Store bededag står for døren, men den er desværre ikke den eneste, der banker på. Smitten huserer stadig i Tårnby og antallet af covid-19 smittede i kommunen har været stigende. Mere om det senere i nyhedsbrevet.
Vi påtænker at åbne vores pensionisthuse, Solgården, Bordinghus og Pilehaven, den 10. maj. Det er selvfølgelig med hensyntagen til de gældende corona retningslinjer. Nærmere information om åbning kommer ud i næste uge på de sædvanlige kanaler.
Jeg er glad for, at vores kulturinstitutioner og idrætsliv begynder at blomstre op igen – og det samme for skolerne. Men det kan kun lade sig gøre, hvis vi holder smitten nede. Vi har et fælles ansvar, og vi skal passe på hinanden. Det gør vi bedst ved at følge de råd, vi i forvejen kender så godt:
- Ryk udenfor
- Se så få som muligt
- Hold afstand
- Bliv testet
Vi må hjælpe hinanden, stå sammen og mindske corona-smitten.
Smitten stiger i kommunen
Vi ser i disse dage en stigning i antallet af covid-19 smittede i kommunen. Det skyldes bl.a. at vi har flere elever og medarbejdere smittet på Amager Privatskole, og vi har flere medarbejdere smittet i Børnehuset Nordmarksvej 26. I tæt samarbejde med Amager Privatskole er vi ved at finde ud af hvordan vi hjælper med flere tests af elever og medarbejdere samt rådgiver om, hvordan vi håndterer smitteudviklingen. I Børnehuset Nordmarksvej 26 er forældrene i børnehaven opfordret til at passe deres børn hjemme, og der er etableret nødpasning for resten af børnehavebørnene mellem klokken 8-16.
Endvidere har Styrelsen for Patientsikkerhed påbudt kommunalbestyrelsen at fastsætte restriktioner for besøgendes adgang til plejehjemmet på Løjtegårdsvej. Det er som følge af, at der er udbrudt smitte med Covid-19 på plejehjemmet Løjtegårdsvej.
Beboerne på plejehjemmet har ikke mulighed for at få besøg, med mindre der er tale om besøg i kritiske situationer eller besøg fra den nærmeste pårørende til en beboer.
Besøgsforbuddet gælder på alle indendørs fællesarealer, og den del af boligen, som beboeren selv råder over, samt udearealer som ligger på plejehjemmenes område.
En yderligere udvikling i smittetallene kan betyde flere indsatser, fx automatisk nedlukning af et sogn eller kommunen. Derfor er det vigtigt, at vi gør en fælles indsats i kommunen. Jeg vil opfordre alle til at bruge teststederne i Tårnby og huske de gode råd.
Justeret model for automatisk lokal nedlukning
Siden jeg sidst nævnte tallene for automatisk nedlukning, er modellen justeret og træder i kraft i morgen fredag den 30. april. Den nye model betyder, at tallene nu er højere for, hvornår et skal sogn lukke ned:
- Incidenstallet hæves fra 400 til 500 smittede med Covid-19 pr. 100.000 borgere pr. uge.
- Positivprocenten hæves fra 2 til 2,5 procent eller mere.
- Antallet af smittetilfælde fastholdes på 20 registrerede smittetilfælde i alt de sidste syv dage.
Desuden hæves incidensgrænsen for nedlukning af en kommune fra 200 til 250 (testkorrigeret) smittede med Covid-19 pr. 100.000 borgere. De testkorrigerede tal er målt op i forhold til hvor mange, der lader sig teste.
Smittetallene er som sagt desværre steget i kommunen. Vi vil gerne undgå, at vi kommer ud i en situation med nedlukning. Derfor er test et vigtigt redskab for at bryde smittekæderne og ligeså vigtigt et led i genåbningen. Og så kan jeg i øvrigt nævne, at mange lader sig teste i kommunen. Ca. 800 daglige kviktest på Gl. Kirkevej 98 og ca. 350 daglige test i Skelgårdshallen. I forhold til kommunens indbyggertal er det dejligt at opleve, at I er så mange, der lader sig teste.
Kulturen i kommunen
Som et led i genåbningen er det glædeligt, at vores kulturinstitutioner igen er åbne. Alle gæster over 15 år, som ønsker at besøge Kastrupgårdsamlingen, Kulturhuset Kastrup Bio (fra den 6. maj) eller Tårnby Kommunebiblioteker skal fremvise gyldigt coronapas ved indgangen.
Læs mere om de nøjagtige regler for et gyldigt coronapas
Kort status på de kulturelle tilbud
- Tårnby Musikskole er i gang med undervisningen på både folkeskoler og på Kulturzonen. Det kræver ikke coronapas for at komme til musikundervisning.
