Når det gælder den gode hverdag for borgere og medarbejdere i Tårnby Kommune, er der altid plads til at se, om ikke der findes et redskab, der kan gøre det hele lidt lettere.
Hos hjemmeplejen har man for nylig fået mulighed for at brede et nyt hjælpemiddel ud til alle borgere, der får hjælp med kompressionsstrømper af hjemmeplejen.
Man begyndte egentlig for noget tid siden forsigtigt med at købe 10 styk af hjælpemidlet. Men det blev så stort et hit, at man valgte at ansøge kommunens innovationspulje om penge til at købe 135 eksemplarer - et til hver borger. Man fik et ja.
En mere behagelig morgen
Kompressionsstrømper er meget stramme, og huden på benene er typisk sart. Derfor kan det være ubehageligt for borgeren, når strømperne trækkes på. Samtidig belaster det også SOSU-hjælpernes hænder og skuldre.
Med det nye hjælpemiddel ruller man kort fortalt strømperne på i stedet for at trække dem på. Det gør den daglige rutine med at tage strømper på til en rarere oplevelse for både borgerne og deres hjælpere. Det kan både Leif Hansen (90 år i dag), SOSU-hjælper Jane Nielsen og borgmester Allan S. Andersen skrive under på.
Onsdag morgen var de samlet i Leif Hansens hjem, og her prøvede Leif Hansen det nye hjælpemiddel for første gang. Jane Nielsen satte en strømpe på Leif Hansens ene ben med den "gamle" metode og så den anden strømpe på med den nye metode.
Det gik lettere på den nye måde, og det var meget mere behageligt, lød dommen fra Leif Hansen.
Det nye hjælpemiddel har også gjort en stor forskel for Jane Nielsen, der udover at være SOSU-hjælper også er arbejdsmiljørepræsentant. Hun har brugt hjælpemidlet i 14 dage, og hun kan mærke, at hendes håndled er mindre ømme. Hvor hun før skulle ase og mase med at trække strømperne på borgernes ben, skal hun nu kun bruge sin håndflade til at rulle strømperne på plads.
Innovationspenge gjorde ønske til virkelighed
Hjemmeplejen har kunnet investere i det nye hjælpemiddel, fordi man har fået 102.000 kroner fra kommunens innovationspulje.
Puljen støtter bl.a. projekter, der gør en forskel for borgerne eller for arbejdsmiljøet, eller som fører til en mere effektiv løsning af opgaver. Hjemmeplejens projekt gør alle tre ting.
Det gjorde stort indtryk på borgmester Allan S. Andersen at se, hvordan hjemmeplejens projekt med at udbrede det nye hjælpemiddel på kort tid har forbedret omsorgen for borgerne og medarbejdernes arbejdsmiljø:
"Det er et rigtig godt initiativ, hjemmeplejen har taget her", siger borgmesteren.
"Det er vigtigt, at vi her i kommunen har mod på at prøve fx nye hjælpemidler, it-systemer og alt muligt andet af for at se, om de kan løse nogle af de udfordringer, hverdagen byder på", fortæller han.
"På den måde bliver vi hele tiden dygtigere til at levere god service til vores borgere, samtidig med at kommunen bliver et endnu bedre sted at arbejde."
Vigtigt at holde øje med nye muligheder
Jette Egebo, der er teamleder i hjemmeplejen, er en af drivkræfterne bag indkøbet af det nye hjælpemiddel. Hun er meget glad for den forbedring af hverdagen i hjemmeplejen, innovationspengene har gjort mulig:
"Det var lige det her, vi ville gøre for vores borgere og vores medarbejdere, og vi er så glade for, at innovationspuljen gjorde det muligt", siger Jette Egebo.
"Inden for vores fag, hvor medarbejderne bruger deres kroppe så meget, er det så vigtigt, at vi ledere sammen med arbejdsmiljørepræsentanterne hele tiden gør vores bedste for at gøre arbejdsdagen lettere".
Hjemmeplejens ca. 120 medarbejdere, som går i dagvagt, begynder nu at bruge det nye hjælpemiddel, og snart bliver det aftenvagternes tur.