Tårnby Kommune har i dag afleveret et svar til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) på en henvendelse, som STAR sendte til kommunen 3. september i år.
Henvendelsen handlede om forhold i kommunens jobcenter, og blev foranlediget af anklager fra kommunens tidligere jobcenterchef om uregelmæssigheder på beskæftigelsesområdet.
Kommunens revisionsfirma har endnu ikke afsluttet sin gennemgang af det omfattende materiale bag svaret til STAR, og derfor er kommunens svar med forbehold for revisionens efterfølgende godkendelse.
Kommunaldirektør Morten Winge udtaler:
”Vi har lagt os i selen for at få afdækket alle aspekter af sagen, og vi har sendt et omfattende svar til revisionen. Nu afventer vi, at revisionen behandler materialet, hvorefter styrelsen efterfølgende skal drage sin konklusion. Jeg ser meget frem til, at vi kan komme videre med denne sag. Der er brug for arbejdsro på beskæftigelsesområdet, så vores medarbejdere kan koncentrere sig om at hjælpe vores borgere på bedst mulig vis,” siger Morten Winge.
