Fem gange har et særligt opgaveudvalg mødtes for at sætte fokus på erhvervsudviklingen i Tårnby. Det sidste møde fandt sted i tirsdags.
Her drøftede udvalget input til en rapport med forslag til den fremtidige erhvervsudvikling i Tårnby Kommune. Denne rapport skal udvalget aflevere til Tårnby Kommunes Kommunalbestyrelse i løbet af de næste måneder.
Håndlavet i Tårnby
Opgaveudvalget havde fået lov til at holde mødet i lokaler hos Simply Chocolate på Amager Landevej. Efter mødet viste Niels Østenkær, CEO hos Simply Chocolate, produktionsområdet frem. Alt chokolade fra Simply Chocolate håndlaves på fabrikken i Tårnby og knap 20 procent bliver solgt til eksport.
Borgmester Allan S. Andersen er rigtig godt tilfreds med opgaveudvalgets arbejde og det store engagement, som de 18 medlemmer har udvist under de fem møder.
"Vi står over for en stor men spændende udfordring i forhold til at skabe nogle nye rammer for erhvervsudviklingen i Tårnby Kommune. Det har vi fået mange gode input til i opgaveudvalget, og idéen med at tage personer fra erhvervslivet og lokalsamfundet med på råd har vist sig værdifuld," siger borgmester Allan S. Andersen.