Mikrofonen drillede, men heldigvis stod kommunaldirektør Morten Winge klar som mikrofonholder, da Tårnbys borgmester Allan S. Andersen i fredags kunne indvie kommunens nye skybrudsanlæg i Travbaneparken.
Sikrer mod oversvømmelse
Det nye anlæg forhindrer oversvømmelse i de omkringliggende boliger og Løjtegårdens Plejehjem. Sagt i klimasprog sikrer det området op til en såkaldt 100 års regnhændelse.
”Vi har fået et flot skybrudsanlæg med rekreative kvaliteter, der sikrer området mod oversvømmelse,” understregede borgmesteren i sin tale:
”Anlægget fungerer sådan, at regnvand fra Travbaneparkens tage, belægninger og parkeringspladser løber i vandrenden foran Amagerhallen og gennem grøften syd for Travbaneparken. Her vil man kunne se vandet løbe i regnfulde perioder. Vandet opsamles og renses og samtidig føres rent skyllevand fra Tårnby Forsyning til anlægget, ” forklarede han og tilføjede, at vandet på sigt skal genanvendes til vanding af boldbanerne i Travbaneparken.
Øger biodiversitet
Ud over at sikre området mod oversvømmelse, vil det nye skybrudsanlæg også være med til at øge biodiversiteten, da det giver levevilkår for blandt andet sommerfugle og andre insekter.
Dette blev også understeget af formand for Tårnby Forsyning, Einer Lyduch:
”Klimaet i Danmark bliver som bekendt kun vådere, og de kraftige regnhændelser bliver hyppigere. Det betyder, at kloakrørene – særligt i de fælleskloakerede områder – med både regnvand og spildevand i samme rør – er for trange. Klimaproaktive indsatser som her i Travbaneparken, er dermed nødvendige over en bred kam. Det er vi klar over i forsyningen og kommunen, og vi har derfor flere klimaprojekter undervejs. Blandt andet i samarbejde med grundejerforeningerne.”
Efter indvielsen var der pølser og lidt at drikke til de mange fremmødte, heriblandt beboerne på Løjtegårdens Plejehjem, der har fulgt projektet på nært hold.