Fredag den 21. maj var en festlig dag for børnene i Børnehaven Eskebøl Alle. Det var nemlig dagen, hvor de fik lov til at plante en fremtidig frugtplantage i børnehaven og hilse på H.K.H. Kronprinsen. Kronprinsen lagde vejen forbi, da de første træer fra en større donation af Plant et Træ skulle markeres. Ud over Kronprinsen, der er protektor for Plant et Træ, deltog bl.a. Københavns Lufthavns CEO Thomas Woldbye, Landsformand for Plant et Træ Jens Døssing og borgmester Allan S. Andersen.
Begejstringen var stor for borgmester, Allan S. Andersen, der udtaler i den forbindelse:
"Endelig fik vi lov til at plante de første frugttræer. Grønne åndehuller er altid gode. Derfor er jeg også meget taknemlig for den fantastiske gave fra lufthavnens passager. Det er med til at gøre vores kommune endnu grønnere. Samtidig har vi inkluderet en lang række af vores institutioner, så børnene er med til at plante træerne og se naturen gro. Tårnby Kommunes natur er landets tredjerigeste. Og så går vi op i, at biodiversitet og bæredygtighed er en fast del af hverdagen som Tårnby-barn."
392.414 kroner til Plant et Træ
Medlemmer af Københavns Lufthavns kundeklub 'CPH Advantage' har i forbindelse med nedlukningen af kundeklubben haft mulighed for bl.a. at få udbetalt deres optjente point eller donere dem til Plant et Træ. Det er blevet til en donation på i alt 392.414 kroner. Donationen går til lokal træplantning til gavn for naturen og ikke mindst lokale børn og unge.
Juletræer i potte vakte stor begejstring
Selvom covid-19 gjorde det umuligt at gennemføre det oprindelige arrangement tilbage i december sidste år, skulle børnene ikke snydes for små grantræer. Hvert barn fik et smukt lille juletræ i potte med sig hjem.
Se naturen vokse i fællesskab
I løbet af året planter vi ca. 32 frugtplantager og andre træer i kommunen. Træerne bliver plantet i kommunens dagtilbud, SFO'er, skoler, klubber og andre fritids- og kulturinstitutioner. I fællesskab planter vi træerne, ser dem gro og på sigt kan vi høste frugterne.