Skyerne spredte sig, regnen holdt op og solen brød frem da Tårnby Kommunes nye naturskolebygning for de yngste 'Lærkereden' blev indviet torsdag på Naturcenter Amager.
Der var mange gæster, først og fremmest børn fra Børnehavnen Eskebøl Alle, repræsentanter fra Tårnby Kommune med borgmester Allan S. Andersen i spidsen, Naturstyrelsen, Friluftsrådet, Amager Skovhjælpere og sidst men ikke mindst personalet fra Tårnby Naturskole.
Borgmester Allan S. Andersen fortalte i indvielsestalen om en god og inddragende proces i forbindelse med byggeriet og sagde bl.a.:
"Lærkereden med de fire rum 'Nærværelset', 'Uderummet', 'Fordybet' og 'Hemsen' er arkitektonisk og funktionelt i særklasse i Danmark, og jeg tror vi må være forberedte på mange gæster fra nær og fjern."
Allan S. Andersen takkede de mange forskellige instanser, der har medvirket til processen: "En særlig tak til Lokale- og Anlægsfonden, Nordea fonden og Friluftsrådet, der har bidraget med såvel viden som penge til projektet."
Formanden for Kultur- og Fritidsudvalget Henrik Zimino glædede sig over at en gammel drøm er gået i opfyldelse. "Nu får vores yngste børn i kommunen i kraft af Lærkereden, det fineste afsæt for ophold i naturen", sagde Henrik Zimino.
Arkitekt Sophus Søbye omtalte den lange proces og roste blandt andet Tårnby Kommune for som bygherre at "udvise tålmodighed og yde kvalificeret modspil".
Der var korte taler ved direktør for Friluftsrådet Winni Grosbøll og skovrider Kim Søderlund, der begge anerkendte det unikke byggeri.