Sommeren er i den grad over os, og meteorologerne har varslet meget høje temperaturer i weekenden. Derfor er det måske en overvejelse værd at tage en tur til Kastrup Strandpark, hvor Sneglen jo altid står klar til at blive indtaget af badende gæster. Er man ikke så meget til at bade eller måske hellere vil vente til, vandet er blevet lidt varmere, så er der heldigvis også masser af andre gode naturoplevelser i vores kommune, som man kan bruge weekenden på.
Hvis man da ellers ikke skal sidde inde foran fjernsynet og se EM-fodbold, som jo optager mange af os i disse uger.
Nye legepladser på vej
Har man børn, er det også et populært valg at tage en tur til nogle af de legepladser, der er rundt om i kommunen. Udvalget kan ses her: https://www.taarnby.dk/kultur-og-fritid/ud-i-naturen/legepladser/
Snart bliver det udvalg endnu større. Vi skal nemlig have bygget to helt nye legepladser som en del af budgetaftalen for 2021. Endvidere skal vi have bygget en ny pumptrackbane ved Ugandavej.
Det betyder, at vi ved parken i Kastrupkrogen vil indrette en legeplads til teenagere. I Byparken ved Tårnby Skatepark laver vi en legeplads til de lidt mindre børn. Hvad de to legepladser præcist kommer til at bestå af, skal vi først til at finde ud af, men jeg er sikker på, at de vil vække glæde hos vores unge borgere.
Sankthans på Kulturzonen
Som sagt er sommeren kommet for at blive. Efter et koldt og vådt forår, er varmen kommet til landet, og i næste uge er det midsommer. Midsommer er lig med Sankthans, som også i år kan fejres på Kulturzonen. Ud over bål, båltale - som jeg glæder mig til at holde - og midsommervisen med musikskolens kor, Nordlys, som det hører sig til på en rigtig sankthansaften, vil der i år være masser af musik for både børn og voksne: Alberte Winding Band giver koncert og som opvarmning, især for børnene, kommer børne-reggae-duoen Tormod og Trolle.
Du kan læse mere om Kulturzonens sankthansfest, herunder hvilke corona-restriktioner, der gælder, på www.kulturzonen.net.
Nu skal Kommunalbestyrelsen igen mødes fysisk
Inden vi når til Sankthans byder ugen også på andre vigtige begivenheder. Ikke mindst sæsonens sidste kommunalbestyrelsesmøde. For første gang i flere måneder skal vi mødes fysisk i Kommunalbestyrelsens Mødesal på rådhuset. Jeg glæder mig personligt til at mødes og drøfte de aktuelle politiske sager - og det tror jeg også mine 18 kolleger fra Kommunalbestyrelsen gør. De virtuelle møder har fungeret godt, men der er nu bare noget andet ved at sidde i samme rum og kunne kigge hinanden i øjnene. Der vil stadig være fokus på at overholde de gældende corona-restriktioner i forhold til afstand og brug af håndsprit mv.
Sundhedspersonalet kan lette lidt på mundbindet
Håndsprit og håndvask er der også stadig fokus på overalt i samfundet. Corona’en er som bekendt ikke forsvundet, men sommeren har sendt smittetallene i bund. Vi tager selvfølgelig stadig de nødvendige hensyn, men flere og flere steder begynder man efter anbefalinger fra sundhedsmyndighederne at gå tilbage til nogle af de vaner, der var før corona. Det gælder således også for vores dygtige personale i sundhedsvæsenet og ældreplejen, der ikke længere anvender værnemidler som fx mundbind, som de ellers har gjort de seneste mange måneder. Fremover vil der stadig blive brugt værnemidler, men det vil ikke være konstant, men i stedet følge de gældende retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut.
Musikken spiller på bibliotekerne
På Tårnby Kommunebiblioteker står sommeren i musikkens tegn. De sidste to mandage har vi sunget sommeren ind på scenen foran Tårnby Hovedbibliotek. Solen har stået højt på himlen og stemningen været i top – kan man ønske sig mere? Sommersang under sejlet forsætter alle mandage i juni og juli. Eneste undtagelse er mandag i uge 27, hvor der er jazzfestival. Her glæder vi os til ikke mindre end otte jazzkoncerter på Tårnby Hovedbibliotek. Og så glæder vi os over, at man hverken skal vise coronapas eller bruge mundbind mere, når man går på biblioteket. Det er dejligt at se jeres smil igen.
Film i sommervarmen
At slippe for mundbind undgår man også, hvis man tager i Kulturhuset Kastrup Bio for at se en af de aktuelle film, der kører på det store lærred. I skal dog fortsat have coronapas ved besøg i huset, og I kan finde yderligere information her: www.kulturhusetkastrupbio.dk
På www.kulturhusetkastrupbio.dk finder du også Kreahjørnet, hvor der både er aktivitetsark til forskellige familiefilm og Tårnby malebogen.Det var alt for nu.
Rigtig god weekend til alle. Og god sankthans-fejring til jer alle.
Allan S. Andersen
Borgmester