Med de nye nationale affaldsregler må kommunerne tilbyde at hente virksomhedernes genanvendelige affald som fx plast, madaffald og pap, hvis det i art og mængde svarer til en husholdnings.
Mange små virksomheder har affald, der minder om husholdningernes, og de er ikke altid attraktive kunder for de private affaldsindsamlere på grund af deres små affaldsmængder. Det har hidtil betydet, at virksomhedernes ofte kun har en container til forbrændingsegnet affald stående, og det har givet svære kår for en god affaldssortering. Med den nye ordning håber vi at gøre det nemmere for de mindre virksomheder at få sorteret deres affald korrekt og dermed leve op til de nye nationale affaldsregler.
Genanvendeligt husholdningsaffald er mad-, pap-, papir-, metal-, plast-, mad- og drikkekarton- og glasaffald. Ligeledes tilbydes afhentning af farligt affald, der afhentes 4 gange om året. På sigt skal tekstilaffald også indsamles.
Fra 1. januar 2023 er det ikke længere obligatorisk at være tilmeldt kommunens ordning for indsamling af restaffald. Det er dog lovpligtigt at sortere husholdningsaffaldet og have enten den kommunale eller en privat, godkendt affaldsindsamler. Ligeledes skal produktionsaffald og øvrigt affald på virksomheden også stadig sorteres.
Det bliver muligt for mindre virksomheder at gøre brug af den kommunale affaldsordning, såfremt jeres affald er af ”art og mængde” svarende til en almindelig husstand. Det betyder, at de forskellige typer affald skal kunne håndteres med det materiel og serviceniveau Tårnby Kommune tilbyder almindelige husstande. En almindelig husstand har følgende kapacitet til rådighed:
1 x 240 liter opdelt beholder til mad- og restaffald, tømmes hver uge
1 x 240 liter beholder til plast og mad- og drikkekartoner, tømmes hver 4. uge
1 x 240 liter beholder container til papir og metal, tømmes hver 6. uge
1 x 240 liter beholder til blandet pap, tømmes hver 4. uge
1 x 25 liter beholder til farligt affald, tømmes 4 gange årligt
Hvis din virksomhed ikke falder under ”art og mængde” svarende til en almindelig husstand, så kan kommunen ikke hjælpe med håndtering af erhvervsaffald, og der henvises til en privat aktør.
Hvis din virksomhed falder under ”art og mængde” svarende til en almindelig husstand, så kan kommunen hjælpe med håndtering af dit erhvervs affald. Den samlede årlige pris for at være en del af den kommunale ordning for mad- og restaffald samt det genanvendeligt affald koster årligt DKK 3.060.