigt at understrege, at der ikke er nogen trussel mod Danmark. Godt nok er vi alle blevet rystede over, at der nu igen er krig i et europæisk land, men der er som sagt ingen trussel mod Danmark og derfor er beskyttelsesrummene på ingen måder relevante. Men spørgsmålet om beskyttelsesrum er selvfølgelig forståeligt, og vi kan derfor fortælle, at der i Tårnby Kommune er ca. 40.000 beskyttelsesrumspladser. Det kan være cyklekældre i beboelsesejendomme, kælderrum i større virksomheder, kælderrum i større kommunale ejendomme mv.
Det er Forsvarsministeriet der giver besked til kommunerne om klargøring af beskyttelsesrum, og det er ligeledes ministeriet, der fastlægger frist for klargøring.
Her kan du læse mere, om hvad et beskyttelsesrum er og den tilhørende lovgivning.
Penge til skolemodernisering og -renoveringer
I kommunen har vi i dette års budget afsat midler til at modernisere ude på vores skoler. Det er ude på skolerne, hvor elevråd og skolebestyrelser i fællesskab beslutter, hvad midlerne benyttes til inden for tiltag, der skaber trivsel og læring. I år er der afsat 3,6 mio. kr. og de så er fordelt ud til de enkelte skoler ud fra, hvor mange elever, der går på skolen. I kan se hvor mange penge jeres barns skole får her
Vi har også afsat 16 mio. kr. til skolerenoveringer, og her bliver alle skoler også tilgodeset.
Du kan se mere om hvilke renoveringsopgaver, der er på enkelte skoler her
Ventetid i Servicecentret på rådhuset
Der er i øjeblikket meget travlt i Servicecentret på rådhuset, og du skal forberede dig på ventetid, hvis du møder op for at få personlig betjening. Det er især personlige henvendelser om MitID, der i øjeblikket skaber kø. Medarbejderne gør deres bedste for at løse opgaven, og vi håber på jeres tålmodighed og forståelse.
Innovationspulje med mange projekter
I Tårnby Kommune har vi en innovationspulje, som afdelinger og institutioner kan søge penge i til projekter, som skal være med til at styrke arbejdet med at nytænke kommunens drift og service. Sidste år blev der godkendt projekter for cirka 2,3 mio. kr, og der var rigtig mange gode og innovative projekter imellem. Blandt andet blev der afsat penge til Skolebotanisk Have, som har fået minivindmølle, vandpumpesystem og solceller. Der blev også afsat penge til en såkaldt tågesprøjter til desinficering af lokaler i daginstitutioner mod covid.
Ligesom der blev givet penge til et kommunalt tilbud om fysio- og ergoterapi til børn og unge. Det er bare nogle af de projekter, der fik penge, og i år er der afsat 2,6 mio. kr. i innovationspuljen.
SOSU-uddannelser flytter til nyt område
Vi har mange social- og sundhedsassistenter ansat i Tårnby Kommune. De er med til at sørge godt for plejen på både vores plejehjem og ude hos de af vores borgere, som har brug for hjælp. Vi har også hele tiden en del social- og sundhedsassistentelever og social- og sundhedshjælperelever, og antallet af elever er steget markant de senere år. Fra 2020 er vi forpligtet til skulle ansætte 20 SOSU-assistentelever og 6 SOSU-hjælperelever fordelt på 4 årlige optag. I dag er uddannelsesansvaret placeret i Organisations- og Personaleafdelingen, men for at øge kvaliteten af uddannelsesforløbene rykker ansvaret for uddannelser nu over til Ældrecentret.
Udskiftning af Chromebooks
Mange af vores skoleelever arbejder med Chromebooks, og vi har en målsætning om, at alle elever skal have adgang til Chromebooks. Denne målsætning blev indfriet i 2021. I år vil der blive købt nye Chromebooks for cirka 1,4 mio. kr., så vi kan få udskiftede de gamle Chromebooks som er forældede. Vi har i 2022 afsat 2,5 mio. kr. til indkøb af Chromebooks til elever på skoleområdet, og da vi jo så ”kun” bruger cirka 1,4 mio. kr, er der penge tilbage i denne pulje. Dem bruger vi til at indkøbe bærbare computere til SFO-personalet, da det er en del af kommunes IT-strategi, at medarbejderne på SFO-området får deres egen bærbare pc for at kunne efterleve sikkerheden.
Mange klimatiltag i 2022
Tårnby er en klimakommune, og vi har hele tiden et fokus på at blive endnu mere grøn. I år har vi planlagt en række tiltag i vores Klima- og Energipulje, som vi vil prioritere. Her afsætter vi fx penge til et styringsværktøj til optimering via analyse i kommunens bygninger. Vi skal også have lavet loftsventilatorer i Amagerhallen, som vil være med til at skabe et mindre opvarmingsbehov. Vi skal også have set på, hvordan vi kan få afledt regnvandet fra bygningerne på en mere hensigtsmæssig måde. I alt vil vi klimaoptimere for 13 mio. kr. og der er i alt 11 projekter i Klima- og Energipuljen.
Større tilfredshed på affaldsområdet
304 tilfældigt udvalgte Tårnby-borgere har deltaget i en undersøgelse af tilfredsheden på affaldsområdet. På en skala mellem 1 og 7 får ordningen i gennemsnit en karakter på 5,8 point. Sammenlignet med tidligere undersøgelser er tilfredsheden steget på næsten alle enkelte affaldstyper, og på spørgsmålet om, hvad der kan få deltagerne til at sortere mere, svarer flere: Krav om mere sortering og flere beholdere.
Jeg er rigtig glad for at konstatere, at tilfredsheden er vokset, og at borgerne gerne vil sortere mere. Det giver positive forventninger til den nye affaldsordning, der kommer senere på året. Også den seneste rapport fra ARC (Amager ressource Center) bekræfter den positive tendens. Rapporten viser, at der i 2021 har været 40.000 flere tømninger end i 2020, og at antallet af afvigelser, som helholdsvis renovatører og borgere har anmeldt, er faldet væsentligt. Læs mere her.
Valg til nyt Kulturzoneråd
Fristen for opstilling som borgerrepræsentant i det nyoprettede Kulturzoneråd nærmer sig. Kulturzonerådet skal være et idéudviklende og sammenhængsskabende råd for den fusionerede institution Kulturzonen – Tårnby Musikskole og Kulturhus, så hvis du har lyst til at engagere dig i det lokale kulturliv, er Kulturzonerådet en oplagt mulighed.
Ud over 3 borgerrepræsentanter kommer rådet til at bestå af politisk valgte repræsentanter, kommunale samarbejdspartnere, en repræsentant for Kulturzonens Ungeråd samt medarbejdere og ledelse på Kulturzonen og Tårnby Musikskole.
Frist for opstilling er mandag d. 14. marts, valg afholdes mandag d. 28. marts kl. 19.00 på Kulturzonen.
Du kan læse mere om opstilling og valg til Kulturzonerådet her.
Kastrup Bio byder på ny dansk familiefilm
17/3 er der Danmarkspremiere på den danske familiefilm KRUMMERNE – DET ER SVÆRT AT VÆRE 11 ÅR og den danske thriller SPEAK NO EVIL, der er instrueret af Christian Tafdrup, som også instruerede EN FRYGTELIG KVINDE.
Der vises stadig ROSE, HVIDSTENGRUPPEN II, THE BATMAN og SYNG 2 (sidste visning 13/3).
Se mere og bestil billetter på www.kulturhusetkastrupbio.dk
Det var alt for nu. Rigtig god weekend til alle.