- Kulturhuset og caféen på Kulturzonen er fortsat lukkede på grund af et større vedligeholdelsesprojekt. Hold øje med Kulturzonens hjemmeside for genåbningsdato
- På Tårnby Hovedbibliotek og Vestamager Bibliotek er det muligt at hente reserveringer uden coronapas. Det sker ved indgangen i bibliotekets åbningstid, hvor en medarbejder henter reserveringer, mens låneren opholder sig udenfor.
- De fysiske arrangementer på Tårnby Kommunebiblioteker er tilbage under hensyntagen til gældende retningslinjer. Tårnby Hovedbibliotek havde en filmvisning under CPH DOX, tirsdag den 27. april, med 7 deltagere. Se kommende arrangementer på taarnbybib.dk
- Fra tirsdag den 4. maj kan du igen få hjælp til jobsøgning på Tårnby Hovedbibliotek. Det er hver tirsdag klokken 13-15.
Kulturhuset Kastrup Bio genåbner efter planen 6. maj
På programmet er bl.a. ’Retfærdighedens ryttere’, ’Lille sommerfugl’, ’Croods 2’ og forpremiere på ’Knudsen og Ludvigsen – det store dyr’. Filmen ’Druk’ har netop vundet en Oscar for bedste internationale film, så den har du også mulighed for at se på det store lærred.
På kulturhusetkastrupbio.dk kan du se trailere, og når retningslinjerne for biograferne er klar, kan du også bestille billetter.
Se trailere på Kulturhuset Kastrup Bios hjemmeside
Genforvildning og udstillingsåbning på Kastrupgårdsamlingen
I lørdags deltog jeg i åbningen af Kastrupgårdsamlingens nye udstilling. Jeg hjalp kunstneren Asmund Havsteen-Mikkelsen med en kunstnerisk intervention på museets græsplæne. Et særligt afgrænset areal var skrabet frit for at give plads til frø fra vilde blomster og græs fra Amager Fælled. Målet var en såkaldt genforvildning af græsset til inspiration for alle som besøger museet, som måske selv har lyst til at genforvilde deres egen matrikel.
Indenfor på museet blev bestyrelsesformanden for Kastrupgårdsamlingen, Vibeke Rasmussen og jeg vist rundt af kunstneren i de forvandlede udstillingsrum. Pga. de aktuelle corona restriktioner kunne museet desværre ikke holde en traditionel fernisering med indbudte gæster. I stedet varede udstillingsåbningen hele dagen og interesserede kunne forsamles udenfor og besøge museet i mindre grupper. Lørdag var samtidig Kastrupgårdsamlingens første åbningsdag i 2021 og også den første dag med nye åbningstider.
Læs mere om udstillingen og find de nye åbningstider på Kastrupgårdsamlingens hjemmeside
Idræt- og foreningsliv
Det er også godt, at der er åbnet for indendørsidræt for unge og ældre. Åbningen af indendørsidræt i organiseret regi for børn under 18 år gælder alle idrætsgrene med et forsamlingsloft på 25 personer og uden coronapas. Forsamlingsloftet gælder også for idrætsaktiviteter, hvor personer over 18 år deltager, hvis disses tilstedeværelse er nødvendig for en forsvarlig afholdelse af aktiviteterne. For personer over 70 år er loftet på 10 personer med krav om gyldigt coronapas. Udendørsaktiviteter kan fortsat foregå i grupper på maksimalt 50 personer.
Indvielse af nye ungdomsboliger på Randkløve Allé
I dag var jeg forbi Randkløve Allé for at indvie de nye ungdomsboliger. Et stort byggeri af i alt 59 ungdomsegnede boliger er nu færdigt. En del af de unge er allerede flyttet ind, og de sidste vil flytte ind i løbet af maj måned. Der er brug for boliger til vores unge i kommunen, når de flytter hjemmefra. Boliger skal være tilgængelige og til at betale, så det er meget glædeligt, at vi nu får løftet antallet af boliger til vores unge.
Virtuelle borgerinformationsmøder
I går havde jeg fornøjelsen af at afholde andet møde i rækken af vores virtuelle borgerinformationsmøder. Enhver start kan give tekniske udfordringer og derfor håber jeg selvfølgelig, at startvanskelighederne var luget ud denne gang. Mange tak for de gode spørgsmål, som I både har sendt på forhånd, og som I stillede direkte til mødet om børn og unge. Jeg håber, at dem der lyttede og så med har fået nyttig information om, hvad kommunen gør på børne- og ungeområdet.
Næste uge byder på endnu et virtuelt borgerinformationsmøde, denne gang om byudvikling, boliger, miljø og veje torsdag den 6. maj. Kan du ikke vente helt så lang tid, så har du faktisk også chancen for endnu et borgerinformationsmøde dagen inden, nemlig onsdag den 5. maj om ny centerbebyggelse ved Tårnby Torv.
Jeg håber, at mange vil se med og stille gode spørgsmål.
Læs mere om borgerinformationsmøderne
Til sidst vil jeg ønske jer en dejlig Store bededagsferie – og husk nu at passe på hinanden.
Allan S. Andersen
Borgmester