Tårnby Kommune har mange ildsjæle, der arbejder hårdt i de lokale foreninger. En af dem er Johannes Jensen fra Tårnby Curling Club. Han har været formand for Tårnby Curling Club siden 1987 og har i den grad været med til at gøre curlingsporten kendt i både Tårnby og uden for kommunegrænsen; nationalt og internationalt.
Der er blevet lagt mærke til Johannes Jensens store indsats for curlingsporten, og han er netop blevet optaget i Word Curlings Federations Hall of Fame.
"Det er en stor ære, at Johannes er blevet optaget i Hall of Fame. Vi er stolte og glade for, at vi har sådan en ildsjæl, som bliver anerkendt også uden for landets grænser," sagde borgmester Allan S. Andersen, da han i torsdags var vært for en lille sammenkomst på Tårnby Rådhus, hvor Tårnby Kommune fik mulighed for at ønske Johannes Jensen tillykke med optagelsen i Word Curlings Federations Hall of Fame.
Ved sammenkomsten deltog også Johannes Jensens hustru Kirsten, de curling-aktive døtre Angelina og Camilla, bestyrelsesmedlemmer fra klubben samt formanden for Kultur- og Fritidsudvalget Henrik Zimino.
Curlinghallen i Tårnby har i mange år dannet ramme, dels om det daglige curlingliv i Danmarks største curlingklub, dels om en lang række nationale og internationale stævner herunder landskampe. Samtidig har Johannes Jensen altid haft et vigtigt blik for at inkludere mange forskellige grupper i klubben.
"Unge, ældre og ikke mindst handicappede har nydt godt af Johannes' sportssyn, der er vidtfavnende og inkluderende," sagde Allan S. Andersen.
Johannes Jensen takkede for markeringen af optagelsen i Hall of Fame.
"Uden et godt medspil fra kommunen var det aldrig gået så godt", sagde Johannes Jensen.